Logo til print

Vand på sidelinjen i Gladsaxe

Gladsaxe Kommune og Nordvand viser med VAND PÅ SIDELINJEN, hvordan man gennem klimatilpasning kan opgradere et klassisk idrætsanlæg til en park med idræt, der med nye, uformelle aktiviteter inviterer hele byen ind.

Idrætscenteret ved Gladsaxe Stadion, som danner rammen om projektet, udgør et 23 hektar stort idrætsområde med traditionelle boldbaner og sportshaller. Området blev tidligere primært benyttet til foreningsbaserede aktiviteter. Derfor har Gladsaxe Kommune ønsket at anlægge en række nye faciliteter, der kan invitere brugere ind, som normalt ikke kommer forbi anlægget, herunder ældre og piger.

Med en oversvømmelse af bowlinghallen i 2011 og et planlagt klimatilpasningsprojekt fra Nordvands side, blev det muligt at arbejde med et fysisk løft af anlæggets udearealer, som vil kunne henvende sig til mere uformelle og spontane aktiviteter og samtidig realisere Nordvands ønsker om at tilbageholde regnvand på idrætsområdet.

I dag danner en række regnvandsbassiner udgangspunkt for nye faciliteter, der både kan bringe den traditionelle indendørs idræt udenfor og tiltrækker nye brugergrupper.

Foto: Carsten Ingemann 

 

Idrætsanlæg Byrum

Fakta

Arkitekt
Grontmij, Bisgaard Landskab og Øhlers Design

Opført
2015

Bevilling
1.715.000 kr.

Anlægssum
26.000.000 kr.

Bygherre
Gladsaxe Kommune og Nordvand

Areal
8.260 m² - Padelbanen 300 m², Pigeværelset 660 m², Skaterbaljen 1300 m², Cafehaven 6000 m²

Adresse

Gladsaxevej 200, 2860 Søborg

Klimatilpasning skaber merværdi for byens borgere
VANDPLUS handler om at se en udfordring som en mulighed. I de kommende år skal vi investere milliarder i klimatilpasning. I stedet for at bruge disse midler på tekniske løsninger under jorden viser VANDPLUS, hvordan investeringerne kan tænkes sammen med udvikling af nye byrum. På den måde tilpasser vi vores byer, så de er robuste nok til at modstå skybrud, og vi udvikler dem, så de bliver bedre at leve i. Klimatilpasning og livskvalitet på en og samme gang.

VANDPLUS er et partnerskab mellem Lokale og Anlægsfonden, Realdania og Naturstyrelsen. Partnerskabet har uddelt 12 millioner kroner til i alt fire projekter i Frederiksberg, Gladsaxe, Solrød og Viborg,, som på hver deres måde viser, hvordan tankesættet bag VANDPLUS kan realiseres.

Fra januar 2013 og frem til udgangen af 2015 har de fire projekter arbejdet intensivt med at udvikle mulighederne for at skabe klimatilpasning med merværdi. Det har krævet nye samarbejdsformer, innovative arkitekter og ingeniører og ikke mindst hårdt arbejde. VANDPLUS handler nemlig om at identificere de muligheder for synergi og dobbeltanvendelse, der ligger i vores byrum. Det handler ikke alene om at håndtere regnvand, men om hvordan vi samtidig udvikler vores byer, så de bliver mere sociale, aktive og klimarobuste.

Lokal kontaktperson

Holger Kortbek
Idrætschef

holkor@gladsaxe.dk