Logo til print

Tarup-Davinde naturområde får markant løft

Cirka 12 kilometer fra Odense Centrum, sætter Tarup-Davinde I/S nu gang i transformationen af en nedlagt landejendom, der sammen med et betydelig løft af udearealer, formidling og tilgængelighed, skal være et markant rekreativt ansigtsløft for de mange brugere af naturområdet Tarup-Davinde. Projektet støttes af Odense og Faaborg-Midtfyn Kommuner og også af blandt andre Lokale og Anlægsfonden og foreningen Realdania.

Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden og Realdania
Tirsdag d. 7. december 2021

Det ca. 400 hektar store naturområde er skabt gennem årtiers intensiv udvinding af råstoffer. Det har efterladt et unikt sølandskab, hvor både naturen og de rekreative muligheder konstant udvikles. Området har i dag flere rekreative vandre-, ride-, mtb- og cykelstier, samt mindre faciliteter ude i terrænet.

Nyt bud på friluftslivets faciliteter

Den transformerede landejendom bliver et unikt mødested, der dyrker overgangene imellem inde og ude. Bygningen består af en uopvarmet del, der blandt andet rummer et fortællerum med åbent ildsted, et naturlaboratorium og en grejbank, og et mindre opvarmet område med et handicaptoilet, et samlingsrum og en vandrestue, hvor de besøgende altid kan få varmen uanset årstid. Stedet skal både informere og invitere til brug af naturområdet, og samtidig facilitere mødet og dialogen mellem brugerne, nye som gamle, så der udvikles helt nye fællesskaber. I tilknytning til mødestedets nære udearealer etableres en unik shelterplads i samarbejde med Statens Kunstfond, der skal skabe et inspirerende møde mellem kunst, natur og landskab.  Området har årligt ca. 80.000 besøgende, der tæller faste brugere fra foreninger, institutioner og skoler, samt selvorganiserede og turister. De nye faciliteter og en styrket formidling vil forbedre mulighederne for hverdagsbrug, foreningsaftner, eventafvikling, undervisning og formidlingsaktiviteter og turfriluftsliv på tværs af de mange forskellige brugergrupper og deres behov – også uanset funktionsniveau.

Formand for Tarup-Davinde I/S og byrådsmedlem i Odense Kommune Maria Brumvig fortæller, “Vi er nu kommet et langt skridt tættere på at kunne realisere et fælles mødested i Tarup-Davinde. Det er virkelig positivt, at så mange brugere har været med til at udvikle dette fælles mødested. Et sted. som både nuværende og de mange nye brugere af hele området skal dele. Det er en god dag for alle os, der elsker at være aktive i naturen.”

“Den centrale del af Fyn er ikke begunstiget med store stats- eller kommunalt ejede naturarealer, og derfor har Tarup-Davinde området et helt særligt potentiale som Fyns største mekka for aktivt udeliv, og dette projekt udgør hovednøglen til at “låse området helt op” for eksisterende og nye brugere. Projektet er udviklet med afsæt i en involverede proces, hvor områdets mange forskelligartede brugergrupper og partnerskaber har haft centrale roller. En udviklingsmodel som har præget al hidtidig udvikling i området, og som sikrer et meget stærkt lokalt ejerskab” siger Jens Øyås Møller, Udviklingskonsulent, Lokale og Anlægsfonden


Laura Kristine Bjerre Munch, projektchef i Realdania: Der er stigende interesse for at opholde sig i naturen. Dette projekt er et spændende eksempel på, hvordan et teknisk anlæg også kan danne ramme om naturoplevelser. Udvindingen af grus, har skabt et unikt landskab, der nu med få bygningsmæssige ændringer af en tidligere landejendom i området, bliver beriget med et mødested af høj kvalitet, der vil skabe endnu bedre rammer for naturoplevelser i området..”    

Fakta

Projektet har en etableringsudgift på i alt 12.016.00 kr.

Odense Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune ejer Tarup-Davinde I/S og støtter projektet med 4.566.000 kr.

Derudover støtter følgende aktører:

Lokale og Anlægsfonden (3.500.000 kr.) 
Den filantropiske forening Realdania (2.500.000 kr.)
Statens Kunstfond (shelterprojektet) (450.000 kr.)
Restfinansieringen søges tilvejebragt via fondsstøtte.

Praksis Arkitekter har udarbejdet skitseforslaget, som er videreprojekteret af Jep Arkitektur i samarbejde med Ingeniør Henry Jensen.

Yderligere information

Jens Øyås Møller, udviklingskonsulent, Lokale og Anlægsfonden, 31 75 94 86, jm@loa-fonden.dk
Laura Kristine Bjerre Munch, projektchef, Realdania, 61 55 88 24, lbm@realdania.dk
Maria Brumvig, formand for Tarup-Davinde I/S, byrådsmedlem i Odense Kommune, 22 35 31 91, marib@odense.dk
John Juul Henriksen, Direktør Tarup-Davinde I/S, 40262730, jjhe@odense.dk