Logo til print

Egense Forsamlingshus


En af de største forandringer ved forsamlingshuset og det mest attraktive for brugerne er det nye udeareal, der har fået nye brugere og aktiviteter til huset.

Om Egense

Egense ligger på Sydfyn, 6 km fra Svendborg. Oprindeligt er Egense en gammel landsby, men er med årene blevet integreret med to andre af Svendborgs satellitbyer; Rantzausminde og Skovsbo. I Egense Sogn bor der i 1. kvartal 2018 2.560 mennesker.

Egense Forsamlingshus blev opført i 1887 som et klassisk forsamlingshus i den forstand, at der var fokus på at skabe et attraktivt mødested for lokalbefolkningen

Fokus for ombygningen: Huset skal være bindeled mellem by og land og understøtte naturoplevelser og friluftsaktiviteter. Indendørs skal det give nye muligheder for aktiviteter som musik og madlavning.

 

Forsamlingshusets aktiviteter og funktioner
Daginstitutioner, den lokale skole, børnefamilier og turister bruger ofte området – de slapper af i hængekøjerne, bruger madpakkehuset eller laver bål i bålhuset. Der er højbede med grøntsager og krydderurter, en æblelund, shelterområde samt udekøkken med ildsted, pizza og rygeovn.

Den stigende brug er blandet andet sket efter en vedtagelse af, at den lokale bus i området nu har sin rute forbi det ombyggede forsamlingshus. De nye faciliteter, som også inkluderer et udendørstoilet, har gjort det mere tilgængeligt at brugte udearealerne.

Forsamlingshuset har fået en rummelig og lys sal – lysindfaldet og gulvvarmen har øget brugen og viften af aktiviteter betydeligt, fordi det er mere behageligt at dyrke motion i salen. Seniorklubben mødes ugentligt, og områdets yngste beboere bruger den til legestue. Fællesspisning er blevet en fast aktivitet, hvor ældre og yngre beboere fra lokalområdet samles én gang om måneden.

Forbindelsen mellem rummene er blevet mere flydende – det afspejler sig i en mere fleksibel brug. I multirummet kan man samles om kreative aktiviteter som maling eller syning. Den yderste væg er en skydedør, der kan trækkes helt fra, så rummet kan åbnes op mod landskabet udenfor. På den måde fungerer det som en udendørs scene, hvor tilskuerne kan sidde på græsplænen og se til. 

Mulighederne for at adskille og forbinde husets lokaler – ude såvel som inde har åbnet op for, at det benyttes af en forskelligartet gruppe af både koncertgængere, fællesspisere, seniorer og børn.

Fakta

I 2017 blev der holdt 260 separate arrangementer i Egense Forsamlingshus. Af disse var der 65 private arrangementer, 30 diverse arrangementer og 120 arrangementer i kategorien legestue/gymnastik.

Alle husets fysiske faciliteter er i brug med udendørsarealerne, Store sal og det indendørs køkken som topscorere. De anvendes af henholdsvis 60, 61 og 53 procent af de adspurgte.

 

 

 

 

 

Se billeder fra Egense Forsamlingshus

Her kan du gå på opdagelse i Egense Forsamlingshus og se billeder fra bl.a. udeområdet og scenen.

Egense forsamlingshus