Logo til print

Gadekæret i Reerslev

Landsbyerne Reerslev og Stærkende i Høje-Taastrup Kommune skal have et nyt fælles samlingssted til idræt og kultur. Samlingsstedet bliver et rundt landsbyhus inspireret af, hvordan folk i gamle dage samledes om gadekæret i Reerslev.

I Stærkende og Reerslev er naturen skøn og mængden af stråtækte huse så stor, at det vanskeliggør affyring af nytårsraketter. Det eneste idyllen mangler, er et sted at mødes og være aktiv indendørs. I dag udgør en udtjent skolehal de to landsbyers eneste aktivitetssted under tag. Dette vil der blive rådet bod på med etableringen af et nyt landsbyhus i Reerslev.

Landsbyhuset, der går under titlen 'Gadekæret', bliver et moderne samlingssted med en rund form og naturligt lysindfald fra oven. Den runde bygning placeres frit af andre bygninger, men nær Reerslev Skole og de nye udearealer på området. En ambitiøs arkitektur skaber et opsigtsvækkende idræts- og kulturbyggeri, der samtidig er tilpasset – og inspireret af, den lokale atmosfære og særpræg.

 

Idrætshus Kultur Forsamlingshus

Fakta

Arkitekt
CEBRA

Opført
Bevilget projekt

Bevilling
2.972.625 kr.

Anlægssum
14.863.000 kr.

Bygherre
Halforeningen

Areal
950 m²

Adresse

Tingstedvej 40, 2640 Reerslev, Hedehusene

Ikke kun æstetisk udtryk
Landsbyhusets markante tag og runde form er ikke kun et æstetisk udtryk, det giver også mulighed for at placere forskellige aktivitetsmuligheder rundt om det 620 m² store sportsgulv i midten. Der bliver 112 m² aktivitetsareal uden om sportsgulvet, et balkonareal på 54 m² samt lounge, omklædning, tekøkken og depotrum. I alt bliver bygningen på 950 m².

Flere udskæringer i bygningen giver adgang til udearealerne på i alt 1.833 m² med ankomstterrasse, to fitnessterrasser i direkte sammenhæng med bygningen, så der bliver læ til aktiviteterne, og et aktivitetsareal til streetsport, boldspil og løbetræning.

Ankomstterrassen står i forbindelse med den lokale skole, mens de øvrige terrasser skaber forbindelse til fodboldbanen og det omgivende grønne område.

Udskæringerne med de forskellige terrasser orienterer sig mod de omkringliggende arealer. Ankomsten henvender sig til den nye, samlede forplads, og kobler sig derfor direkte på ankomsten fra skolens område. De andre udskæringer søger for visuelle og rummelige forbindelser til henholdsvis fodboldbanen, og til det grønne rum omkring Bevægelseshuset.