Logo til print

Ry Hallerne

Ry Hallerne udvides med ny multihal, motorikområde, springhal, café og udeareal. Projektet giver nye idrætsmuligheder for både foreninger og selvorganiserede og som mødested for lokalområdet.

Selv om det kun er ni år siden at Ry Hallerne sidst blev udvidet, så er lysten til at dyrke idræt og fysisk aktivitet i Ry nær Skanderborg så stor, at det igen er blevet tid til at opføre mere indendørs idrætsplads til byens omkring 6.000 indbyggere plus et lige så stort opland. 

Samtidig er der et klart lokalt behov for at gøre Ry Hallerne til et socialt mødested på tværs af forskellige idræts- og fritidsinteresser. Inddragelsen af de lokale brugere har også vist et behov for at understøtte selvorganiseret aktivitet udenfor foreningslivet og særlige tiltag for piger.

Projektet modtager støtte, idet det får indarbejdet motoriske elementer i ikke kun springområdet, men også i multihallen. Endvidere arbejdes der i udbygningen med et rumprogram, som giver muligheder for både det sociale møde og opvarmning udenfor selve halgulvet.

Fotos: Rune Johansen

Idrætshal

Fakta

Arkitekt
GPP Arkitekter

Opført
2016

Bevilling
3.000.000 kr.

Anlægssum
21.750.000 kr.

Bygherre
S/I Ry Hallerne

Areal

Adresse

Thorsvej 32, 8680 Ry

En nytænkende og moderne idrætshal
Ry Hallerne i Skanderborg Kommune har fået støtte til udvidelse af hallerne med ny spring- og motoriksal, multihal og ankomst- og opholdsområde, som bindes sammen med udeområdet. I projektet arbejdes med inddragelse af både af organiserede såvel som selvorganiserede brugere og har også fokus på pigernes behov.

Den nye multihal på 1.026 m² bliver indrettet som et nytænkende eksempel på en moderne idrætshal. Her kan både spilles bold, som alle kender det, men også leges mere frit og motorikken optrænes i et motorikområde, hvor væggene også kan bruges aktivt. Hallen udstyres med hejsevæg, så gulvet kan opdeles til flere samtidige aktiviteter.

Der kommer desuden en mobil scene til kulturelle aktivitetet, og mellem den gamle Hal C og den nye store Hal D, placeres en ny springhal på 278 m² med åben adgang til begge haller. Dette gør det muligt at udnytte pladsen i de to haller som tilløbsbaner til springhallen.

Ny café og ankomstområde
En ny café med ankomstområde bliver det nye naturlige mødested for alle der kommer i hallerne. Caféen er 180 m² og kaldes "Væksthuset", da den udstyres med grønne planter og store glaspartier, som vil skabe et lyst og rart sted at opholde sig. I Ry har arkitekterne fra GPP fundet en kreativ løsning, så depoterne ikke bare bliver trist og nødvendig plads, men også kan udnyttes til noget mere. Arkitekterne udnytter depotområdets "tagflade" til en aktivitetsbalkon til motorik og hængekøjer til afslapning.

Samlingssted målrettet piger
Endelig bliver der etableret et særligt samlingssted for piger, som udformes som en hævet boks mellem springhallen og multihallen. Samlingsstedet kaldet "V.I. Piger" er på den måde samtidig en direkte del af halområderne, men også et tilbagetrukket og hyggeligt rum. I alt udvides arealet med 1.650 m².

Udenfor den nye tilbygning anlægges en ny plads, der med farvet asfalt bindes på de eksisterende udeaktivitetsområder i Pulsparken.

Mere viden