Logo til print

Egtved Idræts- og Multicenter

Egtvedhallen blev opført i 1968 og fremstod i 2014 som et idrætsbyggeri, der var mere modent til nedrivning end renovering. Sammen med Lokale og Anlægsfonden er der udviklet et projekt, der gjorde begge dele.

Det meste af den eksisterende hal blev fjernet, men fundamentet og de store limtræsbuer, der bærer taget, blev stående. En tilstødende bygning til omklædning fra år 2000 blev også bevaret. Men ellers er den idrætshal, som flere generationer af Egtvedborgere har kendt, forvandlet til noget ganske andet i det 3.200 m² store byggeri.

Egtveds Idræts- og Multicenter er opført på fundamentet af den gamle Egtvedhallen. Ved at genbruge dele af den gamle hal er der fundet en billigere og mere bæredygtig løsning i byggeriet – uden at det står i vejen for en række arkitektoniske indslag.

Idrætshal Kultur

Fakta

Arkitekt
GPP

Opført
2016

Bevilling
4.250.000 kr.

Anlægssum
28.500.000 kr.

Bygherre
Vejle Kommune

Areal
3.200 m²

Adresse

Hjelmdrupvej 13, 6040 Egtved

Nedrivning og nybyg
Under limtræsbuerne er der kommet en ny stor idrætshal med plads til de kendte boldspil. Hallen har åben forbindelse til en ny multisal, der bl.a. er indrettet til springgymnastik og med et klatremøbel på væggen med form som en musetrappe. Der er kommet nye rum til opvarmning, fitness og spinning. Samt en stor udvendig terrasse til både aktiviteter og ophold. Endelig er der etableret et mobilt køkken i et fleksibelt rum til både skolefritidsordning og fritidsbrugere.

Et nyt ankomstområde giver direkte adgang til både den store hal og den mindre sal. Området indeholder et stort siddemøbel, der også kan bruges til motoriske aktiviteter. Hvis brugerne af det nye idræts- og multicenter trænger til at slappe af, er det også muligt her, da ankomstområdet også fik plads til en café.

 

Centerets facade inviterer nysgerrige indenfor, da det er åbent og lyst. Samtidig ophæves fornemmelsen af inde og ude, når gæsterne befinder sig indendørs. Foran hovedindgangen ved ankomstområdet er der et torv med forskellige aktivitets- og opholdsmuligheder. Centerets udeareal byder bl.a. på en mødeplads for løbere, cyklister, et parkouranlæg og grønne "oaser".

Det er værd at lægge mærke til den lokale finansieringindsats. I Egtved var der et mål om, at de lokale borgere og virksomheder selv skulle indsamle 2 mio. kr. Det lykkedes faktisk at indsamle 3 mio. kr. lokalt.