Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden
Torsdag d. 11. marts.
Som et led i udvidelsen af Glyngøre Havn, skabes der et af de mest eksperimenterende bud på en rekreativ bearbejdet havnekonstruktion. Et projekt der vil bestå af en ny slags ydermole, der både skal beskytte det nye havneområde fra Limfjordens ofte vilde side, men ligeledes skabe knudepunkter for rekreative oplevelser på og ved vandet. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 8.000.000 kr.
Et af nøgleordene for projektet er dobbeltprogrammering som, når der tales kyst- og havnesikring i Danmark, altid er oppe at vende. Projektet i Glyngøre Havn formår at sammensætte flere dobbeltprogrammerede funktioner i den overordnede projektvision. For ikke nok med at ydermolen, som beskrevet tidligere beskytter havnen fra Limfjordens evigt frembrusende bølger, så vil molen have flere nedslag hvor aktiviteter er specielt indtænkt. Ydermere omkredser ydermolen havnen og skaber derved teknisk set et nyt bassin – et bassin hvor der både er plads til lystbåde, men også leg og motion i vandet.
Den nye dobbeltfunktionelle ydermole skaber derved fire arkitektoniske og aktivitetsmæssige knudepunkter: Klippebadet, Badepunktet, Fjordhaverne og Endepunktet. Desuden etableres Fjordhuset som et femte knudepunkt på land.
’Det er et stort og vigtigt skridt for Glyngøre Maritime Center, at der er kommet et så flot og anerkendelsesværdigt tilsagn fra Lokale og Anlægsfonden, som har valgt at støtte projektet ’Livet i Vandkanten’ i Glyngøre med 8 millioner kroner. Vi håber, at det vil åbne op for at få den resterende finansiering på plads, så projektet kan realiseres i sin helhed. For det er virkelig et unikt og spændende projekt, som fortjener at blive gennemført’, siger Peder Christian Kirkegaard, borgmester i Skive Kommune.
Flemming Eskildsen, Formand for forretningsudvalget i Glyngøre Maritime Center – Livet i vandkanten fortæller om projektet: ’Projektet startede med en idé i 2011. Siden har der været arbejdet med grundlaget og aktivitetsmulighederne i arbejdsgrupper, vigtige økonomiske tilsagn, behovs- og potentialeanalyse, praktisk hjælp fra Skive Kommune, et stærkt koncept fra arkitektkonkurrencen – og ikke mindst en positiv dialog og raffinering sammen med Lokale og Anlægsfonden. Derfor fremstår projektet i dag som et flot tilbud til alle aldre – lokale som gæster – på helårsbasis. Foruden aktiviteterne på molen, etableres en centerbygning, pladser til husbåde og flere lystbådepladser. Det drejer sig ligeledes om klimasikring for byen, hvor der er læ for den barske side fra Limfjorden og et liv i ro bag molen. Glyngøre Maritime Center er et alsidigt tilbud, som kan være et eksempel for fremtidens indretning af havne.’
Rendering af Fjordhaverne
Aktiviteter og brugergrupper
Målgrupperne for projektet strækker sig fra daglige brugere over besøgende til de sjældne brugere eller brugere af stedet til særlige formål, begivenheder eller arrangementer. De daglige brugere er især frilufts-, outdoor- og sportsudøvere blandt lokalområdets beboere, foreninger (Skive Dyk, Glyngøre Sejlklub, FDF Glyngøre, Glyngøre Maritime Center, Saltvandsklubben) og institutioner (bl.a. Vandkantskolen) samt beboere fra nabobyer og andre dele af Skive og Morsø Kommuner.
Jakob Færch, udviklingskonsulent hos Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet: ’Det her projekt, hvor rekreative forhold er indtænkt i udvidelsen og beskyttelsen af havneområdet, kan meget vel blive et af de helt store eksempelprojekter i Danmark, når vi taler mødet mellem rekreativ brug og et hårdt beskyttende anlægsprojekt. Der vil komme et brugerspænd der strækker sig fra legende børn, havne-farmere, dyrkelse af motion, hobbyer og den normale bådtrafik der hører en havn til. Dobbeltprogrammeringenstanken hvor den beskyttende ydermole ligeledes indeholder spændende rekreative nedslagspunkter for stort set alle brugere, kan virkelig skubbe aktivitetsbasen i de blå rum op på øverste hylde i Glyngøre.’
Funktionaliteter og udformning
Den nye dobbeltfunktionelle ydermole bliver 250 meter lang med adgang til Limfjorden og vanddybder, der spænder fra 0 til 8 meter. Det er på molen at fire af de fem knudepunkter vil blive placeret. Det femte bliver Fjordhuset, der bliver placeret på land.
Alle knudepunkternes grundfaciliteter: gangflader, adgange til sauna, vildmarksbad, udsigtspunkter, serviceområder mv. prioriterer tilgængelighed for alle.
JAJA Architects har udformet projektforslaget og Lokale og Anlægsfonden ser rigtig meget frem til et dobbeltprogrammeret havneprojekt, hvor der tydeligvis er ligelig fokus på arkitektonisk kvalitet, rekreative funktioner samt potentialet for adgang til de oplevelsesmuligheder, som overgangen mellem land og vand besidder.
Visualisering af JAJA Architects
Projektet har en anlægssum på 37.500.000 kr.
Yderligere oplysninger:
Jakob Færch, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, tlf. +45 2869 4774
Flemming Eskildsen, GMCs formand, tlf. +45 2223 1600