Logo til print

Unge vestjyder skal vise, hvordan man skaber ungdomsliv på landet

En gruppe unge fra landsbyer i Holstebro kommune skal forvandle et nedslidt klubhus til et nyt attraktivt samlingssted. Målet er mere fællesskab for de unge på landet – og et mødested på tværs af interesser, alder og geografi. Realdania og Lokale og Anlægsfonden støtter projektet.

Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden og Realdania
Tirsdag den 30. oktober 2018
Fotokredit: Niels Sparvath, Realdania

Et indeks over aldersfordelingen i Danmarks landdistrikter viser tydeligt, at der de sidste 10 år er kommet flere ældre over 60 år og færre unge under 25 år. Samtidig rykker de unge sammen i de fire største danske byer. I en landsbyklynge i Vestjylland har de taget den demografiske udfordring op og gør nu en målrettet indsats for at gøre ungdomslivet mere attraktivt.

Unge i yderområderne rykker videre, når de f.eks. begynder at studere og senere finder arbejde. Især blandt de 18-24-årige har der været ubalance mellem fraflytning og tilflytning i de senere år. I landsbyer og landdistrikter i Holstebro kommune er antallet af unge i denne aldersgruppe faldet med 12,7 procent siden 2010. 

Landsbydøden må vente
’Vesterhavsklyngen’ består af en række landsbyer i Holstebro Kommune – nærmere bestemt Thorsminde, Sdr. Nissum, Husby, Staby og Madum. Her bor godt 200 unge i alderen 14-25 år. De unge har overtaget et tidligere klubhus i Staby, som de ønsker at ombygge til et attraktivt mødested. 

”Vi har marker, hede og højt til himlen. Men socialt kunne vi godt bruge at få rusket lidt op i de eksisterende kliker og mødes mere på tværs af interesser og køn – vi er jo ikke så mange. Ofte er vi sammen hjemme hos hinanden – sidder et par stykker og gamer i sofaen eller roder med en bil i garagen. Vi har i den grad brug for et værested, hvor vi kan skabe nye fællesskaber,” siger Elias Sand Finseth. Han er 25 år og bor i Sdr. Nissum. 

Elias Sand Finseth understreger, at et stærkere sammenhold blandt de unge på egnen helt klart vil gøre det mere attraktivt at vende tilbage til landsbylivet på et senere tidspunkt. 

”Jeg er selv i den ældre ende af gruppen – men vi er med til at skabe noget for fremtidens unge,” siger Elias Sand Finseth, der er uddannet elektriker og pendler til Ringkøbing.  

Ny platform for ungdomskultur
Med økonomisk støtte fra Foreningen Realdania og Lokale og Anlægsfonden skal en ekstern rådgiver hjælpe de unge med at få defineret, hvad huset skal blive til i fremtiden. Håbet er at få et eksempel på, hvordan ungdomslivet kan fastholdes i landsbyerne. De unge er aktive medspillere i idéudviklingen:

”De unge skal forvandle et gammelt klubhus og har en gylden mulighed for at fyre op under kreativiteten og slippe fantasien løs: Skal huset fx være et sted for små koncerter, brætspil, gaming og træning? Skal der være madlavningsaktiviteter og fællesspisning? Og har de brug for et værksted, hvor de kan rode med biler sammen? Det bliver spændende at følge med i, hvordan de unge forvandler huset til en ny platform for ungdomskultur,” siger Jens Øyås Møller, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden.

Ungdomslivet på landet leves ofte i den lokale håndboldhal eller rideskole, men huset her skal være et alternativt mødested:

”Vi skal fortsat kunne besøge og leve aktive og gode liv i landsbyerne – også selvom landdistrikterne er under forandring. Hvis ungdomslivet uden for de store byer skal trives og udvikles, er det vigtigt, at der findes mødesteder, hvor alle kan komme og se sig selv som en del af fællesskabet,” siger projektchef Simon Harboe fra Realdania.

Det nye ungehus er udsprunget af projektet Landsbyklynger

Yderligere oplysninger
Jens Øyås Møller, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, 3175 9486
Simon Harboe, projektschef i Realdania, 2238 2957