Logo til print

Nyt aktivitetscenter vil huse brugere af naturen under samme tag

En nedlagt råstofgrav bliver omdannet til et nyt aktivitetscenter, som skal understøtte den store interesse for at dyrke det aktive udeliv, give foreningerne bedre muligheder og invitere nye brugere til området Svanninge Bakker på Fyn. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 3,5 mio. kr.

Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden
Fredag den 14. december 2018
Illustrationer: SCHØNHERR

De udøvere, som er aktive i naturen i området ved Svanninge Bakker på Fyn, kan se frem til, at de fremover får helt nye muligheder for at mødes på tværs – foreninger såvel som løst tilknyttede brugere. Et nyt mødested ’Gåsebjergsand Aktivitetscenter’ skal være platform for etablerede foreninger, selvorganiserede brugere, institutioner, og dem som endnu ikke har et sted at holde til, men gerne vil være aktive i naturen.

Faaborg Ski- og Motionsklub og Faaborg Orienteringsklub er vokset de seneste år og har nu tilsammen cirka 600 medlemmer. DDS spejdergruppen holder aktuelt til i nedslidte pavillonbygninger i et parcelhuskvarter i Faaborg. Det nye aktivitetscenter giver dem mulighed for at udvide deres aktivitetspallette, men også at få flere brugere til, samtidig med at de kommer til at holde til side om side med selvorganiserede udøvere.

Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 3,5 mio. kr.

Oliver Vanges, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden siger om projektet:
”Projektet indgår som en del af Lokale og Anlægsfondens fokus på at udvikle støttepunkter i naturen og kobler spejderlivet med det udendørs idrætsliv. Det er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder med at kombinere forskellige typer af støttepunkter i naturen, så flere brugertyper af naturen kan dele, mødes og inspirere hinanden til at være aktive i det grønne.”

Jakob Harrekilde Jensen, skovrider fra Naturstyrelsen Fyn siger:
”Det nye aktivitetscenter vil skabe en unik mulighed for, at de lokale foreninger, skoler og selvorganiserede udøvere kan gøre endnu mere brug af området. Det er dejligt, at Lokale og Anlægsfonden støtter projektet. Det er en anerkendelse af projektets kvalitet og en stor hjælp til at komme videre.”

Aktivitetshuset skal være et fælles mødested
Aktivitetshuset er i sin udformning designet til at understøtte dialog blandt forskellige brugergrupper og at skabe forståelse for og anvendelse af det mangfoldige og enestående naturområde ved Svanninge Bakker. Huset skal blandet andet bruges til at formidle områdets særlige naturkvaliteter og dyreliv.

Selve huset udgøres af støbt betoncirkel på i alt 615 m². I husets indretning finder man et forenings- og opholdsrum med rumdelere til 3 mindre grupper – i alt 57 m², som står i direkte forbindelse med husets fælles køkken. Derudover er der fra ydersiden adgang til 4 toiletter – heraf et handicaptoilet.

På den overdækkede del af terrassen er der velkomst- og informationsformidling, mens udekøkken og solterrasse er under åben himmel. På de nære udearealer etableres bil-og cykelparkering samt cykelvask og reparationsfaciliteter.

Naturstyrelsen ejer arealet og er bygherre, men huset udlejes til Faaborg-Midtfyn Kommune.

Yderligere information
Oliver Vanges, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, 2980 4962
Jakob Harrekilde Jensen, skovrider fra Naturstyrelsen Fyn, 4178 2043