Logo til print

Ny viden skal booste madfællesskaber i fritidslivet

Interessen for fælles madlavning og spisning i det frivillige foreningsliv er stor, men der mangler viden om, hvordan man lever op til fødevareregler, organiserer og bygger velfungerende fælleskøkkener. Derfor har Lokale og Anlægsfonden og Nordea-fonden udviklet en ny vidensplatform og en håndbog om madfællesskaber i fritidslivet.

Pressemeddelelsen fra Lokale og Anlægsfonden og Nordea-fonden
Tirsdag den 13. november 2018

Mange forsamlingshuse, idrætshaller, kulturhuse og foreninger organiseret i det grønne og maritime udeliv vil gerne gøre fællesspisning og madlavning til en del af deres aktivitetsudbud. Men ofte har de kun et lille tekøkken eller et køkken til professionel brug, som ikke giver frivillige hænder mulighed for at tage del i madlavningsaktiviteten.

Derfor er Lokale og Anlægsfoden og Nordea-fonden gået sammen om at udvikle en håndbog og et temasite, der skal gøre madlavning og måltidsfællesskaber tilgængeligt for alle i fritidslivet.

Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv, siger om projektet:
”Måltidet er en oplagt mulighed for at møde nye mennesker og knytte bånd til andre. Med håndbogen bliver det lidt nemmere for landets mange ildsjæle at tilberede mad sammen med og for andre.” 

Esben Danielsen, direktør i Lokale og Anlægsfonden siger om projektet: 
”Fællesspisning har altid været centralt i foreningslivet, men vi oplever at det breder sig fra primært at være en aktivitet i forsamlingshusene til også at poppe op som nøgleaktiviteter i faciliteter som kulturhuse og spejderhytter. Vi får ofte forespørgsler på, hvordan man etablerer fælleskøkkener, så frivillige kan lave mad sammen på lovlig og ordentlig vis, og det store frivillige engagement vil vi gerne imødekomme.”

Færre barrierer for madfællesskaber i foreningslivet
Håndbogen ’Fælleskøkkener i fritidslivet’ giver viden om fødevaremyndighedernes regler og krav, som kan afskrække mange foreninger fra at igangsætte madlavningsinitiativer og være en begrænsning for at bygge køkkener og udnytte det potentiale, der ligger i fælles madlavning som mødested.

Den giver også en række anbefalinger om, hvad der skal til for at organisere madlavning for frivillige og indrette fælleskøkkener – fra det simple udekøkken til storskala køkkenet, hvor professionelle og amatører kan lave mad – både sammen og hver for sig.

Den nye viden henvender sig til folk, der vil etablere køkkener som en del af en fritidsfacilitet, bygherrer og rådgivere.

Besøg temasitet ’Fælleskøkkener i fritidslivet’, hvor du kan finde inspiration til fælleskøkkener og kan downloade håndbogen.

Yderligere information
Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, 4070 3780
Esben Danielsen, direktør for Lokale og Anlægsfonden, 4059 2004