Logo til print

Færøerne får nyt kulturhus i hjertet af Klaksvík

Et nedlagt posthus bliver omdannet til et topmoderne og folkeligt kulturhus, som skal danne rammen om et levende og mangfoldigt kultur- og foreningsliv for alle. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet i Klaksvík med 9 mio. kr.

Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden
Torsdag den 8. februar 2018.

Kunst- og teaterforeningen, byens hornorkester og musikerne fra spilleværkstedet Dávavirkið blandt mange andre kan se frem til, at de fremover får mulighed for at holde til under fælles tag i det kommende kulturhus i Klaksvík. Afstanden mellem professionelle og amatører er lille på Færøerne, og det skal kulturhuset understøtte, så de kan udvikle, inspirere og lære af hinanden.

Kulturhuset ’Grunnurin Mentanarhús’ skal danne ramme om, at de lokale kunstnere, musikere eller skoleelever i Klaksvík kan møde hinanden på tværs og er et eksempel på, at kulturlivet kan have mange former.

Huset bliver base for byens teater-, musik- og kunstforeninger, men slår også dørene op for store begivenheder som for eksempel Færøernes største musikfestival med 10.000 besøgende.

Kulturhuset i Klaksvik bliver det første af sin slags og skal både være byens nye kulturelle mødested og inspiration for resten af Færøerne.

Kulturhuset er foranderligt
Ambitionen om at imødekomme et bredt spænd af brugergrupper afspejler sig i husets arkitektur, som er fleksibelt og foranderligt, så det kan tilpasses skiftende behov og ønsker og byde nye brugergrupper velkommen.

Med en scene, der ligger side om side med værkstedet, har huset en uformel, rumlig struktur, som som lægger op til mødet mellem amatører og professionelle. Teatersalen, der kan rumme over 300 gæster, vil danne ramme om professionelle arrangementer såvel som, når skolen opfører teater, og i husets øvelokaler kan bløde bevægelsesformer som yoga også få plads.

Udover månedlige offentlige byrådsmøder i husets byrådssal er det også tiltænkt konferencer, forelæsninger, undervisning og talks, som sammen med caféen i stueplanen bliver en central del af huset, hvor man samtidig kan opleve udstillinger med både lokale og inviterede kunstnere.

Huset vil åbne sig op til de direkte tilknyttede udearealer, når årets musikfestivaler bliver afholdt, og samlet set dækker huset hele spektret fra musikalske øvelokaler til Færøernes flotteste koncert- og teatersal.

Kulturhuset er en del af byudviklingen i Klaksvík
Det nye kulturhus er et vigtigt led i en større udviklingsplan for Klaksvík, som er stærkt udviklingsorienteret. I 2012 udskrev de en åben byplanlægningskonkurrence for at skabe en bæredygtig udvikling af byen med et 20-årigt perspektiv.

Klaksvík er med sine 5000 indbyggere den næststørste by på Færøerne og en vigtig fiskerihavn, hvor kulturhuset fremadrettet kan understøtte, at Klaksvík fremstår som moderne by med et rigt kultur- og foreningsliv, som gør den attraktivt for både fastboende unge færinger, tilflyttere og turister.

Om projektet
Projektet er tegnet af Henning Larsen North Atlantic. Det koster i alt 45 mio. kr. at etablere Kulturhuset i Klaksvík, hvor 20. mio. kr. udgør egenfinansiering og 15 mio. anden finansiering. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 9 mio. kr.

Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden siger om projektet:
”Kulturhuset er et nyt bud på et engagerende mødested, hvor det arkitektoniske udtryk afspejler, hvordan tradition og nytænkning kan leve side om side i et hus, der spænder fra musikalsk rugekasse til professionel teatersal. Det er et eksempel på, at en velkendt eksisterende bygning, der har udtjent sit formål, kan genbruges og omdannes til et nytænkende bud på et moderne kulturhus, og det gamle posthus har både en attraktiv placering og arkitektonisk værdi.”

Dávur Winther, sekretær for fonden ’Grunnurin Mentanarhús í Klaksvík’ siger om projektet:
”Ønsket om at få et moderne hus med et levende cafémiljø, der internt, men også i gadebilledet markerer sig som et åbent og mangfoldigt mødested, hvor både brugere af huset og forbipasserende kan gøre ophold, har været stærkt. Kulturhuset vil spille en afgørende rolle i fremtidens midtby i Klaksvík – både i kraft af sin placering, men ikke mindst på grund af de aktiviteter som vil berøre et bredt snit af borgerne i Klaksvík og omegn, hvad enten de er udøvere eller nydere af det lokale forenings- og kulturliv.”

Yderligere oplysninger
Dávur Winther, sekretær for fonden Grunnurin Mentanarhús í Klaksvík, +298 222 097
Anna Hassel, arkitekt, Lokale og Anlægsfonden, 3283 0351 / 2612 3622
Esben Danielsen, direktør, Lokale og Anlægsfonden, 3283 0330 / 4059 2004