Logo til print

Nyborg får 9,2 mio. kr. til unikt vandsportsprojekt

Et nyt vandsportsanlæg vil markere Nyborg som et af de bedste steder i landet at dyrke udendørs vandsport - tilmed i opvarmet havvand fra Fortum Waste Solutions. Lokale og Anlægsfonden støtter etableringen af de nye vandsportsmuligheder i Nyborg med 9,2 mio. kr.

Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden
Torsdag den 2. november 2017

Nyborg Marina vil inden længe blive suppleret af et nyt multibassin, et nyt multihus og nye depotfaciliteter til vandsport og triatlon. Det nye og ganske unikke vandsportsanlæg kan beskrives som en idrætshal på og ved vandet. Her bliver det muligt at dyrke en lang række forskellige vandsportsgrene – tilmed i havvand, der er 5 til 8 grader varmere end det omkringliggende havvand.

Vandet er havvand fra Nyborg Fjord, der efter at være brugt som kølevand i et lukket system på Fortum Waste Solutions, sendes videre under fjorden i en 2 km lang rørledning og fylder det lukkede multibassin.

Idéen til vandsportsanlægget opstod som en del af en visions- og helhedsplan, som Nyborg Kommune fik udarbejdet sidste år. Det nye vandsportsanlæg vil skabe et på samme tid trygt og spændende samlingssted for nærmest enhver tænkelig udendørs vandsportsaktivitet.

Multibassin med varmt vand og trykluftbølge
Multibassinet på 1.250 m² bliver delt i et familiebassin med lav dybde og et større og dybere aktivitetsbassin. Ved familiebassinet indrettes bl.a. legefaciliteter, soppebassin og træningsredskaber. Aktivitetsbassinet kan bruges til mange forskellige aktiviteter som fx svømmebaner, kajakpolobane, ”vandklatring”, dykkerbane og dykkeraktiviteter på bunden. Aktivitetsbassinet får en trykluftbølge-funktion, så der kan skabes uroligt vand, hvilket er vigtigt, når der skal trænes surfing, stand up paddle og kajak. Et trædæk på i alt 1.300 m² omkring multibassinets to dele får plads til socialt ophold, soltrapper og udspringstårn. Trædækket udstyres med ramper, der sikrer adgang til dårligt gående.

Multihus og depot for udøvere af kajakroning og triatlon
Multibassinet er selve aktivitetsområdet, der kan sammenlignes med sportsgulvet i en almindelig idrætshal. Støttefunktionerne for brugerne af multibassinet placeres i et nyt multihus på 420 m². Huset udstyres med fitnesslokale, omklædning og bad, fællesrum, køkken samt mødelokaler og formidlingsrum. Multihuset bliver suppleret af en uopvarmet depotbygning på 410 m², hvor kajakker og triatlongrej kan opbevares. Depotbygningen får også et værksted til reparation og klargøring af grej.

Alle borgere kan frit bruge det kommende vandsportsanlæg i åbningstiden. En lang række foreninger og flere uddannelsesinstitutioner med aktiviteter i, på og ved vand vil også blive faste brugere. 

Projektet er udviklet med inspiration fra Lokale og Anlægsfondens særlige indsats for at bygge vandsportsanlæg rettet mod mange forskellige aktiviteter. Projektet i Nyborg er det første i Danmark, der samler en bred gruppe af aktive i vandsporten i samme udendørs anlæg.

Multibassinet er tegnet af Hasløv og Kjærsgaard Arkitektfirma, der også stod for den oprindelige visions- og helhedsplan for området ved Nyborg Marina. Multihuset er tegnet af NORD Architects. Sweco er rådgivende ingeniørfirma på hele projektet. I alt koster det 46,6 mio. kr. at etablere det nye vandsportsanlæg i Nyborg. Nyborg Kommune støtter med 26,7 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden har bevilget 9,2 mio. kr.

Esben Danielsen, direktør for Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet:
”Her er et projekt, der virkelig kan vise udendørs vandsport frem for nye brugere. Der er stor interesse for udendørs vandsport i Danmark, og intet sted i landet findes et anlæg, som det, der er på vej i Nyborg. Det bliver et enestående aktivitetssted, der vil gøre det både lettere, sikrere og sjovere at dyrke udendørs vandsport. Vi tror, vandsportsanlægget vil finde mange interesserede brugere, og en del af dem vil sikkert komme langvejs fra for at benytte landets første idrætsanlæg på vand.”

Per Jespersen, formand for Teknik- og Miljøudvalget, siger om projektet:

”Med støtten fra Lokale og Anlægsfonden bliver et i forvejen rigtig flot projekt helt unikt. Nyborg Byråds samlede vision og investeringen i Nyborg Marina, som vi har arbejdet med længe, kan nu realiseres. Nyborg vil kunne tilbyde faciliteter, der gør det lettere og sjovere at komme i gang med at dyrke vandsport og møde andre med lignende interesser i et trygt miljø.”

Søren Svendsen, næstformand for Teknik- og Miljøudvalget, siger om projektet:
”Besøgende, fastliggere og gæstesejlere på havnen vil også få mulighed for at bruge de nye faciliteter. Med det nye bassin får vandsportsklubberne i Nyborg unikke træningsbetingelser, som kan være med til at udvikle foreningslivet i Nyborg og gøre byen endnu mere attraktiv både for sportsinteresserede og andre, som gerne vil nyde det maritime miljø og bade tæt på byen i rent havvand.”

Yderligere oplysninger
Esben Danielsen, direktør, Lokale og Anlægsfonden, 3283 0330 / 4059 2004
Per Jespersen, formand for Teknik- og Miljøudvalget, 4038 8238, pje@nyborg.dk
Søren Svendsen, næstformand for Teknik- og Miljøudvalget, 2015 5853, ssv@nyborg.dk