Logo til print

Klumme: En simpel definition af ”Gamification”

Det er ikke nok, at faciliteten er sjov, hvis man vil fastholde udøveren i at være fysisk aktiv. De livsvarige kompetencer, glæde giver, stikker dybere, end det grin der følger af den flygtige sjov, som gennemsyrer størstedelen af de mange gamification-tiltag.

Torsdag den 22. august 2019
Af: Oliver Vanges, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden
 
Under det Bulgarske EU-formandskab i foråret 2018 var Lokale og Anlægsfonden inviteret til paneldebat ved konferencen ’Grassroots sport as a tool for integration and bridge between tradition and innovation’.

Ganske hurtigt stod det klart, at den helt centrale diskurs drejede sig om "gamification" – en kobling mellem fysisk aktivitet og elektroniske spildesigns, der skal "narre" den tabte unge generation til fysisk aktivitet af sundhedsmæssige årsager. Den pointe blev fremført af adskillige, friske, markedsorienterede, europæiske aktører.

Jeg deltog i et panel modereret af formanden for ’Sport Unit’ i EU-kommissionen, Yves le Losteque, hvor en bulgarsk forsker tørt gjorde opmærksom på, at han i al beskedenhed tillod sig at beskrive den grundlæggende motivation for de mange "gamification-tiltag” med begrebet: ’Fun’, og at han, dog kun i sølle 10 år, havde forsket i forskellen på begreberne fun og joy. Det kan jo lyde meget banalt, men ordene ramte præcis den uhåndgribelige følelse, der murrede i mit baghoved, efter at have hørt på alle de gennemdesignede, smarte idéer dagen igennem.

I fri oversættelse er der jo tale om forskellen på sjov og glæde, og i LOA-facilitetsterminologien kan det beskrives som forskellen på et oppusteligt hoppe- legeland og Gymnastik- og Motorikhallen i Aarhus. Det er sjovt at udforske det farvestærke pvc-baserede legeland i den lejede lagerhal i nogle timer, men når den højeste rutsjebane er overvundet, er der ikke så meget mere at komme efter. Jeg kommer ikke tilbage dagen efter og gentager succesen, men sjovt har det været.

I Gymnastik- og Motorikhallen i Aarhus er installationerne udviklet af fagfolk med specifikke aldersgrupper og kropskompetencer for øje. Det er gennemtænkt, at den 8-årige gymnast ikke kan nå den øverste ribbe og derfor pænt må vente til styrke, teknisk kunnen og vækst tillader det. Men når man har stræbt efter den øverste ribbe i måneder og år, er succesfølelsen så meget større, når det endelig lykkes – en glæde der opstår, når følelsen af mestring opleves.

Selvom nogle vil hævde, at glæden er kort, så stikker den meget dybere, end det flygtige grin der følger af sjov. Det er begrænset, hvilke af de kompetencer man har tillært sig i hoppe-legelande, der lader sig eksportere til dagslyset udenfor lagerhallen og følger en resten af livet. Det kræver ingen forudsætninger, og der bygges ikke ovenpå kendte kropslige kompetencer. Her er fokus på suset i maven og at overvinde egne grænser – uden unødig indblanding fra andre.

I den forståelse bliver glæden en naturlig del af den dannelse, som i Danmark honoreres i idrætslivet via Folkeoplysningsloven. Altså den (diffuse) mængde af kompetencer, som jeg tilegner mig, og som bæres videre i livet og danner mig til at agere i og bidrage til (civil-)samfundet.

I Lokale og Anlægsfonden udvikler vi idrætsbyggeri, der giver rum til glæden, progressionen og mestringen – rum, der udgør scenen for grundlæggende, udviklende erfaringer, som man tager med sig i livet, og som bliver en del af identiteten. Sjov skal tilsættes udfordring og udvikling for at blive til den varige glæde. Erfaringer fra gaming med at gøre det nemt og attraktivt at være med og hurtigt skabe smil er gode udfordringer til dagens måde at tænke idræt på. Men det handler om at opnå den svære balance i ligningen: SJOV + DANNELSE = GLÆDE