Børn og unge er vilde med gadekultur og gadeidræt. Det gælder også dem, som ikke finder vej til de traditionelle idrætsfaciliteter og foreninger. Tre danske streetmekkaer viser vejen for, hvordan en moderne fritids-facilitet kan rumme flere organiseringsformer under samme tag.
Af: Anna Rex Wittig, faglig formidler, Lokale og Anlægsfonden
Mandag den 2. december 2019
Det er lørdag formiddag i GAME Streetmekka Aalborg. En flok teenagedrenge spiller basket på asfalten i forhallen, og fire piger med anden etnisk baggrund end dansk har indtaget spejlsalen på første etage. De danser breakdance på egen hånd.
Over middag dukker de første ’playmakers’ op, som skal inspirere og udfordre dagens deltagere i den åbne parkourtræning. Om aftenen arrangerer den lokale klatreklub bouldering i klatreområdet, og byens unge prøver kræfter med streetart. Det er billedet på en moderne idrætsfacilitet med flere organiseringsformer.
Streetmekkaer viser vej for flere typer organisering
Især børn og unge har fået øjnene op for gadeidræt og gadekultur, som oprindeligt er kendetegnet ved et uformelt, fleksibelt fællesskab, der opstår spontant på gader og stræder og ikke hører hjemme i en fritidsfacilitet. Men ønsket om at opretholde aktiviteten i de kolde og regnfulde måneder betød, at en tidligere industribygning i København i 2010 blev ombygget til det første bud på et streetmekka: GAME Streetmekka København.
Sammen med flere aktører udviklede Lokale og Anlægsfonden to nye gadeidræts- og kulturhuse mere, og i 2018 åbnende GAME Streetmekka i Viborg og Aalborg. Streetmekkaerne har ikke bare givet aktiviteter som parkour, streetart, BMX og løbehjul og den særlige livsstil, musikgenre og jargon, der kendetegner gadekulturen, tag over hovedet. De har sat nye standarder for at dyrke det selv-, semi- og organiserede fritidsliv side om side i samme anlæg.
Gadeidræt får flere unge med
Børn og unge dyrker gadeidræt på tværs af alder, køn, etnicitet og social baggrund. 23 pct. af børn med indvandrebaggrund og etnisk danske børn dyrker gadeidræt. Det står i kontrast til det samlede idrætsbillede i Danmark, hvor børn med forældre født udenfor Europa generelt er mindre aktive end etnisk danske børn. Det viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut Danskernes Gadeidrætsvaner fra 2017.
Gadeidrætten og gadekulturen når også ud til piger, som ofte kan være en udfordring at fastholde i fritidslivet i teenageårene. En årsberetning fra gadeidrætsorganisationen GAME viser, at pigedeltagelse er steget fra 25 pct. i 2016 og 2017 til 38 pct. i 2018, og at Streetmekka i Aalborg og Viborg er lykkes med at få de børn og unge med, som er svære at få aktive i de lokale idrætsforeninger.
Leg og kreativitet er vigtigere end præstation
Gadeidrætten tilbyder et åbent, legende og kreativt miljø, og det kan tiltrække nogle af de børn og unge, som ikke er tilpasse med faste turneringer og træningstidspunkter, som idrætten traditionelt er bygget op om. Jo ældre børn bliver, jo større behov har de for selv at bestemme, hvor og hvornår de vil dyrke idræt.
Kilde: ‘Danskernes Gadeidrætsvaner’, Idrættens Analyseinstitut, 2017.
Undersøgelsen fra Idrættens Analyseinstitut viser, at den største motivation for at dyrke gadeidræt blandt børn er ’at have det sjovt’, ’at være sammen med venner’ og ’blive bedre’, og det mindst motiverende er ’at vinde’. I gadeidrætten lærer man nye tricks og færdigheder, oplever glæden ved at udvikle sig og samværet med vennerne frem for at levere en særlig præstation.
Streetmekkaer tilbyder fast og fleksibel aktivitet
Gadeidrætsanlæggene har givet flere muligheder for at dyrke aktiviteten, men har også skabt en større organisering og ramme om, at man kan blive introduceret til aktiviteten og gademiljøet. Det kan for nogle børn og unge være nødvendigt, fordi det kræver både sociale, fysiske og tekniske færdigheder at blive en del af fællesskabet. Men faciliteten har også sine begrænsninger, og på sigt kan det være nødvendigt at træde ud af faciliteten og opsøge nye udfordringer i bybilledet.
Streetmekkaerne er indrettet til en åben og alsidig brug, som understøtter de forskellige organiseringsformer. Rummene er fleksible, faciliteterne mobile, ude- og inde smelter sammen, og loungeområderne og de sociale zoner giver plads til fællesskabet, det uformelle møde, hvor man også er deltager, selvom man bare ser med fra kanten. GAME Streetmekka i Viborg har 3.759 medlemmer og Aalborg har 3.433, og tilsammen har de to gadeidrætshuse haft over 60.000 besøg i 2018.
GAME Streetmekka København er opført i 2010.
Streetmekka i København er indrettet i to nedlagte remisehaller i Københavns sydvestkvarter. Det er det første af de tre Streetmekkaer, som tilbage i 2010 gav gadeidrætten tag over hovedet. Streetkulturen og gadeidrætten spænder bredt på aktivitetspaletten med DJ-skole, streetbasket, dans, parkour og graffiti.
Portene til GAME Streetmekka kan åbnes, så der er tæt forbindelse mellem ude- og indearealerne. Vinduerne til DJ-skolen på første sal fungerer som små porte, der kan lade lyden strømme ud i gården, når de spiller op til udendørs aktiviteter i sommerhalvåret.
Med udsigt til Vestre Fængsel gemmer der sig en stor dansesal med parketgulv og siddepladser bagerst i bygningen. I en mindre hal med asfaltbelægning kan man spille fodbold og dyrke parkour på særligt, designede, mobile stativer.

I den midtjyske by ligger GAME Streetmekka Viborg, som er et bud på, hvordan man kan revitalisere et gammelt byggeri, så det passer til nutidens aktivitetstrends. Det var tidligere en Vestasbygning, men er nu blevet et hus for alle, der elsker street. Den industrielle, rå bygning har fået nyt liv og er blevet et forbillede på, hvordan industrielle bygninger kan sætte arkitekturen og bevægelse i spil på ny.
I Viborg har man sidestillet gadeidrætten med gadekulturen og skabt mulighed for, at streetarten kan eksponere sig i mange udtryksformer på bygningens facade og indenfor i bygningen. Graffiti, gadeskulpturer, animationer, video, musik, rap og meget mere har fået plads inden for de gamle mure. Ved at bygge bro mellem bevægelse og kultur favner anlægget bredt og har været med til at tiltrække helt nye brugergrupper til gadekulturen.
Huset appellerer med sit mangfoldige aktivitetstilbud og fokus på social og inkluderende arkitektur i særlig grad til piger. En urban have, værksted og rum til bløde bevægelsesformer har givet bygningen ny identitet og udtryk.

Allerede inden man træder ind af portene til GAME Streetmekka i den nordjyske by, Aalborg, summer gadeaktiviteten. Store betonklodser ved indgangspartiet byder velkommen til parkour, og de rå facader på den gamle betonbygning er udsmykket med graffiti.
Anlægget er placeret centralt, to kilometer fra Aalborgs centrum i et område kaldet ’Eternitten’, og det nye gadeidræts- og streetkulturhus er blevet en del af en større byomdannelsesproces på en tidligere fabriksgrund.
Når man træder ind i bygningen, oplever man, at en del af den oprindelige bygnings særpræg er bevaret. På bygningens oprindelige betonkonstruktion er der monteret en klatrevæg, og med få velvalgte greb har bygningen fået helt nye anvendelsesmuligheder, som sender et stærkt signal om streetkulturens indtog.
Streetmekkaet er mere end et tilbud til børn og unge med interesse for gadekultur. Det er blevet et samlingssted for de beboere og foreninger, som holder til i området omkring Eternitten, og det er med til at løfte et stærkt fællesskab i en ny bydel.
Der er skabt et socialt hus i en spirende bydel i Aalborg, som også inviterer udsatte grupper, herunder børn og unge med psykiske vanskeligheder, ind i bygningen, som med sociale opholdsmuligheder og aktiviteter sætter rammerne om et fællesskab og socialt liv – med alt fra loungeområde, streetfoodkøkken, kreativt rum til klatring dans og parkour.