Fra ansøgning til støtte i Fonden

Når I skal i gang med et projekt, er det er en god idé at ansøge Lokale- og Anlægsfonden på relativt tidligt tidspunkt. Fonden har mulighed for at give en foreløbig vurdering af projektet, når der som minimum ligger en projektbeskrivelse, et forslag til finansiering og nogle skitsetegninger. Herved kan I tidligt få en tilkendegivelse af, om projektet er 'på rette spor', eller om der skal foretages ændringer, inden der løber for mange omkostninger på sagen.

1. Når Lokale og Anlægsfonden modtager en ansøgning, afsendes automatisk e-mail kvittering. Herefter vil ansøger blive kontaktet om det videre forløb senest tre arbejdsdage dage efter LOAs modtagelse af ansøgningen.

Fonden kan bede om supplerende oplysninger, som vi mangler i en første vurdering af projektet. Ønsket om supplerende oplysninger kan også opstå, når vi er gået i gang med en første vurdering af de beskrivelser og det materiale I har sendt til os.

I den første gennemgang af ansøgningen afvises nogle projekter administrativt, hvis de falder uden for Fondens støtteområde, eller det betragtes som udelukket, at de kan bearbejdes til at opnå støtte. Anmodningen om flere oplysninger eller en administrativ afvisning vil I normalt få fra os inden for tre uger.

2. Finder vi projektet tilstrækkeligt interessant, foretager vi en byggeteknisk forhåndsvurdering af projektet på det funktionelle/arkitektoniske område. Denne forhåndsvurdering foretages eksternt af vores byggetekniske rådgivere. Forhåndsvurderingen vil tilgå jer inden for en måned efter at vi har de nødvendige oplysninger i hænde.

I kan her downloade en liste over de oplysninger, vi har brug for til forhåndsvurderingen:

Oplysninger til forhåndsvurdering

Den byggetekniske forhåndsvurdering indgår i vores samlede forhåndsvurdering af projektet. Denne vurdering giver et fingerpeg om, hvorvidt projektet vil have mulighed for at kunne opnå støtte. Hvis det ikke skulle være tilfældet, vil I naturligvis fortsat kunne gøre brug af vores råd til jer vedrørende jeres projekt.

3. Viser projektet sig, i vores forhåndsvurdering, at have de grundlæggende kvaliteter til at kunne komme til at opfylde Fondens kvalitetskrav, vil vi anmode jer om at udarbejde et mere detaljeret projekt til en udvidet byggeteknisk kvalitetssikring hos Fondens eksterne rådgivere, hvor Fondens krav og anbefalinger fra forhåndsvurderingen indarbejdes.

I løbet af denne byggetekniske gennemgang skal vi bruge et materiale på niveau med et forprojekt/myndighedsprojekt (materialet der ligger til grund for en licitation). Som regel har vi brug for cirka en måned til at lave en udvidet byggeteknisk gennemgang af et projekt, hvis alle de nødvendige oplysninger foreligger. Som regel vil der dog være brug for, at I undervejs uddyber visse områder af projektet.

I kan her downloade en tjekliste, der viser hvilket materiale Lokale- og Anlægsfonden har behov for i forbindelse med en byggeteknisk kvalitetssikring.

Tjekliste - tekniske oplysninger

I kan ligeledes downloade oversigten over Lokale- og Anlægsfondens arkitektoniske og byggetekniske krav til Fondsprojekter.

Arkitektoniske og byggetekniske krav

4. Når projektet er kvalitetssikret, og de endelige forhold omkring økonomi, projektets indhold og organisering er afklaret, kan jeres ansøgning behandles i Fondens bestyrelse. Bestyrelsen holder møde seks gange årligt. Senest tre hverdage efter mødet vil I modtage resultatet af bestyrelsens behandling af jeres ansøgning.

5. Tildeles projektet støtte, skal bevillingen godkendes elektronisk af ansøger senest en måned efter bevillingsdato. 

6. I skal påbegynde byggeriet senest 1 år efter Fondens bevillingsdato. Når halvdelen af udgifterne til projektet er afholdt, vil I, medmindre andet er aftalt, kunne få udbetalt et acontobeløb på halvdelen af Fondens støtte. Den resterende del af Fondens støtte kan udbetales, når projektet er færdigt, og der foreligger de nødvendige myndighedsgodkendelser.

Da ingen projekter er ens, og ansøgernes udgangspunkt for at sende en ansøgning til os varierer, kan sagsbehandlingen hos os dog variere.

Det er Fondens politik at behandle en ansøgning på et niveau, der ikke aftvinger ansøgeren et unødigt omfang af arbejde eller materiale, for at Fonden kan danne sig et fyldestgørende vurderings-/beslutningsgrundlag.

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners