Idrættens fornemmelse for byrum
Flere og flere danskere udfolder sig med eksempelvis rulleskøjteløb, petanque, jogging, skating m.v. forskellige steder i byen. Det bør fremtidens byrum skabe langt bedre muligheder for.
Det er de to forfattere bag bogen 'Idrættens fornemmelse for byrum' der opfordrer byplanlæggere over hele landet til at skabe levende byrum, der ikke blot er til at kigge på, men også til at bevæge sig i.
"Der er et stigende behov hos danskerne for at kunne udfolde sig i byen på andre måder, end vi hidtil har set og planlagt efter. Derfor er det tid til at udforme nye byrum, så de er attraktive at bevæge sig og dyrke idræt i. Borgerne skal have levende frirum i byerne til at løbe, danse, skøjte, rulle og dyrke andre nye aktiviteter," siger Stig L. Andersson, der sammen med Svava Riesto er redaktør og forfatter for Lokale- og Anlægsfondens nye bog. Forfattere er tillige Søren Møller Christensen og Nicolai Carlberg.
Flere undersøgelser fortæller om to store trends indenfor idræt. Danskerne dyrker meget mere selvorganiseret idræt uden for foreningerne, og mange nye idrætsgrene, som gerne dyrkes i byrummet, bliver mere og mere populære. Men der er få steder, hvor eksempelvis skating og rulleskøjteløb er lovligt og muligt, og der er få steder, der er velegnede til f.eks. dans og jogging.
Danskernes nye bevægelsesmønstre giver derfor en ny opgave for fremtidens byplanlæggere. Flere kommuner landet over er allerede interesserede i de ny tanker. Og forfatterne håber, at bogens brugerinterview og gode råd om byplanlægning vil efterfølges af mere omfattende undersøgelser af fremtidens behov og muligheder for at skabe anderledes byrum og byliv.
Bogen 'Idrættens fornemmelse for byrum' er udgivet af Lokale- og Anlægsfonden i samarbejde med SLA Landskabsarkitekter og Carlberg & Christensen.
- Download
- Idrættens fornemmelse for byrum
- Værktøjer
- Til top



