Idrætshaller for fremtiden - en anden boldgade

Idrætshaller for fremtiden  

De seneste årtier har idrætsmønsteret ændret sig markant. Bogen 'Idrætshaller for fremtiden – en anden boldgade' sætter fokus på de konsekvenser, det ændrede idrætsbillede har for idrætsbyggeriet.

Til forskel fra tidligere er der i dag langt flere ældre, langt flere kvinder og langt flere uorganiserede idrætsudøvere, der er aktive på egen hånd. Læg dertil, at de traditionelle boldspil har fået stærk konkurrence fra aktiviteter som f.eks. aerobic, fitness, kampsport og golf.

I bogen 'Idrætshaller for fremtiden – en anden boldgade', sætter forfatteren, arkitekt og tidligere udviklingskonsulent i Lokale- Anlægsfonden Mette Mogensen, fokus på de konsekvenser det ændrede idrætsbillede har for idrætsbyggeriet. Både hvad angår fremtidigt halbyggeri og fornyelser af allerede eksisterende idrætsanlæg.

Selvom Danmark har europarekord i antallet af idrætshaller per indbygger, så har både nutidens og fremtidens idrætsbillede svære vilkår i de nuværende danske standardhaller. Tre fjerdedele af dem er bygget før 1983 - i en tid, hvor et halgulv med opstregning til forskellige boldspil, et par omklædningsrum og en kiosk var tilstrækkeligt.

"Hvis kommende investeringer i idrætsanlæg skal leve op til befolkningens idrætsvaner, kommer den klassiske idrætshal under pres. Stigningen i antallet af idrætsaktive, den store aldersspredning, de mange uorganiserede og de mange nye idrætsaktiviteter er en udfordring for idrætsbyggeriet. Derfor er der god grund til at se med et åbent og kritisk sind på idrættens fremtidige rammer," siger Mette Mogensen.

Udgangspunktet for bogen er de hundredvis af forskellige idrætsbyggerier, der over årene har passeret gennem Lokale- og Anlægsfonden. Det er essensen af viden fra disse projekter, der nu videregives i bogen - blandt andet en arkitektkonkurrence om 'Fremtidens Idrætshal' som Fonden udskrev i 2004, en omfattende beskrivelse af begrebet 'Den indre byfælled,' samt en gennemgang af alternative idrætsanlæg såsom overdækkede aktivitetsarealer, lethaller, og bevægelseshuse.

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners