Vedtægter for Lokale- og Anlægsfonden
§ 1: Lokale- og Anlægsfonden er en fond, der er oprettet i henhold til lov nr. 349 af 9. juni 1993 om ændring af lov om visse spil, lotteriet og væddemål. Vedtægterne er revideret i henhold til lov nr. 438 af 26. juni 1998. Vedtægterne er revideret i henhold til skrivelse fra Kulturministeriet af 3. oktober 2001.
§ 2: Lokale- og Anlægsfonden har hjemsted i Københavns Kommune.
§ 3: I forbindelse med fondens oprettelse har Danmarks Idræts-Forbund indskudt 46.873.000 kr. i fonden, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger 44.789.517 kr., Dansk Firmaidrætsforbund 5.208.083 kr. og Dansk Ungdoms Fællesråd 24.481.793 kr. Der er således indskudt i alt 121.352.393 kr.
Stk. 2. Fondens midler tilvejebringes i henhold til lov om visse spil, lotterier og væddemål.
Stk. 3. Fonden er berettiget til at modtage yderligere tilskud fra enhver.
§ 4: Lokale- og Anlægsfondens formål er at udvikle og støtte byggeri inden for kultur- og fritidsområdet. Herved forstås alle former for anlæg til idræt, ungdomsformål, teater, museer, udstillinger, musik, film, dans, friluftsliv m.v.
Støtte kan gives til såvel indendørs som udendørs anlæg. Støtte kan gives til såvel nyopførelser, udbygning eller nyindretning af eksisterende anlæg.
Lokale- og Anlægsfonden har endvidere til formål, at indsamle, formidle og udvikle viden og erfaringer om opførelse, udbredelse og brug af de anlæg, der falder inden for fondens formål, såvel nationalt som internationalt. Fonden kan i forbindelse hermed drive ikke-kommerciel indtægtsdækket virksomhed.
§ 5: Fondens støtte skal alene baseres på spørgsmålet om kvalitet. Fonden skal herunder tilstræbe at følgende forhold bliver tilgodeset:
- støtte til arkitektonisk nyskabende projekter
- støtte til projekter, der tager et overordnet miljø- og planlægningsmæssigt hensyn
- støtte til projekter, der tager udgangspunkt i den frivillige indsats og som hviler på brugerindflydelse og styring
- støtte til projekter, der inddrager børn, unge og flere brugergrupper
- støtte til projekter i de indre områder af storbyerne.
Endvidere skal der ved vurderingen af ansøgningerne anlægges et særligt hensyn til personer med handicap og deres behov.
§ 6: Fonden ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer, der er sammensat således: 1 medlem udpeges af Danmarks Idræts-Forbund, 1 medlem udpeges af Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, 1 medlem udpeges af Dansk Firmaidrætsforbund, 1 medlem udpeges af Dansk Ungdoms Fællesråd, 1 medlem udpeges af Friluftsrådet og 4 medlemmer udpeges af kulturministeren.
De af kulturministeren udpegede medlemmer skal hver især have en betragtelig indsigt i de forskellige sider af kultur- og fritidslivet i Danmark, som fonden støtter, og de skal tilsammen dække et bredt område. En repræsentant for Kommunernes Landsforening tilknyttes bestyrelsen som tilforordnet.
Stk. 2. Kulturministeren udpeger formanden blandt bestyrelsens medlemmer.
Stk. 3. Bestyrelsen udpeges for en periode på 3 år. Medlemmerne kan genudpeges.
Stk. 4. Bestyrelsen udpeges under iagttagelse af reglerne i lov nr. 427 af 13. juni 1990 om ligestilling.
Stk. 5. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 af bestyrelsens medlemmer er til stede.
§ 7: Fonden tegnes af formanden for bestyrelsen i forening med et bestyrelsesmedlem eller af bestyrelsesformanden i forening med direktøren. Bestyrelsen kan meddele prokura.
§ 8: Bestyrelsen bistås af et sekretariat. Udgifterne til sekretariatets drift afholdes af fondens midler, og bestyrelsen ansætter direktøren.
§ 9: Bestyrelsen træffer beslutning om anvendelse af fondens midler i overensstemmelse med formålet. I den forbindelse skal bestyrelsen tage behørigt hensyn til fondens forpligtelser ved foretagelse af hensættelser. Fonden kan foretage sådanne henlæggelser, som bestyrelsen skønner hensigtsmæssigt.
Stk. 2. Fonden yder støtte i form af garantier for lån, lån eller tilskud. Bestyrelsen fastsætter vilkårene for långivning herunder om lån kan være rente- og afdragsfrit og med eller uden sikkerhed.
Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter nærmere retningslinier for forvaltningen af fondens midler, herunder bestemmelser om forholdet mellem egenkapital og udstedte garantier og lån.
§ 10: Støtte fra fonden ydes normalt efter ansøgning. Bestyrelsen træffer beslutning om bevillinger, garantier og lån og kan i øvrigt iværksætte initiativer inden for fondens formål.
Stk. 2. Støtte fra fonden er normalt betinget af, at en kommune støtter projektet.
Stk. 3. Hvis støtte fra fonden er betinget af medfinansiering, skal der foreligge tilsagn herom for at udløse støtte fra fonden.
§ 11: Fondens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Fondens regnskab og revisionen heraf skal følge bestemmelserne i Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 698 af 26. august 1997 om regnskab og revision for tilskudsmodtagere under Kulturministeriets ressort, der får tilskud i henhold til lov om visse spil, lotterier og væddemål.
Stk. 3. I henhold til § 7 B i lov om visse spil, lotterier og væddemål kan Kulturministeriet til brug for Rigsrevisionen indhente yderligere materiale til en nøjere regnskabsgennemgang.
§ 12: Kulturministeren godkender fondens årlige budget og regnskab.
Stk. 2. Bestyrelsen aflægger årligt beretning til kulturministeren.
§ 13: Fondens vedtægter kan kun ændres efter forudgående godkendelse af Kulturministeriet.
§ 14: Fonden kan kun opløses ved en revision af lov om visse spil, lotterier og væddemål.
Stk. 2. I tilfælde af fondens opløsning træffer kulturministeren efter indstilling fra fondens bestyrelse beslutning om anvendelse af en eventuel overskydende formue til formål, der er omfattet af de indskydende organisationers virke.
- Værktøjer
- Til top



