Fond vil udvikle moderne forsamlingshuse
Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Fredag den 6. januar 2012
Forsamlingshusene er truede af lukning over alt i
landet, men Lokale- og Anlægsfonden mener, at en del af dem har
potentiale til igen at blive lokale samlingssteder i små
landsbysamfund. Derfor vil Fonden i 2012 udvikle op til tre bud på,
hvad et tidssvarende forsamlingshus skal kunne.
Mange af landets ca. 1.100 forsamlingshuse slås med faldende antal
brugere og akutte behov for renovering, der kan betyde, at lyset
slukkes og dørene lukkes en sidste gang inden længe.
Forsamlingshusene rummer en stor historisk værdi i dansk idræts- og
kulturhistorie. Men selv om det kan opleves som om, at de tilhører
en svunden tid, er der stadig et behov for samlings- og
aktivitetssteder i mindre lokalsamfund, der ofte er uden større
idrætshaller og kulturhuse.
Lokale- og Anlægsfonden har i 2011 deltaget i en række møder om
forsamlingshusenes fremtid og har samtidig foretaget research på
området. På den baggrund har det vist sig, at der fortsat er et
solidt potentiale for forsamlingshuse, der forstår at følge med
tiden og introducere en opdateret udgave af det lille samlings- og
aktivitetshus for alle beboere i små landsbyer.
For at definere, hvad der skal til for, at forsamlingshuse kan
overleve, har Lokale- og Anlægsfonden taget initiativ til et
udviklingsprojekt, der skal finde op til tre bud på, hvad et
forsamlingshus i det 21. århundrede kan indeholde. Det handler om
at finde nye idéer til aktiviteter og arkitektonisk kvalitet i de
små huse.
Nye visioner for ombygning og udbygning af
forsamlingshusene
Udviklingen vil ske ved, at udvalgte arkitekter og
bygherrer sammen med Fonden indgår i en proces, hvor der findes en
række nye visioner for ombygning og udbygning af forsamlingshusene
på baggrund af nutidens behov for aktiviteter, funktionalitet og
udseende. Derefter vil Fonden overveje mulighederne i at støtte en
egentlig realisering af idéerne.
De konkrete udviklingsprojekter vil blive begrænset af maksimal
ombygning på 300 m², udbygning på 100 m² og en maksimal byggeudgift
for hvert projekt på 5 mio. kr. Lokale- og Anlægsfonden vil kunne
støtte hvert projekt med op til 2 mio. kr.
Udvælgelsen af arkitekter og bygherrer vil først ske efter en
annoncering efter interesserede deltagere i februar 2012. Der er
afsat i alt 500.000 kr. til det indledende udviklingsarbejde med
deltagelse af tre arkitektvirksomheder og tre bygherrer.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
udviklingen af forsamlingshusene:
"Forsamlingshusene er truede, og der er risiko for, at
forsamlingshuset bliver et begreb, der kun kan opleves i Den Gamle
By i Aarhus. I Fonden mener vi, at der forsat er et behov for de
mindre samlings- og aktivitetshuse i de små samfund, hvis lokale
kræfter tør tænke nyt omkring aktiviteter og udformning. Med dette
initiativ vil vi hjælpe den proces på vej ved at finde og udvikle
nogle tidssvarende eksempler i samarbejde med fremsynede bygherrer
og arkitekter."
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283
0330 / 2129 6856
- Værktøjer
- Til top



