Nyt friluftsknudepunkt på Agger Tange

Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Onsdag den 31. august 2011

Agger Tange er et af landets vigtigste vådområder med et unikt fugle- og dyreliv. Naturperlen helt ude ved Vesterhavet er et populært udflugtssted og får nu et nyt samlingssted med faciliteter, der kan gøre udflugten nemmere og sjovere.

Aggertange1web

Friluftsknudepunktet kan blive et udflugtsmål i sig selv for alle, der besøger Agger Tange, der ligger i Nationalpark Thy - den første danske nationalpark. Fugleinteresserede kan via trådløst internet opdatere deres observationer, cyklister kan pumpe og reparere deres cykler i det faste cykelværksted, småbørnsforældre kan benytte puslerummet, og alle kan nyde udsigten fra de forskellige overdækkede terrasser og opholdsnicher. De kan også kigge på forskellige udstillinger om nationalparkens dyr og planter, lave mad i udekøkkenet og hente frisk drikkevand. Endelig giver en udkigsplatform mulighed for at observere ikke kun fuglelivet, men også sælerne i Limfjorden.

Aggertange2web

Den særlige placering af friluftsknudepunktet midt i et øde landskab med barske vejrforhold mellem Vesterhavet og Limfjorden stiller store krav til både arkitektur og byggematerialer. Arkitekturen skal udformes, så friluftsknudepunktet på samme tid kan modstå det hårde naturmiljø og være en bestandig del af det. Bygningen på 90 m² bliver opført med markant brug af både beton og egetræ og strandsten på taget, rundt om og igennem bygningen for at opløse modsætningen mellem det udendørs og indendørs miljø. Friluftsknudepunktet bliver et lavenergi-byggeri, der maksimalt opvarmes til 10 grader, hvor en stor del af elforbruget til opvarmning skal komme fra solceller.

Idéen med friluftsknudepunktet er ikke alene at understøtte forskellige brugergruppers behov ved udflugter til Agger Tange. Formålet er også at formidle viden til områdets besøgende om naturen og dyrelivet. Derfor bliver friluftsknudepunktets centrale udstillings- og møderum en vigtig kerne for formidling af områdets historie.

Aggertange3web

Lokale- og Anlægsfonden støtter projektet med 300.000 kr. Nationalpark Thy finansierer selv 1,4 mio. kr. af projektet, der i alt kommer til at koste 2,9 mio. kr. at opføre. Friluftsknudepunktet er tegnet af By og Bygning Arkitekter. Bygningen opføres på fundamentet af et andet byggeri, som vil blive revet ned af Thisted Kommune, der derefter stiller grunden til rådighed for Nationalpark Thy og det nye byggeri.

Ejner Frøkjær, formand for Nationalpark Thy, siger om projektet:

"Dette er det første byggeprojekt, som Nationalpark Thy selv er med til at opføre. Friluftsknudepunktet på Agger Tange bliver en meget markant sydlig indgang til nationalparken, og vi har bevidst sat overliggeren højt for et projekt som dette. Et niveau, som vi vil fastholde i nationalparkens kommende projekter. Det bliver en meget flot bygning med en indvendig indretning, der kan bruges af mange forskellige besøgende. Selv om informationsdelen bliver ubemandet, er jeg ikke i tvivl om, at de besøgende vil få et stort udbytte af den viden, som formidles via de nyeste tekniske løsninger på fx informationsskærme."

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:

"Projektet formår at afspejle og tilpasse sig den omkringliggende natur på flotteste vis. Samtidig vises der i projektets indhold stor forståelse for de behov, nationalparkens gæster har, når de er på udflugt. Det bliver et sted, hvor alle på tværs af alder, interesser og aktiviteter ude i området ved Agger Tange kan mødes, gøre et hvil og få en endnu større forståelse og fornøjelse ud af naturen."

Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283 0330 / 2129 6856
Ejner Frøkjær, formand, Nationalpark Thy, 9796 1252


Download illustrationer fra By og Bygning Arkitekter

Illustration 1

Illustration 2

Illustration 3

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners