Mere end 6 mio. kr. til børn og unges bevægelse på skolerne

Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden og TrygFonden
Tirsdag den 11. januar 2011

TrygFonden, Lokale- og Anlægsfonden samt fem kommuner i Region Syddanmark har bevilget 6.743.000 kr. til fem nyskabende bud på, hvordan man får børn og unge til at bevæge sig mere på skolerne.

De fem projekter indgår i udviklingsprojektet "Playspots", der er en del af det omfattende forskningsprojekt "Space - rum til fysisk aktivitet", som skal skabe viden om, hvad der kan motivere de 11-15 årige til at være mere fysisk aktive.

Space
TrygFonden har bevilget 15 mio. kr. til forskningsprojektet "Space", som over en periode på to år følger 1.350 elever fra i alt 14 skoler i Region Syddanmark. Formålet er at undersøge om og hvordan, ændringer i fysiske og organisatoriske rammer kan påvirke børn og unge til at bevæge sig mere. Effekten vil blive dokumenteret ved bl.a. at teste elevernes aktivitetsniveau, kondition og styrke. Projektet vil give en enestående viden om effektive indsatser og tilbud over for børn og unge - også i international sammenhæng. "Space" er et samarbejde mellem TrygFondens Forebyggelsescenter ved Syddansk Universitet, Region Syddanmark og de fem kommuner Esbjerg, Nordfyn, Sønderborg, Varde og Vejle.

Playspots
Som en del af "Space" har Lokale- og Anlægsfonden i samarbejde med skolerne, TrygFondens Forebyggelsescenter ved Syddansk Universitet, Region Syddanmark og Peter Holst Arkitektur og Landskab gennemført et udviklingsprojekt, der har resulteret i fem forskellige "Playspots" på fem skoler i Region Syddanmark. Playspots repræsenterer en varieret videreudvikling af multibanen og det lille næraktivitetsanlæg til idræt, leg og ophold. De fem playspots vil med deres forskellighed, indhold og relativt beskedne anlægsbudgetter fungere som eksempler for andre skoler.

De fem projekter

Bevægelsesbyen. Gørding Skole i Esbjerg Kommune.
Læs mere og se illustrationer

Aktivitetstæppet. Otterup Skole i Nordfyns Kommune.
Læs mere og se illustrationer

Musklen. Gråsten Skole i Sønderborg Kommune.
Læs mere og se illustrationer

Krydsfeltet. Sct. Jacobi Skolen i Varde Kommune.
Læs mere og se illustrationer

Den aktive lomme. Englystskolen i Vejle Kommune.
Læs mere og se illustrationer

Projekterne er udviklet i samarbejde mellem de fem skoler, Lokale- og Anlægsfonden, TrygFondens Forebyggelsescenter ved Syddansk Universitet, Region Syddanmark og Peter Holst Arkitektur og Landskab.

Udtalelser fra projektets parter

Bo Vestergård Madsen, analysechef i Lokale- og Anlægsfonden, siger om de fem projekter:

"Projekterne er alle en videreudvikling af Lokale- og Anlægsfondens idéer om nyskabende næraktivitetsanlæg til idræt, bevægelse og ophold. På grund af de fem projekters forskellighed, indhold og relativt beskedne anlægsbudget kan de i høj grad være til inspiration for andre kommuner og skoler, der ønsker at aktivere et skoleområde og samtidig åbne for lokalområdet og gøre skolen til et aktivt samlingssted - også efter skoletid."

Jens Troelsen, projektleder for Space i TrygFondens Forebyggelsescenter, siger om projektet:

"I en tid hvor andelen af fysisk aktive børn og unge er faldende, er det vigtigere end nogensinde, at vi får dokumenteret hvilke tilbud og indsatser, der rent faktisk virker. Det har vi stort fokus på i TrygFondens Forebyggelsescenter, og derfor er Space-projektet og de fysiske playspots ekstremt interessante. Her får vi skabt en unik viden om, hvordan fysiske ændringer i udemiljøet påvirker unges aktivitetsniveau, og dermed kan skolernes erfaringer faktisk blive foregangseksempler ikke bare herhjemme, men for hele verden."

Yderligere oplysninger
Bo Vestergård Madsen, analysechef, Lokale- og Anlægsfonden, 3283 0344 / 2623 0074
Jens Troelsen, projektleder, TrygFondens Forebyggelsescenter, 6550 3493 / 6011 3493

 


 

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners