Aktivitets- og naturcenter i ny dyrehave
Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Onsdag den 5. januar 2011
Lokale- og Anlægsfonden støtter etableringen af et
aktivitets- og naturcenter i dyrehaven på Hindsgavlhalvøen med 2,1
mio. kr. Projektet understøtter de mange forskellige brugergruppers
behov og bliver dermed et fælles samlingssted for cyklister,
løbere, vandrere men også sejlere, fiskere og dykkere.

I 2010 har Middelfart udlagt et område på Hindsgavlhalvøen til
kommunal dyrehave. En meget naturskøn dyrehave kun 2,5 kilometer
fra Middelfart. Dyrehaven ligger i et område, der ikke kun
tiltrækker de typiske aktiviteter for et naturområde såsom vandre-
og skovture, cykling og løb - men også er et trækplaster for
vandaktiviteter. Lillebælt strømmer forbi halvøen, der er et
populært til rosport og for sejlere, fiskere og dykkere.
For at understøtte de mange aktiviteter i dyrehaven opfører
Middelfart Kommune et aktivitets- og naturcenter, der kan gøre
ophold i skoven endnu mere tiltrækkende for brugerne. Der bliver
etableret rum til møder og foreningsarrangementer, tekøkken,
madpakkezoner og overdækkede terrasser. Derudover bliver der
cykelvaskeplads og åbent cykelværksted samt aflåselige skabe til
tasker og tøj. Endelig bliver der adgang til toiletter, hvilket er
meget efterspurgt af de mange brugere af dyrehaven, der ofte
opholder sig på stedet i mange timer ad gangen.

Græseng på taget
Centeret føjes ind i det bakkede landskab i området, så
det ikke bryder omgivelserne på en uhensigtsmæssig måde. Bygningen
består af fire kerner, der bindes sammen af tagkonstruktionen. Fra
aktivitets- og naturcenterets nordlige side fortsætter græsengen op
på taget, der bliver et oplagt udsigtspunkt henover
dyrehaven.

Naturen er det centrale i dette projekt og derfor er der også tænkt
i miljøhensyn, da bygningen opføres efter passivhus
energistandarden.
Det bliver ikke kun foreninger og selvorganiserede besøgende i
dyrehaven, der kommer til at bruge centeret. Husets daglige drift
vil blive varetaget af en naturvejleder, som også vil stå for
formidlingen af den lokale natur og kulturhistorie på
Hindsgavlhalvøen.
Lokale- og Anlægsfonden støtter projektet med 2,1 mio. kr. I alt
koster projektet 8 mio. kr. plus medfølgende
projekteringsomkostninger at opføre. Projektet er tegnet af Aart
Arkitekter.

Johannes Lundsfryd, Formand Miljø- og Energiudvalget i Middelfart
Kommune, siger om projektet:
"Det er et spændende projekt, som vi nu efter flere års planlægning
kan virkeliggøre. Et Aktivitets- og Naturcenter på
Hindsgavl-halvøen vil blive en stor attraktion for Middelfart og
vil tilføre området en ny dimension. Det bliver et center der på
den mest optimale måde tilgodeser de mange brugere af området og
det vil helt sikkert trække mange nye til. Centeret vil med sin
placering og udformning danne ramme og startsted for
friluftskulturen på Hindsgavlhalvøen. Vi forventer at hele
projektet står færdigt i slutningen af 2011."
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Fusionen af en facilitet til de typiske brugere af et skovområde
og folk med interesse for forskellige vandaktiviteter er spændende
og anderledes. Jeg har i dyrehaven oplevet, hvordan Middelfarts
befolkning benytter området i stor stil og vil få stor fornøjelse
af et støttepunkt til deres aktiviteter."
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283
0330 / 2129 6856
Johannes Lundsfryd Jensen, Formand Miljø- og Energiudvalget,
Middelfart Kommune, 2157 4095
Illustrationer i højopløsning fra Aart Arkitekter
Hindsgavl
1
- Værktøjer
- Til top



