3 mio. kr. til ny park til bevægelse, kultur og leg i Vejle

Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Torsdag den 20. oktober 2011

Tæt på gågaden i Vejle bliver en parkeringsplads slået sammen med et glemt og skjult grønt område. Resultatet bliver en central bypark, hvor der bliver mulighed for at dyrke gadeidræt, optræde med musik og teater samt finde mødesteder, hvor man bare kan slappe af eller lege.

Marias Plads 1 web

Hvor andre byer med succes har introduceret bynære idrætslegepladser, har Vejle Kommune valgt at udvide mulighederne i det kommende parkområde kaldet Marias Plads. Der bliver masser af plads til boldspil, parkour, skatere og andre krævende fysiske aktiviteter, men det bliver i samspil med faciliteter til musik- og teateroptræden og tiltrækkende opholdssteder.

Hvor almindelige idrætslegepladser appellerer meget til drenge og unge mænd, er tanken med de mange kultur- og opholdsmuligheder på Marias Plads at skabe et bynært aktivitetsområde, der er mere interessant for piger og unge kvinder.

Marias Plads 3 web

Fra parkeringsplads til urban aktivitet
Marias Plads er i dag en stor parkeringsplads midt i byen. Over for parkeringspladsen ligger den mere end hundrede år gamle Amtmandens Have, som med tiden er blevet et overset og lidt glemt grønt område i Vejle. Men det er samtidig et centralt krydsfelt for mange unge, når de bevæger sig mellem byens centrum, de mange uddannelsesinstitutioner og stationen. Det er derfor oplagt at omdanne stedet til et samlingssted til både urban bevægelse og mere afslappet ophold i parkomgivelser.

I den urbane halvdel af den nye Marias Plads anlægges en forsænket aktivitetsflade til boldspil, rulleskøjteløb, skatere og parkour. Aktivitetsfladen kan om vinteren bruges til skøjtebane. Aktivitetsfladen får en organisk udformning, som pavillonbygninger vil vokse ud af og skabe plateauer, der vil fungere som opholdssteder.

Marias Plads 5 web


Overdækning med scenerum til musik og teater
I den grønne del af Marias Plads etableres et overdækket areal, der udformes, så det bliver muligt at bevæge sig op over og hen over overdækningen. Under overdækningen vil man finde en scene og siddepladser, der kan afskærmes mod omgivelserne med gardiner og skydedøre. I overdækningens loftkonstruktion bliver det muligt at montere lys og lyd ved optræden.

Denne del af den nye park skal være samlingsstedet for de kulturelle aktiviteter som teater, musik, dans og andre events. Men de mere fysiske aktiviteter kan også foregå under overdækningen, når vejret bliver vådt og blæsende. Overdækningen vil rent arkitektonisk blive perlen i projektet. Det bliver et af de første eksempler i landet på, hvordan en overdækning til forskellige aktiviteter samtidig kan være et element, der bidrager til det æstetiske indtryk af et byområde.

Endelig bevares mange af træerne i det grønne rum, så muligheden for blødere bevægelsesformer som udendørs Tai Chi og yoga i naturlige omgivelser får optimale muligheder og Marias Plads også får nyt liv som et oplagt udflugtsmål for både unge og voksne, der har lyst til en picnic midt i byen.

Marias Plads 2 web


Området er i alt på 14.000 m² og derfor bliver det muligt at bevare en del af parkeringspladserne. De bliver dog tegnet op til både parkeringsbåse og idrætsbaner, så det asfalterede område kan bruges til både biler og bevægelse. Parkeringsområdet vil i nogle tilfælde kunne lukkes af for parkering.

Projektet koster i alt 17 mio. kr.. Lokale- og Anlægsfonden støtter projektet med 3 mio. kr. Vejle Kommune har bevilget 8,7 mio. kr. Ministeriet for by, boliger og landdistrikter har bidraget med 5,3 mio. kr. Marias Plads forventes indviet i foråret 2013. Rådgivere for projektet og den forudgående proces er Metopos Arkitekter/Bascon og Ravn Arkitektur har tegnet pavillonen og overdækningen.

Peder Hummelmose (V), formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune, siger om projektet:

"Det er vigtigt for Vejle Kommune at styrke ungdomskulturen og gøre det attraktivt for børn og unge at udfolde sig fysisk og kreativt i byens rum. Vi ser den nye Marias Plads som et led i vores kulturpolitik såvel som vores sundhedspolitik. Det er både en grøn park med masser af muligheder for at "hænge ud" og et urbant aktivitetsområde. Vi har også store forventninger til det overdækkede scenerum, som vil blive brugt meget af børn og unge som gør parken tilgængelig og brugbar i al slags vejr. At overdækningen og den nye Marias Plads bliver udført i et spændende og innovativt formsprog er et godt eksempel på at vi lever op til vores ambitiøse arkitekturpolitik."

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:

"Projektet viser fint, hvordan man kan tage en eksisterende parkeringsplads og en glemt historisk have og omdanne de to aktivitetstomme elementer til en spændende bevægelses- og kulturplads, der giver helt ny værdi til et centralt byområde. Det er samtidig et sted, hvor det er prioriteret at skabe plads til piger og kultur, hvilket ofte bliver overset, når nye aktivitetsområder skal etableres."

Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283 0330 / 2129 6856
Peder Hummelmose, formand, Teknisk Udvalg, Vejle Kommune, 4021 0286
Erik Dahl-Rasmussen, direktør, Teknik & Miljø, Vejle Kommune, 4036 9026
Søren Nellemann, Byplanlægger, cand. arch., Teknik & Miljø, Vejle Kommune, 7681 2247
Helga Madsen, specialkonsulent, Ministeriet for by, boliger og landdistrikter, 3392 3482

Download illustrationer i højopløsning fra Ravn Arkitektur

Illustration 1

Illustration 2 

Illustration 3

Illustration 4

Illustration 5

 

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners