2 mio. kr. til aktivitetsområde ved Vibeengskolen
Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Onsdag den 31. august 2011
Lokale- og Anlægsfonden støtter etableringen af et
omfattende aktivitetsområde ved den nye Vibeengskolen i Haslev. De
forskellige aktivitetsmuligheder i det 42.000 m² store område
bliver tilgængelige for både børn, unge og voksne og dermed et nyt
samlingspunkt for hele lokalområdet.
Vibeengskolens aktivitetsområde bliver et banebrydende forsøg på at
kombinere den indendørs skoleundervisning med udendørs
læringsmiljøer, der i lige så høj grad kan bruges af
idrætsforeninger og selvorganiserede aktive til idræt, leg og
socialt samvær. Lokale- og Anlægsfonden støtter det udendørs
aktivitetsområde med 2 mio. kr.

Skolen opføres i den sydlige ende af området. Det bliver et byggeri
med syv fløje, der skaber en række mindre overgangszoner mellem
skole og selve udearealet. Overgangszonerne vil afspejle de nærmest
liggende faglokaler således, at der udenfor husholdningslokalet
etableres køkkenhave, og udenfor sløjdlokalet vil man finde en
huggegård. I relation til idrætshallen opføres et urbant
næraktivitetsanlæg med tre mindre boldbaner i forskellige
størrelser og underlag. Næraktivitetsanlægget udstyres med lys, så
boldbanerne kan anvendes døgnet rundt hele året.
Næraktivitetsanlægget kan også byde på 60 meter løbebane, sandgrav
og gynger til både børn og voksne samt et forhindringslandskab for
de yngste børn.
Lysthave, BMX-bane og historisk gymnastikplads
Et andet sted på området opføres en lysthave med æbletræer
og eksotiske træsorter, petanquebaner og forskellige muligheder for
ophold. På det store engområde bliver der anlagt en cirkelformet
fælled på 65 meter i diameter. Fælledens græsbane kan bruges til
mindre fodboldbaner og til krolf - en ny idræt sammensmeltet af
kroket og golf. Ved volden mod en nærliggende ringvej anlægges en
BMX-bane, mens selve voldens skråning udstyres med balancebomme,
motoriktræningstier og klatrenet.

Endelig opføres der tre særlige aktivitetsområder. "Værkstedet", et
overdækket uderum, der særligt henvender sig til træarbejde og
spejderaktiviteter. "Bådebroen", der placeres ved kanten af et
regnvandsbassin, får også en overdækket opholdsplads og en flydebro
ude på bassinet. "Skjulet" bliver en opsigtsvækkende genfødsel af
den historiske udendørs gymnastikplads som den så ud for 200 år
siden. Gymnastikpladsen kan bruges til både voksen styrketræning og
til skolens gymnastikundervisning.

Lokale- og Anlægsfonden støtter det udendørs aktivitetsområde med 2
mio. kr. Faxe Kommune støtter projektet med 16,2 mio. kr. Dermed er
projektet fuldt finansieret med en samlet pris på 18,2 mio. kr.
Projektet er tegnet af Arkitema Architects.

Benny Agergaard, kultur- og borgerservicechef i Faxe Kommune, siger
om projektet:
"Vibeengskolens udearealer vil gøre det muligt at flytte
undervisningen ud i naturen og samtidig skabe nye rum til flere
idræts- og fritidsforeningens aktiviteter. Det bliver også et sted,
hvor man kan søge hen for at dyrke motion uden at være medlem af en
klub eller forening. Dermed bliver den nye skoles udearealer det
samlingspunkt, som vi har ønsket."
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Heldigvis handler omlægningerne af skolestrukturer over hele
landet ikke kun om at lukke skoler, men også om at bygge helt nye
skoler. Det giver en storslået mulighed for at bearbejde tanken om
de udendørs skolearealer på en helt ny måde og vise, at man kan gå
andre veje end den typiske skolegård og i stedet skabe udendørs
samlingssteder, hvor alle i lokalområdet kan være aktive. På den
måde kan man "aldersintegrere" de udendørs skolearealer, så børn og
voksne i fællesskab kan være legende og aktive."
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283
0330 / 2129 6856
Benny Agergaard, kultur- og borgerservicechef, Faxe Kommune, 5620
3741 / 5116 9361
Download illustrationer fra Arkitema
Architects
- Værktøjer
- Til top



