2,5 mio. kr. til aktivitetspark i regnvandskanaler
Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Onsdag den 6. april 2011
Et 40.000 m² stort område ved Musiconbydelen i Roskilde
bliver omdannet til en kombination af regnvandsopsamling og
aktivitetspark for skatere, rulleskøjteløbere og cyklister. Lokale-
og Anlægsfonden støtter projektet med 2.570.000 kr.

De store mængder regn, der ofte skyller hen over landet, tvinger
kommunerne til at øge kapaciteten til opsamling af regnvand. Sådan
er det også i Roskilde Kommune, hvor der skal opføres et teknisk
anlæg med kanaler til opsamling af regnvand. Men da de tunge og
pludselige regnskyl kun opstår få gange om året, har kommunen
sammen med Lokale- og Anlægsfonden udviklet det tekniske anlæg til
også at være et rekreativt område, hvor kanalerne kan bruges til
aktiviteter, når det ikke regner voldsomt. Kun et enkelt bassin vil
konstant være fyldt og være udgangspunktet til forskellige
aktiviteter med vand.

Vandafledningen sker i åbne kanaler og bassiner, der i forskelligt
omfang vil være tørlagt det meste af året. De åbne forløb vil blive
udnyttet til baner og bowls for skatere, rulleskøjteløbere og
cyklister. Der bliver et sammenhængende kanalforløb på 145 meter,
der bevæger sig ned mod en stor bowl. Forskellige elementer vil
gøre det attraktivt og udfordrende for skatere, rulleskøjteløbere
og cyklister på alle niveauer at benytte kanalerne og bowlen.
Idéen med at udnytte udtørrede vandløb til såkaldte "snake runs",
hvor man på hjul kan bevæge sig af nedad i et bugtende forløb,
stammer fra USA, hvor skatere i mange år har benyttet udtørrede
cementkanaler og flodlejer.
Vandlegeplads, parkour og picnic
Området får navnet Rabalder Parken. Den nye store bypark i
den sydlige del af Roskilde bliver ikke kun indrettet til glæde for
aktiviteter med hjul under fødderne. Parken bliver et samlingssted
for alle i den nye bydel Musicon. Overskudsjord fra kanalanlæggene
bliver udnyttet til at skabe bakker, der etablerer opholdsområder i
læ for vinden, der er oplagte til en picnic. Der opstilles en
skulpturel rutsjebane, nedgravede trampoliner, vandlegeplads,
hængekøjer og stålgelændre, der bl.a. kan bruges til parkour og
udendørs fitness. I vintermånederne vil det blive muligt at skøjte
på et af regnvandsbassinerne samt udnytte bakkerne til aktiviteter
med kælk eller snowboard.

Roskilde Kommune ejer anlægget, der er udviklet i samarbejde med
Musiconsekretariatet og Lokale- og Anlægsfonden. Den samlede pris
for den rekreative del af anlægget bliver 12.840.000 kr. Kommunen
støtter med 3.880.000 kr. og Lokale- og Anlægsfonden med 2.570.000
kr. Området er tegnet af arkitektvirksomheden Nordarch.
Poul Lindor Nielsen, borgmester, Roskilde Kommune, siger om
projektet:
"Rabalder Parken er et nyskabende eksempel på, hvordan vi kan
kombinere et teknisk anlæg - til nødvendig overfladiske
regnvandsafledning - med rekreative faciliteter til glæde for byens
borgere. Rabalder Parken skaber rammerne for uorganiseret leg og
bevægelse, der fungerer på sine egne præmisser. Det er lige i
Musicons ånd, og vi er glade for, at Lokale- og Anlægsfonden har
anerkendt det banebrydende i vores projekt."
Torben Frølich, direktør for Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Projektet gør de "passive" investeringer i et nødvendigt teknisk
anlæg til en investering i aktiv fritid - og aktiv fremtid.
Musiconbydelen er kun ved at blive født, og Rabalder Parken er et
flot eksempel på, at faciliteter til idræt og fritid bliver
planlagt fra starten, så man undgår at skulle indhente det forsømte
senere, når nye beboere savner steder i deres lokalmiljø, hvor de
kan være aktive og mødes. Musicon bliver på denne måde endnu mere
tiltrækkende for det særlige blandede miljø af unge og kreative
mennesker, der er ved at flytte ind i området via boliger,
uddannelser og virksomheder."
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283
0330 / 2129 6856
Bo Ejstrup, formand, skatehallen Hal 12, der har medvirket i
udviklingen af Rabalder Parken, 2617 2705
Lise Hammershøj, kommunikationsansvarlig, Musiconsekretariatet,
Roskilde Kommune, 4631 6868 / 3084 1007
Download illustrationer i højopløsning fra Nordarch
Rabalder
Parken 1
Rabalder
Parken 2
Rabalder Parken
3
Rabalder
Parken 4
- Værktøjer
- Til top



