1,5 mio. kr. til enestående tennisanlæg på Tåsinge
Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Tirsdag den 21. juni 2011
Tennisanlæg over hele verden har set ens ud siden de
første tennisklubber blev stiftet for mere end 130 år siden. Rækker
af tennisbaner, et lille klubhus og måske en enkelt slagvæg har
været nok, men på Tåsinge i Svendborg Kommune opføres verdens
første tennisanlæg, der inkluderer en række andre slagboldspil og
samtidig kan blive et rekreativt udflugtsmål.

Tåsinge Tennis Klub er en nystartet forening, der har tilbragt de første par leveår med at låne Svendborg Kommunes baner. Men ambitionen om noget mere har været der, siden klubben blev stiftet, og det er denne ambition, der har ført til, at Tåsinge Tennis Klub sammen med Lokale- og Anlægsfonden og Praksis Arkitekter udvikler en helt ny definition af, hvordan et træningsanlæg til tennis kan se ud.
Det nye tennisanlæg, kaldet Tåsinge Tennis Park, får kun to almindelige tennisbaner med grusunderlag. Banerne får opsætningsmulighed til videokamera, så træning og kampe kan optages og efterfølgende bruges til fejlretning.
Når der kun er to egentlige tennisbaner, betyder det, at der bliver plads til en række andre beslægtede aktivitetsmuligheder inden for det, der kaldes slagboldspil. Det er aktiviteter som paddletennis, shorttennis, speedtennis, beachtennis, speedminton og udendørs bordtennis. Oveni bliver der mulighed for at dyrke beachvolley, strandfodbold og klatring samt andre former for fysisk og motorisk træning.
Tennisparken får også en række grill- og bålpladser, opholdsområder og petanquebaner, så der er lagt op til rekreativt samvær på tennisanlægget for alle uanset alder og køn - og interesse for tennis eller ej. Tåsinge Tennis Klubs anlæg bliver en kombination af almindelig tennis og helt nye måder at træne spillet på for klubbens medlemmer og et aktivt udflugtsmål for alle, der har lyst til at komme forbi også uden klubmedlemskab.
Det nye tennisanlæg bliver opført på et område på 5.500 m² placeret tæt ved Tåsingehallen i Sundhøj.
I alt koster projektet 3,6 mio. kr. at opføre. Lokale- og Anlægsfonden støtter projektet med 1,5 mio. kr.
Steen Rasmussen, formand for Tåsinge Tennis Klub, siger om
projektet:
"Vi mener, der mangler nogle aktiviteter til børn og voksne i
sommerhalvåret, selv om der allerede eksisterer en tennisklub i
Svendborg. Da vi ved, at nærhed og let tilgængelighed er af stor
betydning - specielt for børn - besluttede vi at stifte en
tennisklub. Med den udformning anlægget får, er vi overbeviste om,
at det vil komme til at blive et samlingspunkt for mange, uanset
alder. Anlægget vil også kunne være med til at genere mere liv i
området sammen med de andre sportsgrene. Vi er også glade og stolte
over at være med til at bygge tennisanlæg på en anden måde end den
traditionelle."
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Tennisanlægget på Tåsinge er næste skridt i Lokale- og
Anlægsfondens indsats for at gøre de mere ensrettede specialanlæg
mere tiltrækkende. Tidligere har vi udviklet
fodboldeksperimentariet i Herning, og nu er turen kommet til tennis
og Tåsinge. Der bliver tale om et tennisanlæg, der - så vidt jeg
ved - er det første af sin slags i verden. Et anlæg, der udvider
mulighederne for træning af tennis og slagboldspil, og som samtidig
ændrer den typiske endimensionelle opfattelse af et tennisanlæg.
Det kan nemlig også være et lokalt samlingssted, der inviterer alle
indenfor til aktiviteter og ophold - også selv om de ikke er
medlemmer af tennisklubben."
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283
0330 / 2129 6856
Steen Rasmussen, formand, Tåsinge Tennis Klub, telefon 60 73 20 13
/ 62 54 14 10
Download illustration fra Praksis Arkitekter i
højopløsning
Tåsinge Tennis Park
- Værktøjer
- Til top



