Undervisningsinstitution samler lokal idræt i Haderslev
Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Tirsdag den 21. september 2010
Haderslev Hallen skal moderniseres med en række helt nye løsninger, der vil gøre hallen til en meget moderne og fleksibelt indrettet idrætshal, som kan samle studerende og lokale borgere i nye og spændende idrætsrammer. Lokale- og Anlægsfonden støtter projektet med 4 mio. kr.
Den moderne udgave af Haderslev Hallen bliver en meget fleksibel idrætshal med en række løsninger, der sikrer, at hallen nemt kan indrettes efter forskellige aktiviteter.
Moderniseringen tager udgangspunkt i åbenhed, synergi og
multifunktionalitet, og de nye faciliteter vil bidrage til et
nytænkende og inspirerende idrætsmiljø i dagligdagen. Et
idrætsmiljø bestående af lokale borgere i Haderslev og de
studerende på University College Syddanmark. Det er
undervisningsinstitutionen, der ejer hallen, men der er adgang til
den for alle i Haderslev.

Vægge brydes ned og gulvet hæves
Flere vægge i den eksisterende hal bliver brudt ned for at skabe
større åbenhed og sammenhæng inde i hallen. Der skabes en ny
aktivitetsflade ved at hæve det nuværende gulv til samme niveau som
de øvrige områder. Der indrettes nye møde og
administrationslokaler, hvilket også giver plads til et helt nyt
lokale på 80 m² til dans og bevægelse.
Hallen bliver inddelt i fire temazoner. En zone med nye faciliteter til motorik, balance og klatring, en zone til gymnastik, en zone til puls- og konditionstræning samt en zone til fordybning igennem fx optræden med fortællinger.
Det nye, hævede halgulv byder på løsninger, der kan vække interesse over hele landet. Det er et "dynamisk" gulv med mekaniske bander, der kan hæves og sænkes som ramme om indendørs fodbold, men også dele den store bane i mindre bandebaner til fx hockey. I gulvet etableres også depotrum til de forskellige aktiviteter. Depotrummene kan hæves op af gulvet, når det er nødvendigt, og kan også bruges som siddemøbler i gulvarealet.
Under idrætsgulvet i den nederste etage fortsætter bueskytterne og bokserne deres aktiviteter, men får sammen med hallens øvrige brugere adgang til et nyt kombineret bokse- og styrketræningsområde.
Moderniseringen af Haderslev Hallen sker i et samarbejde mellem University College Syddanmark, Haderslev Kommune, Lokale- og Anlægsfonden samt arkitektvirksomheden Kjær & Richter. I alt vil moderniseringen koste ca. 24 mio. kr.
Børge Koch, leder af Videncenter for Sundhedsfremme, University College Syddanmark, siger om projektet:
"Når projektet er realiseret bliver det et unikt hus, hvor skoler, idrætsforeninger, den lokale borger samt Nordens største videncenter omkring sundhedsfremme vil befinde sig under et og samme tag - med styrkede muligheder for at sætter endnu mere fokus på sundhedsfremme og forebyggelse…"
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
"Der er tale om et meget spændende samarbejde, hvor undervisningsmiljøets faciliteter forbedres og bliver fuldt tilgængelige for lokalområdets borgere. Dermed bliver Haderslev Hallen en tidssvarende idrætsfacilitet og samtidig et samlingssted for studerende og lokale indbyggere. Undervisningsinstitutionen og dens studerende bliver en aktiv del af lokalsamfundet og ikke kun gæster i lokalområdet".
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283
0330 / 2129 6856
Børge Koch, Videncenterleder, University College Syddanmark,
51266840
- Værktøjer
- Til top



