Ud i Carlsbergs gader
Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Onsdag den 14. april 2010
Lokale- og Anlægsfonden støtter det nye byliv i Carlsberg
med 3 mio. kr. Støtten går til midlertidige faciliteter i et
projekt, der skriver historie indenfor dansk
byudvikling.
Den unikke gamle bryggergrund i Valby i København skal aktiveres, mens udviklingen af bydelen stadig er i gang. Der er ingen grund til at vente med at skabe liv i området, til bygningsarbejdet er overstået, når københavnerne følger den nye bydel med stor interesse.
Lokale- og Anlægsfonden har derfor valgt Carlsberg-grunden til det første sted, hvor ambitionerne om at skabe midlertidige og mobile faciliteter midt i storbyen afprøves i stor skala. Fonden har i længere tid arbejdet på at finde løsninger, der kan tiltrække gadeliv til bydele under udvikling. På den måde står de store byområder ikke tomme under opførelsen, men kan udnyttes til idræt, kultur og gadeliv.
På Carlsberg vil de midlertidige projekter tage udgangspunkt i de eksisterende asfaltflader, der vil blive forsøgt farvelagt og opstreget. Nye materialer som sportsbelægninger vil også blive forsøgt integreret. Facader og bygningselementer kan tages i brug til fx parkour og filmforevisninger. Der arbejdes på at udvikle store "bymøbler" til at adskille og markere de tre forskellige zoner i projektet.
Dans, streetbasket og tilskuermuligheder
Der er mulighed for at gøre en eksisterende overdækket
zone til Carlsbergs midlertidige markedsplads, som også vil kunne
bruges til kulturevents og optræden. Opholds- og cafézonen får
fokus på leg, teater, bløde bevægelsesformer som fx dans - og
selvfølgelig caféliv og afslappende ophold i det nye bymiljø. En
aktivitetszone byder bl.a. på boldspil. Aktivitetszonen bliver
omkranset af siddemuligheder, der vil medvirke til at skabe ekstra
stemning omkring de fysiske udfoldelser.
Den endelige udformning af projektet og det - eller de - vindende team, som skal stå for realiseringen, vil blive offentliggjort i næste uge.
Det vil i alt koste 7 mio. kr. at opføre de midlertidige faciliteter på Carlsberg, som vil blive stående i mindst 5 år. Derefter kan de flyttes eller delvis flyttes og bruges på andre byområder, der har behov for at skabe eller fastholde et aktivt byliv allerede under udviklingsfasen. Carlsberg Ejendomme har forpligtet sig til driften af faciliteterne i mindst fem år.
Udover tilskuddet fra Lokale- og Anlægsfonden til udviklingen af de midlertidige faciliteter på Carlsberg støtter også Københavns Kommune med 1 mio. kr. og Realdania med 3 mio. kr.
Lars Holten, direktør i Carlsberg Ejendomme, siger om projektet:
"Overgangen fra at være et lukket industriområde til en ny åben bydel er en helt afgørende fase i Carlsberg-projektet. Vi får nu takket være samarbejdet med Lokale- og Anlægsfonden, Realdania og Københavns Kommune mulighed for at aktivere området på en helt ny måde og lade bylivet vokse sig ind i det tidligere industriområde allerede fra dag ét."
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
"Med dette projekt bliver der skrevet historie inden for byudvikling. Carlsberg vil give de besøgende i bydelen mulighed for at erobre gader og pladser og skabe et spændende liv i dem. Det er et projekt, der vil vække stor interesse og inspiration i andre byer og bydele, der står foran en lang udviklingsperiode, hvor bydele let vil komme til at ligge øde hen uden dagligliv i mange år frem. Det kan undgås ved at etablere midlertidige faciliteter, som det bliver gjort i dette projekt."
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283
0330 / 2129 6856
Lars Holten, direktør, Carlsberg Ejendomme, 4050 6274
- Værktøjer
- Til top



