Nyt unikt samlingssted ved Randbøl Hede
Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Fredag den 17. december 2010
Heste- og cykelryttere kommer i samme "stald" sammen med
alle andre naturglade besøgende i området ved Randbøl Hede i en ny
300 m² stor bygning kaldet Kirstinelyst. Lokale- og Anlægsfonden
støtter projektet med 1,2 mio. kr.

Som noget endnu helt unikt for samlingssteder i naturen bliver der
etableret folde til heste ved Kirstinelyst. Der bliver også
mulighed for at parkere hestetrailere. Dermed sikres optimale
betingelser for at opleve landets største bevarede indlandshede fra
hesteryg.
Men Kirstinelyst bliver også et oplagt sted at søge hen på cykel,
for familier på skovtur eller mere seriøse vandrere og
naturelskere.

Kirstinelyst er placeret i udkanten af heden med kort afstand til
Hærvejen. Samlingsstedet etableres ovenpå fundamentet til et
nedlagt eksisterende husmandssted. Bygningen bliver integreret i
landskabet, da facader og tag beklædes med tørv fra heden. Åbne
glaspartier og glasskydedøre åbner landskabet for Kirstinelysts
besøgende og ophæver fornemmelsen af at være inde eller ude.
Bygningen kommer til at rumme lokaler til udstilling, ophold,
møder, værksted og undervisning, tekøkken samt toiletter og
aflåselige skabe. Under et stort overdækket udendørs areal bliver
der også mulighed for at opholde sig ved et bålsted.

Det kommende byggeri ved Randbøl Hede er en del af projektet
"Naturrum". Et projekt, som blev indledt i 2007 af Lokale- og
Anlægsfonden, Friluftsrådet og Arbejdsmarkedets Feriefond. Idéen
med "Naturrum" er at skabe en række eksempler på støttepunkter i
naturen, der sikrer de aktive i naturen muligheder for læ, ly og
ophold. Samtidig er det målet, at eksempelbyggerierne bidrager til
at formidle viden om naturen og lokalområdet.
Kirstinelyst er tegnet af CUBO Arkitekter. I alt koster projektet
med bygninger og formidlingsindhold 6,6 mio. kr. Lokale- og
Anlægsfonden støtter med 1,2 mio. kr.
Gert Hougaard Rasmussen, der er kulturhistoriker og
naturvejleder i Skov- og Naturstyrelsen i Trekantsområdet, siger om
projektet:
"Bygningen vil være til gavn og glæde for de mange, der allerede
færdes på Randbøl Hede, men det vil samtidig åbne mulighederne for,
at nye naturelskere får lejlighed til at opleve hedens fantastiske
natur og historie."
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Kirstinelyst repræsenterer en glædelig udvikling for naturrum. Det
er første gang, vi ser, at heste og rytterne bliver tænkt så godt
ind i et projekt sammen med de andre brugere fx løbere, vandrere og
cyklister. Kirstinelyst bliver et tiltrækkende sted, hvor mange
folk med forskellige aktiviteter i naturen vil mødes og nyde
hinandens selskab."
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283
0330 / 2129 6856
Gert Hougaard Rasmussen, kulturhistoriker og naturvejleder i Skov-
og Naturstyrelsen i Trekantsområdet, telefon 7643 1273 / 2540
8585
Download illustrationer i højopløsning fra Cubo Arkitekter
- Værktøjer
- Til top



