Lethal i Løgstør

Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Fredag den 17. december 2010 
  
Løgstør Idrætsforening får støtte fra Lokale- og Anlægsfonden til etablering af en lethal til idræt, dans og institutionsbrug. I forbindelse med hallen etableres et overdækket område, der også kan bruges til bevægelse, leg og samvær.
 
En lethal er en idrætshal uden opvarmning og badefaciliteter. For et langt mindre beløb end en "rigtig" idrætshal kan lethallen dog byde på de samme idrætsmuligheder, uden at der gås på kompromis med den arkitektoniske fremtoning.
 
I Løgstør opføres den kommende lethal ved Løgstør Skole og et eksisterende udendørs idrætsanlæg med fodboldbaner på Sdr. Ringvej. Bortset fra Løgstør Idrætsforenings klubhus findes der ikke overdækkede eller indendørs idrætsfaciliteter. Lethallen er tænkt som første led i en større udbygningsplan for området med flere idrætshaller og en svømmehal.
 
Det bliver ikke kun Løgstør Idrætsforenings medlemmer, der får fornøjelse af at benytte den nye lethal. Den bliver også tilgængelig for de mange andre foreninger som fx løbeklubben, gymnastikforeningen og Løgstør Seniordans. De selvorganiserede får også adgang til hallens faciliteter i den daglige åbningstid. Endelig vil også skolen, skolefritidsordning og daginstitutioner bruge hallen.
 
Meccanohal udviklet af CEBRA Arkitekter
Lokale- og Anlægsfonden har sammen med forskellige arkitektvirksomheder udviklet idéen om en lethal, og Løgstør Idrætsforening har derfor haft forskellige eksempler at vælge imellem. Valget faldt på en version af lethalsprincippet kaldet "Meccano-hallen", der er udviklet af CEBRA Arkitekter.

Der findes kun en anden hal i Danmark, der er bygget efter de samme tegninger. Nemlig en lethal i Nykøbing Sjælland. I Løgstør opføres en udvidet version på 1.100 m² med en fuld størrelse indendørs idrætsbane på 20x40 meter og opholdsareal. Dertil kommer 300 m² overdækket udendørs areal, der både kan bruges til forskellige aktiviteter og som socialt opholdssted.
 
I alt kommer lethallen i Løgstør til at koste 6 mio. kr. Lokale- og Anlægsfonden støtter med 2 mio. kr.

Johnny Larsen, formand, Løgstør Idrætsforening, siger om projektet:

"Det er Løgstør Idrætsforenings opfattelse, at etableringen af en sådan lethal vil have en positiv afsmittende virkning på områdets aktivitetsmuligheder, og det er ganske givet sikkert, at lethallen vil være medvirkende til, at der udvikles nye og interessante fritidsaktiviteter. Betydningen for foreningerne i området bliver en kraftig aktivitetsudvidelse især i de perioder, hvor vejret ikke lige er helt optimalt. Lethallen vil gennem sin multifunktionalitet og integration med Løgstør Skole, fremadrettet, blive et godt samlingspunkt for det sociale samvær og blive en naturlig overgang mellem skole og fritid."
 
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:

"Projektet i Løgstør er et fint eksempel på en videreudvikling af den første lethal, Fonden støttede. Samtidig udnyttes det udendørs areal omkring hallen på en ny og fremsynet måde som et overdækket aktivitets- og opholdssted, hvilket er vigtigt for at skabe øget liv omkring idrætsbyggerier."
 
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283 0330 / 2129 6856
Johnny Larsen, formand, Løgstør Idrætsforening, 4040 4388

Download skitse af den oprindelige Mecanohal i højopløsning

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners