Idrætslegeplads med skatere på topniveau
Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Tirsdag den 13. april 2010
Multiparken i Helsingør får 4 mio. kr. i støtte af Lokale- og Anlægsfonden. Støtten gives til et enestående projekt, der kombinerer faciliteter til skatere på internationalt niveau med etableringen af landets bedste idrætslegeplads.
Multiparken bliver realiseret ved boligområdet Vapnagård. Parken vil med sine tilbud til både de dygtigste skatere og alle andre med interesse for selvorganiseret streetkultur, parkour og boldspil give et løft til lokalområdet omkring Vapnagård og samtidig være i stand til at tiltrække brugere fra resten af Helsingør, Nordsjælland og Hovedstadsområdet.

Skatefaciliteterne, der er designet af skatere, består af en større skatebowl for de øvede og en såkaldt snakerun for nybegyndere. Yderligere skatefaciliteter består af ramper, tricks, plintekasser, kantsten og tribuneelementer, der også kan benyttes til rulleskøjter, BMX-cykler og løbehjul. Der bliver opført et stort parkouranlæg, der vil indeholde flere niveauer af sværhedsgrader og mange varierede forløb. På en overdækket multibane kan multiparkens brugere fx spille fodbold, rulleskøjtehockey, basketball og tennis.
Idræt og leg - men også et mødested
Mange idrætslegepladser er ofte områder, der overvejende benyttes
af drenge, men i dette projekt er der tænkt over, hvordan
faciliteterne indrettes, så de også bliver appellerende til piger.
Det sker bl.a. med et lege- og motorikområde. Da multiparken gerne
skulle blive et mødested for alle generationer indlægges flere
grønne nicher i området, der ellers i pagt med streetkulturen
bliver præget af beton, fliser og asfalt. Nicherne vil kunne bruges
til ophold - fx som grillpladser. Multiparken får også en
overdækket scene til koncerter, teater og andre events.
Den kommunale fritidsinstitution Villa Fem bliver ansvarlig for driften af multiparken. Institutionens pædagogiske personale vil stå for daglig inspiration og opsyn. Villa Fem vil dermed sikre de lokale brugeres forankring i projektet.
I alt kommer den 11.700 m² store multipark i Helsingør til at koste 20,2 mio. kr. at opføre.

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Projektet har været undervejs i flere år og er vokset voldsomt i
ambitionsniveau siden starten. Det er blevet et imponerende projekt
med en enestående spændvidde. Multiparken har noget at tilbyde de
bedste skatere i landet ved siden af faciliteter til både piger og
drenge og unge og ældre, der vil lege og slappe af. Samtidig er det
spændende, at der er planer om en pædagogisk indsats i forbindelse
med multiparken."
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283 0330 / 2129
6856
Der afholdes pressemøde på Helsingør Rådhus om multiparken onsdag den 14. april kl. 10.30.
Mødet bliver med deltagelse af Lokale- og Anlægsfonden, Realdania og Helsingør Kommune.
- Værktøjer
- Til top



