Frilufts- og forsamlingshytte i Veksø bliver også for lokale demente
Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden og
Realdania
Tirsdag den 21. december 2010
Egedal Kommune vil opføre en forsamlingshytte i Veksø som
et levende samlingspunkt for en bred vifte af meget forskellige
brugergrupper. Hytten skal bruges af både FDF-medlemmer, lokale
borgere og en gruppe demente, som dermed får et nyt udflugts- og
aktivitetssted. Lokale- og Anlægsfonden og Realdania støtter
projektet.

Det er ikke en almindelig spejderhytte, der skal opføres i Veksø i
den nordsjællandske Egedal Kommune. Hytten får et usædvanligt bredt
felt af brugere, hvilket kendetegner bygningens udformning.
Den skal kunne appellere til både medlemmerne af FDF i Veksø, der
længe har trængt til nye lokaler, og til borgerlauget i Veksøs
aktiviteter, en gruppe demensramte samt dagplejere og
daginstitutioner. Hytten bliver indrettet fleksibelt med mange
kroge, hjørner og både indvendige og udvendige hemse, så de vidt
forskellige brugergrupper kan benytte faciliteterne på samme
tid.
Den grundlæggende idé er at skabe rammerne for aktiviteter rettet
mod ophold i naturen. Hvad enten det er spejderaktiviteter,
blomsterbinding, udendørs motion eller oplevelser i sansehaven,
skal hytten kunne understøtte det.

Fugletårn, motionsredskaber og mobile køkkenhaver
Omkring hytten bliver der etableret fugletårn, en lund med
shelters, motionsredskaber, gyngelandskab og en platform, der giver
adgang til et bålhus og et nærliggende vådområde. Mellem hytten og
en sydlig terrasse etableres en sansehave med blomster, frugtbuske
og træer. Gårdhaven udstyres med mobile køkkenhaver i indkøbsvogne,
der kan køres mellem hyttens køkken og udekøkkenet. På den måde kan
de små køkkenhaver køres hen til børn og ældre og videre hen til de
to køkkener.
Frilufts-og forsamlingshytten bliver på 157 m². Arealet rummer et
køkken på 48 m², et multirum på 65 m² samt depot- og teknikrum. Op
til hytten anlægges en 121 m² stor terrasse, der bliver overdækket
af hyttens store saddeltag, som skærmer uderummene omkring
hytten.
Hytten er tegnet af Mette Lange Arkitekter og Alex Poulsen
Arkitekter. Lokale- og Anlægsfonden har bidraget til udviklingen af
projektet og støtter efterfølgende også økonomisk med 1 mio. kr.,
Realdania støtter med 1,2 mio. kr., og Egedal Kommune bidrager med
1,65 mio. kr. I alt koster hytten 4 mio. kr. at opføre.

Peter Rugholm, centerchef Kultur- og fritidscenteret, siger om
projektet:
"Med hytten får mange forskellige brugere et samlingssted, der
bliver deres udgangspunkt for en masse gode naturoplevelser i
naturengområdet i Veksø. Hytten vil blive et populært samlingssted
for Veksø - også som et forsamlingshus tæt på naturen. Den nedsatte
brugergruppe har i sit arbejde vægtet, at hytten og området er et
sted, som indbyder til aktivitet og bevægelse og samtidigt formår
at falde naturligt ind i landskabet."
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Projektet viser på fineste vis, at FDF i Veksø tænker udover egne
behov og vil være en aktiv del af lokalområdet fremfor at isolere
sig omkring egne aktiviteter. Hytten og brugen af udeområdet er
nytænkende, og inddragelsen af dement-gruppen er et meget spændende
eksperiment."
Marianne Kofoed, projektleder i Realdania, siger om
projektet:
"Dette projekt er i fin tråd med Realdanias indsatsområde Sundhed
og Social bæredygtighed. Det er et projekt, som både har fokus på
den sunde livsstil med bevægelse og ophold i det fri og på det
sociale element i forhold til at skabe ramme for samvær i og på
tværs af generationer og forskellige brugergrupper. Det er
interessant og sympatisk, at projektet netop forsøger at skabe et
særligt sted for så mange. Specielt sympatisk at der også er fokus
på de demente."
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283
0330 / 2129 6856
Peter Rugholm, centerchef, Egedal Kommune, 7259 7600 / 2124
7788
Marianne Kofoed, projektleder, Realdania, 7011 6666
Illustrationer i højere opløsning fra arkitekt Mette
Lange
Veksø
1
Veksø 2
Veksø
3
- Værktøjer
- Til top



