Fællesbad og fællesskab – nye faciliteter til Amager Ro- og Kajakklub

Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Mandag 21. juni 2010

Siden 1930'erne har rosportsklubben boet midt i et selvbyggerområde på Islands Brygge. Nu er det gamle klubhus modent til nedrivning, og med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden opføres et nyt klubhus og en ny bådhal, der bliver i stand til at rumme det stærke sociale liv i klubben - men som også åbner op for omgivelserne med rekreative muligheder for hele lokalområdet.

Det nye klubhus bliver i to etager med nye omklædningsrum, badefaciliteter og opholdsrum samt køkken i stueetagen, mens første sal indrettes til styrketræning og ergometertræning. Første sal bliver dog meget fleksibelt opbygget, så den også kan rumme bløderes bevægelsesformer som fx yoga. Der har siden klubben blev stiftet været tradition for, at mænd og kvinder klædte om og tog bad i fællesskab. Denne tradition fastholdes, så de nye faciliteter også er rettet mod fællesbad, men med mulighed for at klæde om og bade alene, hvis man hellere vil det.

Amager_beskaaret

Som en nyskabelse i klubhusbyggeri, har arkitekterne udviklet en meget fleksibel omklædnings- og klubstuefacilitet. Med skydevægge, rullende skabe og flytbare garderober vil Amager Ro- og Kajakklubs omklædning kunne ændre størrelse, indretning og funktion efter behov. I det daglige er omklædningen det egentlige opholds- og omdrejningspunkt hvor medlemmerne mødes før og efter de har været på vandet. Derfor vil omklædningen fylde det meste af husets grundareal. Men ved arrangementer og møder kan omklædningen indskrænkes til en brøkdel og stadig fungere.

Det eneste af det eksisterende bygger, der bevares, er en bådhal, som bliver bygget om til kajakhus og værksted. De større robåde vil fremover få til huse i en helt ny bådhal.

Mellem klubhus og bådhaller opføres et trædæk, hvor klubbens udendørs liv vil foregå. Her kan både klargøres og sættes i vandet, man kan få en tur under den udendørs bruser eller gå i sauna, hvis man er blevet kold efter at have været på vandet. Bygningerne opføres som et let byggeri med træfacader og store vinduespartier med god udsigt over havnen.

Adgang for alle
En vigtig del af projektet er, at klubbens område åbnes op for alle og ikke kun for klubbens medlemmer. Klubbens bygninger mellem Nokken og den sydlige del af Islands Brygge kan dermed blive et nyt samlingspunkt for lokalområdet og alle andre, der får lyst til en picnic ved vandet i havnen eller en gang streetbasket på et område foran klubhuset. Der bliver også mulighed for at spille stangtennis eller dyrke udendørs fitnesstræning på det nye ro- og kajakanlæg.

Lokale- og Anlægsfonden har været involveret i projektet siden 2007, da Københavns Kommune begyndte at udarbejde en ny helhedsplan for området med respekt for at bevare den "selvgroede" karakter, der kendetegner området. I alt koster projektet 8,5 mio. kr. at opføre. Klubben finansierer selv 670.000 kr., kommunen støtter med 3,8 mio. kr. og Lokale- og Anlægsfonden har bevilget 1,5 mio. kr. 

Niclas Dyvendal, formand for Amager Ro- og Kajakklub, siger om projektet:
"Nu har vi i 5 år arbejdet benhårdt på at få bygget et nyt klubhus, da rotterne løber os om benene og vi hverken har plads nok til medlemmer, kajakker eller både. Derfor er det fantastisk at Lokale- og Anlægsfonden og Københavns Kommune er gået ind i projektet og har valgt at støtte det finansielt. Det er vi meget taknemlige for, og vi regner med at tage første spadestik i dette efterår."

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
"Lokale- og Anlægsfonden har fokus på, hvordan rosportens faciliteter kan nytænkes og forbedres og samtidig komme flere til glæde. Med dette storbyprojekt får klubbens medlemmer langt bedre forhold, og på samme tid styrkes den åbne adgang til udendørsarealerne rundt om klubben for hele lokalområdet, der får et sted til leg, idræt og socialt ophold helt nede ved vandet".

Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283 0330 / 2129 6856
Flemming Platz, Amager Ro- og Kajakklub, 2042 4505

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners