Arkitektkonkurrence om bæredygtigt idræts- og kulturbyggeri

Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Tirsdag den 21. september 2010
 

I fremtiden skal bæredygtige byggetiltag integreres i spændende arkitektur. Det gælder også store og små idræts- og kulturbyggerier og derfor har Lokale- og Anlægsfonden bevilget 1.715.000 kr. til afvikling af en arkitektkonkurrence med udgangspunkt i et kommende multihus i Balling i Skive Kommune.

Sammen med Akademisk Arkitektforening udskriver Lokale- og Anlægsfonden arkitektkonkurrencen, hvor alle arkitekter kan komme med nye og overraskende bud på integrationen af bæredygtige helhedsløsninger og arkitektonisk formgivning af det kommende multihus til idræt, kultur og andre fritidsaktiviteter i Balling i Skive Kommune.  

Det kommende multihus "Pulsen" i Balling bliver dermed et eksempel på, hvordan bæredygtighed helt fra starten kan tænkes med i alle dele af et idræts- og kulturbyggeri.

Fællesskab mellem arkitekter og ingeniører
Konkurrencen er lige så meget en ingeniørkonkurrence som en arkitektkonkurrence og er et led i Lokale- og Anlægsfondens samarbejde med Akademisk Arkitektforening om en workshop og årskonference den 4. og 5. november 2010. Temaet for workshoppen og arkitektforeningens efterfølgende årskonference er netop, hvordan arkitekter og ingeniører i fællesskab kan arbejde med at integrere bæredygtige tiltag med spændende arkitektur. Bæredygtighed skal forstås i bredere sammenhæng end kun den miljømæssige. Også den sociale og den økonomiske bæredygtighed vejer tungt, når arkitektkonkurrences vinder skal kåres.

Arkitektkonkurrencen lanceres på Akademisk Arkitektforenings årskonference fredag den 5. november 2010, mens den udskrives først i januar 2010. Selv om arkitektkonkurrencen præsenteres ved Akademisk Arkitektforenings årskonference er præsentationen åben for alle. Tilmelding til selve årskonferencen kan ske fra onsdag den 22. september hos Akademisk Arkitektforening.

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om arkitektkonkurrencen:

"Med arkitektkonkurrencen ønsker Lokale- og Anlægsfonden sammen med Akademisk Arkitektforening at sætte fokus på mulighederne for at skabe miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtige idræts- og kulturbyggerier. Dette er et særligt indsatsområde for Lokale- og Anlægsfonden og vi glæder os til at se buddene på, hvordan multihuset i Balling kan gøres til et eksempelprojekt for bæredygtighed."

Natalie Mossin, formand for Akademisk Arkitektforening, siger om arkitektkonkurrencen:

"Vi ser et stort potentiale i konkurrencens fokus på, hvordan ingeniører og arkitekter i samarbejde kan løfte udfordringen med at sætte nye standarder for bæredygtigt byggeri. Gennem idekonkurrencen sætter Lokale- og Anlægsfonden og Arkitektforeningen fokus på udvikling og fornyelse af landets mange idræts- og kulturhuse - lad os fremover overlade det med at forbrænde energi til sportsudøverne"

Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283 0330 / 2129 6856
Bo Vestergård Madsen, analysechef, Lokale- og Anlægsfonden, 3283 0344 / 2623 0074
Arkitekt MAA Bettina Mylin, konkurrencerådgiver, Akademisk Arkitektforening,  3085 9003

Læs mere på Akademisk Arkitektforenings hjemmeside
http://www.arkitektforeningen.dk/agenda/aarskonferencer/baeredygtighed-bevaegelse

 

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners