Dårlig handicapadgang til idrætsanlæg

Pressemeddelelse fra Lokale- og Anlægsfonden
Fredag den 18. september 2009
 

Der er et stort behov for at forbedre handicappedes adgang til idrætsanlæg. Handicapadgangen bliver ikke tænkt med i projekterne fra start, hvilket resulterer i dårlige lappeløsninger. Lokale- og Anlægsfonden øger nu indsatsen for bedre handicapadgang til idrætsanlæg.

En ny undersøgelse af Lokale- og Anlægsfondens projekter viser, at meget få ansøgninger om støtte til større idrætsbyggerier tager hensyn til handicappedes adgang til faciliteterne. Derfor er Fonden med til at lancere hjemmesiden www.idrætsrumforalle.dk, der skal sikre, at et nyt eller moderniseret idrætsbyggeri bliver tilgængeligt for handicappede.

Undersøgelsen af 70 igangværende projekter i Lokale- og Anlægsfonden viser, at næsten ingen af projekterne har taget hensyn til handicapadgang, når ansøgerne første gang præsenterer projekterne for Fonden. Efter den første kontakt med Fonden forbedres tilgængeligheden for handicappede væsentligt. Fx indeholder kun 2,6 procent af projektansøgningerne ramper, lifte eller elevatorer rettet mod handicappede den første gang, de præsenteres for Fonden. Anden gang ansøgningerne præsenteres, er tallet steget til 38,5 procent og tredje gang til 59 procent. Derefter forventes det, at tallet er langt højere, når projekterne endeligt står færdige.

Uhensigtsmæssige lappeløsninger
Men selv om Lokale- og Anlægsfonden gør en indsats for at få forbedret adgangen for handicappede, så viser undersøgelsen, at de etablerede handicaptiltag ofte får karakter af uhensigtsmæssige lappeløsninger.

Det kan fx dreje sig om handicapramper, der gennemskæres af trappeanlæg og gør ramperne svære at bruge, skråtstillede vægge foran elevatorer, der kan forhindre kørestolsbrugere i at komme ud af elevatorerne - eller saunaer, der indrettes så en kørestol kan være i saunaen, men ikke kan passere døråbningen ind til saunaen. Alt sammen resultater af, at handicapadgangen ikke er tænkt med i idrætsbyggeriets arkitektur og indretning fra starten.

Hjemmeside med ekspertise fra Lokale- og Anlægsfonden
Den nye hjemmeside www.idrætsrumforalle.dk kan hjælpe alle, der står foran at skulle modernisere eller opføre et nyt idrætsbyggeri med at tænke tilgængeligheden for handicappede med i projektet fra første færd. Hjemmesiden er udviklet med økonomisk tilskud fra bl.a. Lokale- og Anlægsfonden og med ekspertise fra Lokale- og Anlægsfonden, Handicapidrættens Videnscenter og Center for Idræt og Arkitektur.

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden siger om www.idrætsrumforalle.dk:

"Selv om Fonden i flere år har prioriteret området, viser undersøgelsen tydeligt, at der stadig er et stort behov for at oplyse om, hvordan handicappedes adgang til idrætsanlæg forbedres. Med hjemmesiden bliver det muligt at søge information og inspiration til altid at tænke tilgængeligheden med fra starten, når der skal moderniseres eller opføres et helt nyt idrætsanlæg."

Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283 0330 / 2129 6856

Læs undersøgelsen af Fondens igangværende projekter

www.idrætsrumforalle.dk er støttet økonomisk af Lokale- og Anlægsfonden, Kulturministeriets tips- og lottomidler og Arbejdsmarkedsstyrelsen. Hjemmesiden er udviklet i samarbejde mellem Lokale- og Anlægsfonden, Handicapidrættens Videnscenter og Center for Idræt og Arkitektur.

Handicapidrættens Videnscenter tager sig af den løbende opdatering af sidens omfattende indhold.

 

 

 

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners