1 mio. kr. til Danmarks "farligste" legeplads
Torsdag den 8. januar 2009
Glem alt om det stille sydfranske torv, som de fleste danskere
kan drømme sig hen til på en kold vinterdag. Det kan gøres meget
mere spændende. Den nye markedsplads i Holbæk tager et fast greb om
fremtiden og nydefinerer den danske byplads som omdrejningspunkt
for en legeplads med parkour, klatring, skaterplads, utraditionel
boldbane og en rundbane til rulleskøjter.
Legepladsen bliver af de involverede i projektet, heriblandt Lokale- og Anlægsfonden og Holbæk Kommune, med et smil på læben betegnet som den 'farligste' i Danmark. Lovlig og sikker, men udfordrende og 'farlig' i modsætning til mange andre legepladser.
Det er en legeplads, der giver børn og unge lov og plads til at boltre sig. Samtidig vil der dog også være områder, hvor man kan spille petanque eller danse - eller sætte sig med picnickurven og kigge på livet. Men markedspladsen skal netop være en markedsplads, og kan derfor byde på meget mere end rekreativ leg og afslapning. Der vil være små markedsboder, hvor lokale kræmmere kan sælge friske grønstager, fisk fra fjorden og økologisk kød.
Markedspladsen vil følge årstidernes skiften. Om vinteren vil den både sjove og romantiske mobile skøjtebane stadig være at finde på pladsen i Holbæk. En skøjtebane, der fra december til marts bliver besøgt af mellem 25.000 til 30.000 gæster. Om sommeren vil arealet, der om vinteren optages af skøjtebanen, danne rammen om en utraditionelt udformet boldbane med fleksible bander, der kan flyttes og nedtages alt efter behov. Det giver mulighed for at organisere mange forskellige former for boldspil. Den samlede etablering af den nye markedsplads vil løbe op i 2,9 mio. kr.
En af projektets ildsjæle, Niels Bo Christensen, leder af den kulturelle forening Sidesporet, fortæller, at efter hans mening er det vigtigste ved den nye plads at få udfordret og integreret de utilpassede unge, der lige nu 'hænger ud' omkring skøjtebanen.
"De unge har masser af kræfter, og på den 'farlige' legeplads får de mulighed for at bruge dem på en konstruktiv måde. Markedspladsen er for alle, men jeg håber, at den vil fungere som et tilbud til de unge, der ikke benytter sig af de eksisterende fritidstilbud i Holbæk".
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, håber også, at pladsen vil integrere utilpassede unge i Holbæks ungdomskulturliv, og siger derudover om projektet:
"Markedspladsen med Danmarks farligste legeplads er et fint eksempel på, hvordan man kan skabe sammenhæng mellem boder med farvestrålende markedsprodukter og et levende, alsidigt folkeliv. Idrætsfaciliteterne og legemulighederne kan på en glimrende måde bruges af både etablerede idrætsforeninger og selvorganiserede aktiviteter. Markedspladsen vil vise, hvordan man skaber en byplads i Danmark, der appellerer til ungdommen".
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, 3283 0330 / 2129
6856
Niels Bo Christensen, Foreningen Sidesporet, 5940 0865
- Værktøjer
- Til top



