Idrættens arkitektpris - Danmarks bedste idrætsarkitekt kåres

Idrættens arkitektpris er en ny pris, der gives til en arkitekt, der har gjort en samlet indsats for at skabe smukke og funktionelle rammer omkring dansk idrætsliv.

Siden starten på det 21. århundrede har fokus i den danske idrætsarkitektur bevæget sig fra industrialiseret ensretning til en stigende forståelse for, at idrættens bygninger skal være baseret på arkitektur, der understøtter glæden ved idræt.

Kulturminister Carina Christensen overrækker prisen til landets bedste idrætsarkitekt på Kunstakademiets Arkitektskole i København torsdag den 12. november. Kulturministeren ser frem til at hædre den arkitekt eller tegnestue, der har ydet et særligt bidrag til udviklingen af idrættens arkitektur i bred forstand.

"Idrættens Arkitektpris er et led i regeringens arkitekturpolitik. Prisen skal bidrage til at sætte fokus på nytænkning og kvalitet indenfor idrætsbyggeri og på den væsentlige rolle, som arkitekterne spiller for vores fysiske omgivelser. Jeg håber, at den nye pris kan være med til at øge vores bevidsthed om arkitekturens betydning for den gode idrætsoplevelse," siger kulturminister Carina Christensen.

I forbindelse med overrækkelsen af Idrættens arkitektpris vil der samtidig blive uddelt en talentpris til årets bedste idrætsprojekt blandt afgangsopgaverne på landets arkitekt- og designskoler.

Alle brugere af idrætsanlæg, arkitekter og priskomitéens medlemmer kan indstille kandidater til Idrættens arkitektpris. Det sker ved at sende en begrundet indstilling til priskomitéen.

Hvem kan indstille?
Alle brugere af idrætsanlæg, arkitekter og priskomitéens medlemmer kan indstille kandidater til Idrættens arkitektpris. Det sker ved at sende en begrundet indstilling mærket "Idrætspris" til priskomitéen på højst 2 A4 sider. Indstillingen kan sendes pr. e-mail til Fonden eller med post til Lokale- og Anlægsfonden, Kanonbådsvej 12a, 1437 København K.

Indstillingen skal være Lokale- og Anlægsfonden i hænde senest fredag den 10. oktober.

Tid og sted
Prisuddelingen finder sted onsdag den 12. november kl. 16.30 på Kunstakademiets Arkitektskole i København.

Kulturminister Carina Christensen uddeler Idrættens arkitektpris og talentprisen ved åbningen af den årlige udstilling af de bedste idrætsprojekter blandt årets afgangsopgaver på Kunstakademiets Arkitektskole i København, Arkitektskolen Aarhus, Danmarks Designskole og Designskolen i Kolding.

Udstillingen er arrangeret af Center for Idræt og Arkitektur og støttes af Lokale- og Anlægsfonden.

Yderligere oplysninger
Per Schulze, Planchef, Lokale- og Anlægsfonden, 3283 0351

Indholdet af Idrættens arkitektpris
Idrættens arkitektpris består af et rejselegat på 80.000 kr. Prismodtageren forpligtes til at holde en forelæsning på landets to arkitektskoler om arkitekturens tilstand med særligt henblik på idrætten. Talentprisen består af et rejselegat på 25.000 kr.

Priskomitéens sammensætning
Priskomitéen består af repræsentanter fra Akademisk Arkitektforening, Lokale- og Anlægsfonden, Kunstakademiets Arkitektskole i København, Arkitektskolen Aarhus og Idrættens Fællesråd.

Bedømmelseskriterier
Idrættens arkitektpris gives til en arkitekt/tegnestue, der har:

  • bidraget til udviklingen af idrættens arkitektur i bred forstand. Såvel bygninger og udendørs anlæg som projekter i forbindelse med design, byrum og landskab udgør emner for komitéens vurderinger
  • sat bemærkelsesværdige standarder inden for det byggede idrætsmiljø gennem overraskende og nyskabende løsninger
  • demonstreret evne til at aflæse og scenografere det moderne, mangfoldige idrætsbillede (kønsforskelle, alderssegmenter, individuelle og holdbaserede aktiviteter etc.)
  • formået at skabe løsninger, hvor udformning, forløb, lys, akustik og materialevalg i særlig grad understøtter og inspirerer de planlagte aktiviteter
  • skabt anlæg, der på fremragende arkitektonisk vis indgår som en integreret del af det lokale miljø
  • udformet idrætsanlægget til et overbevisende og åbent samlingssted for det omgivende samfund
  • kombineret idrætsarkitekturen med udfoldelsesmuligheder for andre sider af kulturområdet

Læs mere om Idrættens arkitektpris

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners