Arkitekter skal puste nyt liv i kirkerne

Danske og udenlandske arkitekter får nu mulighed for at komme med forslag til, hvordan nedlagte danske folkekirker kan komme i brug igen. Lokale- og Anlægsfonden har netop bevilget 750.000 kr. af tipsmidlerne til en international åben arkitektkonkurrence om alternativt brug af kirker.

Rockkoncerter eller fitness? Mulighederne for aktiviteter er mange, når danske og udenlandske arkitekter skal konkurrere om at komme med gode og alternative forslag til, hvordan danske folkekirker kan bruges, hvis de bliver taget ud af drift. En bevilling på 750.000 kr. fra Lokale- og Anlægsfonden betyder nu, at en international arkitektkonkurrence bliver udskrevet med det overordnede mål "at få belyst nye arkitektoniske og brugsmæssige muligheder for bykirken, og hvordan kirkebygningen kan blive mere aktiv i sit nærmiljø."

Baggrunden er, at Københavns Stiftsråd har anbefalet, at 10 københavnske folkekirker tages ud af drift, og dermed kan 10 smukke og spændende bygninger komme til at stå tomme og ubrugte. Samtidig har Lokale- og Anlægsfonden siden 2003 haft "udnyttelse af kirker til kultur-, idræts- og fritidsformål" som indsatsområde. Direktør i Lokale- og Anlægsfonden Torben Frølich forklarer hvorfor:

"Det er oplagt at bruge kirker, som er taget ud af drift, til alternative formål. Bykirkerne ligger perfekt i forhold til potentielle brugere og gæster, og ofte er bygningerne spændende, stemningsfulde og bevaringsværdige."

Arkitektkonkurrencen vil tage udgangspunkt i Gethsemane Kirke på Vesterbro i København. Den ligger ud til Litauensplads, og arkitekterne kan inddrage pladsen i deres forslag. Både Gethsemane Kirke og Vesterbro Provsti har sagt ja til at være konkurrence objekt, og andre kirker har også vist deres interesse for at drage nytte af konkurrenceresultatetet. Københavns biskop, Erik Norman Svendsen har anbefalet ideen.

Center for Idræt og Arkitektur (CIA) har udviklet forslaget til arkitektkonkurrencen med Kirkefondet og Bygningskultur Danmark. Leder af CIA, René Kural siger:

"I udlandet er mange nedlagte kirker blevet omdannet til kontorer, hoteller og boliger, og vi har også set mange vellykkede eksempler på idræts- og kulturhuse. De ofte store åbne rum lægger op til mange forskellige spændende løsninger, og vi håber, at både danske og udenlandske arkitekter vil skabe mange kreative og nyskabende forslag, som kan tegne fremtiden for de nedlagte kirker i hele landet."

Arkitektkonkurrencen vil blive udskrevet 28. juli, og resultaterne af konkurrencen vil blive offentliggjort 28. november. De bedste idéprojekter vil indgå i en vandreudstilling og en bog, som kan bringe ideer ud til andre bykirker.

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners