Nyhedsbrev nr. 3 – januar 2011

I dette nyhedsbrev fra Lokale- og Anlægsfonden:

10 mio. kr. til nyt liv og bedre energi i Ringkøbing Svømmehal
Åben konkurrence om bæredygtigt idræts- og kulturbyggeri
18 gode råd fra spejdere, der har prøvet at bygge
Tillægsbevilling til flytning af SkateCity i Haderslev
Tre arkitekter udpeget til konkurrence om havnebad
Parkour er en del af fremtidens idrætslegepladser
Fodboldklub med lektierum
Tildelinger i Klublokale- og Værestedspuljen

Ringkøbing web 1 lille

10 mio. kr. til nyt liv og bedre energi i Ringkøbing Svømmehal
Ringkøbing Svømmehal bliver det første eksempel på, hvordan en gammel svømmehal kan moderniseres og tilpasses til moderne badegæster. Lokale- og Anlægsfonden giver tilskud på 10 mio. kr. til projektet. Fonden yder derudover et lån på 1,5 mio. kr., der vil gøre det muligt at etablere energiløsninger, som er gavnlige for både svømmehallens driftsøkonomi og miljøet..

Svømmehallen får flere fleksible bassiner med forskellige kvaliteter, aktiviteter og dybder. Dertil kommer et tyrkisk bad, saunaer, massagerum og andre wellnessrum med udsigt over fjorden. De nye bassiner byder på bedre forhold for dykkere og undervandsrugbyspillere. Det bliver muligt at dyrke klatring med vandet som faldunderlag, og svømmehallen får en vandparkourbane, hvor svømmerne skal forbi forskellige forhindringer frem for bare at svømme frem og tilbage i bassinet.

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
"Det er et eksempelprojekt, der kan vise, hvordan en nedslidt svømmehal kan blive et attraktivt samlingssted med mange aktiviteter og mange forskellige former for vandkultur. Samtidig bliver der udtænkt nye energi- og miljøløsninger, så svømmehallen bliver bedre for miljøet. Fonden støtter gerne endnu et projekt af samme karakter for at vise, hvordan gamle svømmehaller kan få nyt liv."

Læs mere

Åben konkurrence om bæredygtigt idræts- og kulturbyggeri
Konkurrencen om det bæredygtige multihus i Balling i Skive kommune er nu åben. Et hus, der skal byde på nye og overraskende bud på integrationen af bæredygtige helhedsløsninger og arkitektonisk formgivning.

Konkurrencens udgangspunkt er det kommende multihus "Pulsen" i Balling, der ligger i Skive Kommune. Formålet med konkurrencen er at skabe et idræts- og kulturbyggeri, hvor bæredygtighed er tænkt med i formgivningen helt fra starten.

Konkurrencen lægger op til et tæt samarbejde mellem ingeniører og arkitekter, gerne i samarbejde med andre fagligheder, som kan medvirke til at imødekomme konkurrencens mangeartede ønsker og krav.

Deadline for forslag er 15. april 2011.

Læs mere på www.multihusetpulsen.dk


Spejder web

18 gode råd fra spejdere, der har prøvet at bygge
Fonden har fået foretaget en større evaluering af tre spejderprojekter, som Fonden har støttet etableringen af. Evalueringen viser stor tilfredshed med samarbejdet med Lokale- og Anlægsfonden - og byder derudover på 18 gode råd fra spejderne om, hvordan projekter udvikles i samarbejde med Fonden.

Læs de 18 gode råd fra spejderne

Læs hele evalueringen af de tre spejderprojekter

SkateCity web plan 1

Tillægsbevilling til flytning af SkateCity i Haderslev
SkateCity i Haderslev skulle være opført ved byens idrætsanlæg, men har nu fået en endnu mere fordelagtig placering i et aktivt udviklingsområde på byens havn. I den forbindelse bliver projektet dyrere end forventet, da Fonden bevilgede 5 mio. kr. til projektet i december 2009. Derfor har Fonden godkendt en tillægsbevilling på 500.000 kr. til projektet.

SkateCity i Haderslev får med placeringen på havnen udvidet aktivitetsmulighederne med bl.a. et kajakpolobassin, klatreaktiviteter på en silo og flere udfoldelsesmuligheder for skatere og rulleskøjteløbere, BMX-cyklister, der får dele af havnens promenade, stier og opholdspladser at muntre sig på.

Læs mere om projektet i bevillingen fra december 2009

Tre arkitekter udpeget til konkurrence om havnebad i Hasle
De tre arkitektvirksomheder White Arkitekter, Force4 Architects og Steenbergs Tegnestue er udpeget til den indbudte konkurrence om at tegne det nye havnebad i Hasle på Bornholm.

Konkurrencen skal belyse placering og udformning af et mindre havnebad med tilhørende faciliteter, der kan realiseres for 5,2 mio. kr. Forslagene skal beskrive, hvordan havnebadet er indpasset i det lokale miljø, og hvordan det lokale miljø tilføres noget nyt. Forslagene skal som minimum omfatte et lukket børnebassin med lav vanddybde, et voksenbassin, faciliteter til vandleg, et udkigstårn samt opholdszone til udendørs samvær og afslapning.

Konkurrencen er udskrevet i samarbejde mellem Bornholms Regionskommune, Realdania og Lokale- og Anlægsfonden.
Læs mere om Fondens bevilling til havnebadet i Hasle


Parkour web

Parkour er en del af fremtidens idrætslegepladser
Lokale- og Anlægsfonden er involveret i udviklingen af idrætslegepladser over hele landet. Idrætslegepladserne - også kaldet næraktivitetsanlæg - varierer i aktivitetsmuligheder, størrelser og omkostninger, men mange steder er der en fællesnævner: Muligheden for at dyrke parkour på et designet anlæg.

Senest indgår parkour som en aktivitet på de fem idrætslegepladser på skoler i Sønderjylland og på Fyn, der bliver etableret i forbindelse med udviklingsprojektet "Playspots". Parkour er på den måde ikke forbeholdt bymiljøerne, men kan også dyrkes på et fladt område mellem fx landsbyens skole og villakvarterer. Parkour er blevet en idræt for alle børn og unge over hele landet.

Parkourgruppen Team Jiyo har designet parkouranlæggene i "Playspots" sammen med Lokale- og Anlægsfonden, TrygFondens Forebyggelsescenter ved Syddansk Universitet, Region Syddanmark og Peter Holst Arkitektur og Landskab og Dansk Skoleidræt.

Fonden har tidligere samarbejdet med parkourgrupper som fx Team Jiyo eller Streetmovement, når træningsanlæg til parkour skulle designes. Streetmovement har været involveret i to københavnske projekter i henholdsvis den nye Carlsbergbydel og det multikulturelle ungdomshus Streetmekka. Team Jiyo var med til at udvikle verdens største træningsanlæg til parkour, der åbnede i 2009 i idrætslegepladsen PLUG N PLAY i Ørestad. 

Læs mere om idrætslegepladserne på de fem syddanske skoler

Læs mere om parkour og gymnastik i Lokale- og Anlægsfondens gratis magasin Tribune nr. 14

Bestil et gratis abonnement på magasinet Tribune. Send navn og adresse til fonden@loa-fonden.dk

Fodboldklub får lektierum til unge spillere
Herning KFUM Fodbold har fået 150.000 kr. fra Fondens særlige pulje til mindre projekter kaldet Klublokale- og Værestedspuljen. Støtten går til en udvidelse af Herning KFUM's klubhus. De eksisterende faciliteter er blevet for små, efter at klubben i de senere år har haft en markant medlemsfremgang blandt pige- og kvindespillere. Klubben består nu af 600 aktive medlemmer. Udvidelsen på i alt 107 m² bliver brugt til at etablere et lektierum til klubbens unge, fleksibelt indrettet mødelokale og et cafétorv.

Se flere modtagere af støtte fra Klublokale- og Værestedspuljen herunder:

Tildelinger i Klublokale- og Værestedspuljen, januar 2011

Læs de detaljerede beskrivelser af projekterne her

Region Hovedstaden

Udvidelse af judoklubfaciliteter i København
150.000 kr.

Multibane på Amager
150.000 kr.

Region Sjælland

Klublokale til Nakskov

117.000 kr.

Spejderhytte til Nørre Alslev
60.000 kr.

Klubhus til Niløse Jagtforening
150.000 kr.

Parkourområde i Præstø
150.000

Region Nordjylland

Nye lokaler til forsamlingshus i Vester Thorup
101.000 kr.

Tilbygning til museumsforening i Aars
150.000 kr.

Udvidelse af klublokaler i Aalborg
150.000 kr.

Ombygning af kano- og kajakhus i Nørresundby
150.000 kr.

Region Midtjylland

Bålhytte og shelters til spejdere i Viborg
98.000 kr.

Klubhus til jagtforening i Århus
134.000 kr.

Udvidelse af Herning KFUM's klubhus
150.000 kr.

Rytterstue til Djursland Rideklub
150.000 kr.

Region Syddanmark

Multibane til Brændkjærskolen i Kolding
111.000 kr.

Handicaptoilet til Kastrup Forsamlingshus
37.000 kr.

Multibane til Båring
141.000 kr.

 

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners