Nyhedsbrev nr. 11 – juni 2011

I dette nyhedsbrev fra Lokale- og Anlægsfonden:

Pulsen i Salling - vindere af projektkonkurrencen udpeget
Fonden bag forskningsprojekt om aktivt udeliv
Spejderhytte i storbyen
Tema om fremtidens friluftsliv i magasinet Tribune
Bogen Playspots er kommet i et nyt oplag
Anbefaling af sammenlægning af Fonden og Elitefacilitetsudvalget

Pulsen i Salling - vindere af projektkonkurrencen udpeget
Arkitektvirksomhederne ELKIÆR + EBBESKOV Arkitekter og SEA samt ingeniørvirksomheden Bascon vandt Lokale- og Anlægsfondens projektkonkurrence om at tegne fremtidens bæredygtige multihus kaldet "Pulsen i Salling", beliggende i landsbyen Balling i Skive Kommune.

Pulsen ex0204 lille

Konkurrencevinderne vandt med et forslag baseret på en tanke om en landsby i landsbyen. I stedet for at opføre en enkelt stor bygning foreslog vinderne at opføre forskellige bygninger til de mange aktiviteter i multihuset - og binde bygningerne sammen med en overdækning, så "gaderne" mellem bygningerne altid ligger i tørvejr og kan bruges til idræt og bevægelse. Temperaturen i gaderne vil i vinterhalvåret være lidt lavere end i husene.

Pulsen axo lille

Projektet består af en række bygninger med fx aktivitetshus til idræt, et kulturhus, et sundhedshus med læger, tandlæger og fysioterapi, et mindre fitnesshus og et større wellnesshus samt klubhus og omklædningshus.

Arkitekterne og ingeniørerne har indarbejdet en række bæredygtige tiltag. Det drejer sig om materialevalg, solceller til strømproduktion og varmegenvinding fra badevand og mekanisk ventilation i vinterhalvåret. I sommerhalvåret foregår ventilationen med et naturligt system, der ikke energibelaster miljøet.

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om vinderforslaget:

"Der er tale om en helt ny og spændende tilgang til princippet om et multihus. Vinderprojektet er et opgør med tanken om en enkelt bygning og peger i stedet mod en række bygninger under samme tag med gader imellem, som vil blive både aktivitets- og mødesteder. Der er truffet nogle solide beslutninger på bæredygtighedsområdet, som er godt tænkt ind i arkitekturen. Det senere endelige bearbejdede forslag vil blive et eksempelprojekt for andre kommuner, som overvejer at bygge idræt, kultur og sundhed sammen - med hensyn til bæredygtigheden."

Læs mere

Fonden bag forskningsprojekt om aktivt udeliv
Lokale- og Anlægsfonden går i samarbejde med Syddansk Universitet om et forskningsprojekt, der skal tilvejebringe større viden om danskernes aktive udeliv. Forskningsprojektet vil danne grundlag for Fondens særlige indsatsområde "Udeliv i bevægelse".

De seneste 20 år er forskningen i den danske befolknings motionsvaner og friluftsliv blevet intensiveret, men der er stadig kun lidt viden omkring befolkningens deltagelse i aktivt udeliv samt ønsker og behov. Dertil er selve begrebet "aktivt udeliv" blevet udvidet i de senere år med bl.a. nye specialiseringer af kendte aktivitetsformer som fx havkajak og kitesurfing. Selve organiseringsformen er også blevet udvidet til at dække over de selvorganiserede og spontane aktiviteter, løst knyttede grupper eller netværk via sociale medier, kommercielle kurser og de traditionelle foreningsbaserede aktiviteter.

De nye deltagergrupper, organisationsformer og egentlige aktiviteter knyttet til aktivt udeliv stiller nye krav og skaber nye ønsker til anlæg og faciliteter. Det er disse krav og ønsker, som Fonden vil have klarlagt med forskningsprojektet.

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
"Vi ved, at danskerne i stigende grad er aktive udendørs, men vi mangler viden om, hvad der ønskes af faciliteter til det aktive udeliv. Vi har derfor bedt lektor Søren Andkjær fra Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet om at forske i udviklingen på området både nationalt og internationalt. Forskningsprojektet vil beskæftige sig med aktivt udeliv i bredeste forstand - altså aktivt udeliv på land, vand, skov og i byområder."

Spejderhytte i storbyen

Søndermarken spejder lille 2

Et eksempel på Fondens igangværende indsats inden for aktivt udeliv og friluftsområdet kan inden længe opleves i parkområdet Søndermarken midt i hovedstadsområdet. En DDS-spejdergruppe i Frederiksberg udvikler sammen med Lokale- og Anlægsfonden et eksempel på en spejderhytte, der også kan benyttes af fx løbere, cyklister og rollespillere. Spejderhytten vil sætte nye standarder for funktionel og arkitektonisk kvalitet i friluftsbyggerier.

Lokale- og Anlægsfonden har i en årrække arbejdet på at udvikle både den funktionelle og den arkitektoniske kvalitet af spejderhytter og friluftsbyggerier. En afgørende tanke for Fonden er, at spejderhytter ofte kan rumme meget mere end spejderliv. Det er godt beliggende bygninger med mulighed for at rumme en række andre aktiviteter i naturområderne de dage og aftener, hvor spejderne ikke bruger stedet. Arealerne uden om spejderbyggerierne kan også med fordel "holdes aktive" ved at gøre dem offentligt tilgængelige og invitere alle til at benytte dem, når de har lyst.

Blandt de nye brugergrupper til spejderhytten finder man løbere både i klubber og de selvorganiserede, rollespillere, alle med interesse for naturen i det bynære miljø, aftenskoler, gymnastik, skoler og institutioner.

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
"Det er et spændende projekt, hvor byspejderbegrebet udfoldes på en ny måde med en moderne og flerfunktionel spejderhytte på kanten af både storby og parkområde. Det er et projekt, hvor spejderne fra DDS Søndermark Gruppe vælger at henvende sig til og inkludere en lang række andre brugere i stedet for som mange foreninger at lukke sig om sig selv og deres bygning. Den nye spejderhytte bliver et aktiv, som kommer hele lokalområdet til gode."

Læs mere

Tema om fremtidens friluftsliv i magasinet Tribune

T15 webforside større


Fondens magasin Tribune nr. 15 er netop udkommet. Det sætter i et særligt tema fokus på fremtidens friluftsliv og Fondens hidtidige arbejde på området med vægt på udvikling af spejderbyggerierne.

Spejdernes huse og hytter kan meget mere end kun at være til spejdere. De kan være til glæde for alle, der holder af at færdes i naturen. Lokale- og Anlægsfonden arbejder på at udvide mulighederne for fælles brug af friluftsbyggerierne.

Magasinet Tribune er gratis og kan bestilles ved at maile navn og adresse til fonden@loa-fonden.dk

Læs temaet om fremtidens friluftsliv

Bogen Playspots er kommet i et nyt oplag

Playspots forside web

Bogen blev revet væk på kun to uger, da første oplag blev udgivet i marts 2011. Nu er der trykt et nyt oplag og bogen vil fortsat være gratis.
Playspots beskriver, hvordan idræt, leg og socialt samvær indrammet af spændende arkitektur kan gøre et lokalområde mere tiltrækkende. Playspots viser fem detaljerede eksempler på, hvordan et næraktivitetsanlæg ved sin udformning kan motivere til bevægelse og samvær på skoler eller andre steder.

Bogen kan bestilles ved at kontakte Lokale- og Anlægsfonden på e-mail fonden@loa-fonden.dk eller telefon 3283 0330.

Det er også muligt at downloade bogen på dette link

Anbefaling af sammenlægning af Fonden og Elitefacilitetsudvalget
Elitefacilitetsudvalget blev oprettet i 2008 som et led i at opgradere landets faciliteter til de største idrætsbegivenheder på internationalt niveau. Elitefacilitetsudvalgets sekretariat har siden haft til huse i Lokale- og Anlægsfonden.

I forbindelse med en evaluering af regeringens handlingsplan for at tiltrække store idrætsbegivenheder til Danmark fra 2008-2011 har Deloitte - der stod for evalueringen - anbefalet, at Elitefacilitetsudvalget sammenlægges med Lokale- og Anlægsfonden, da der muligvis vil kunne opnås nogle besparelser på administration, udvalgsarbejde og revision.

Læs Deloittes evaluering

Læs mere om Elitefacilitetsudvalget

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners