Nyhedsbrev nr. 20 - december 2010
I dette nyhedsbrev fra Lokale- og Anlægsfonden:
Frilufts- og forsamlingshytte i Veksø bliver også for lokale
demente
Tommerup Hallerne samler idræt, foreningsliv og bibliotek
Udbygning af Tornhøjhallen
Ni projekter udvalgt til EN GOD OMVEJ
Nyt unikt samlingssted ved Randbøl Hede
Havnebad til Hasle
Lethal i Løgstør
Tildelinger fra Klublokale- og Værestedspuljen
Frilufts- og forsamlingshytte i Veksø bliver også for
lokale demente

Egedal Kommune vil opføre en forsamlingshytte i Veksø som et
levende samlingspunkt for en bred vifte af meget forskellige
brugergrupper. Hytten skal bruges af både FDF-medlemmer, lokale
borgere og en gruppe demente, som dermed får et nyt udflugts- og
aktivitetssted.
Lokale- og Anlægsfonden har bidraget til udviklingen af projektet
og støtter efterfølgende også økonomisk med 1 mio. kr.
Det er ikke en almindelig spejderhytte, der skal opføres i Veksø i
den nordsjællandske Egedal Kommune. Hytten får et usædvanligt bredt
felt af brugere, hvilket kendetegner bygningens udformning.
Den skal kunne appellere til både medlemmerne af FDF i Veksø, der
længe har trængt til nye lokaler, og til borgerlauget i Veksøs
aktiviteter, en gruppe demensramte samt dagplejere og
daginstitutioner. Hytten bliver indrettet fleksibelt med mange
kroge, hjørner og både indvendige og udvendige hemse, så de vidt
forskellige brugergrupper kan benytte faciliteterne på samme
tid.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Projektet viser på fineste vis, at FDF i Veksø tænker udover egne
behov og vil være en aktiv del af lokalområdet fremfor at isolere
sig omkring egne aktiviteter. Hytten og brugen af udeområdet er
nytænkende, og inddragelsen af dement-gruppen er et meget spændende
eksperiment."
Læs mere
Tommerup Hallerne samler idræt, foreningsliv og
bibliotek
Lokale- og Anlægsfonden har bevilget 4,5 mio. kr. til en
tilbygning til Tommerup Hallerne. Tilbygningen samler både idræt,
foreningsliv og bibliotek og åbner for, at de lokale kan træne i
hallen, når de har tid og lyst.
Tilbygningen til Tommerup Hallerne er tænkt som et projekt, der
skaber et moderne og tidssvarende aktivitetstilbud. Der bliver lagt
stor vægt på børns leg og læring på motorikområdet, styrketræning,
dans og kampsport. Men også kulturaktiviteter som teater, foredrag
og musik.
Dertil kommer Assens Kommunes etablering af et bibliotek midt
mellem de højenergiske idrætsbevægelser og følelsesladede
kulturoplevelser.
Tilbygningen kommer til at bestå af en ny fleksibel hal. Den vil
til daglig være opdelt i et idrætstorv, en multisal, nyt
caféområde, møde- og aktivitetslokaler og fitnesslokale samt nyt
bibliotek med bogcafé.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Der er tre meget store kvaliteter i projektet. For det første
bygger det videre på tanken om at samle danskernes
fritidsaktiviteter på et sted, så idræt, foreningsaktivitet og
kultur lever sammen og ikke adskilt. For det andet åbnes Tommerup
Hallerne for selvorganiseret og spontan aktivitet, så der altid er
noget at lave i hallerne også uden en fast træningstid. For det
tredje er det et meget fleksibelt byggeri, hvor idrætstorvet og
multisalen den ene dag kan være opdelt i mange forskellige små rum
og zoner og den anden dag aflaste som ekstra håndboldbane for
hallerne."
Læs mere
Udbygning af Tornhøjhallen i Aalborg
Tornhøjhallen i Aalborg skal ombygges til en tidssvarende
idrætshal med en lang række udfoldelsesmuligheder for både
selvorganiserede udfoldelser og foreningsarbejde. De traditionelle
lange, mørke gange bliver til nye aktivitetsarealer, når hallen
forandres inden for de eksisterende rammer. Lokale- og
Anlægsfonden støtter projektet med 2 mio. kr.

Brugerne af Tornhøjhallen i Aalborg Øst har, siden hallen blev
opført i 1972, fået andre ønsker om aktiviteter, end hallen var
tiltænkt og kan leve op til. De ændrede behov har ført til en
workshop, hvor lokalområdets ønsker til hallens fremtidige tilbud
blev samlet sammen - og nu bliver de til virkelighed, når
Tornhøjhallen ændres fra en gammel idrætshal til et moderne bud på
et samlingssted for både idræt og en bred gruppe af foreninger som
fx diabetesforening, forening for enlige mødre, en kvindegruppe og
en ungeforening.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Tornhøjhallen er et næsten enestående eksempel på, at det kan lade
sig gøre at ændre indholdet i en idrætshal indenfor de eksisterende
rammer og dermed uden store tilbygninger. Projektet tager fint fat
i gangarealernes megen spildplads og omskaber dem til arealer til
aktivitet og ophold, der vil være med til at gøre Tornhøjhallen til
det moderne samlingssted, som der længe har været et lokalt ønske
om."
Læs mere
Ni projekter udvalgt til EN GOD OMVEJ
Fredericia, Gladsaxe, Kolding, Middelfart, Odsherred,
Ringkøbing-Skjern, Roskilde, Solrød og Sønderborg er de ni
kommuner, der nu kan gå i gang med at realisere hver deres forslag
til projekter, som kan styrke borgernes muligheder for - og lyst
til - bevægelse i det fri.
De ni kommuners vinderprojekter er valgt efter, at 59 kommuner
oprindeligt havde indsendt 78 visionsoplæg til konkurrencen EN GOD
OMVEJ.
Bag projektet står Realdania og Lokale- og Anlægsfonden i
samarbejde med Kommunernes Landsforening og Sund By Netværk.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"På kun lidt mere end et år er det lykkedes at udvikle en række
faciliteter til idræt, leg og fysisk udfoldelse i det nære by- og
boligmiljø. Ni kommuner opnår støtte til at gennemføre deres
projekter, som vil kunne inspirere mange andre til lignende tiltag.
Udover de valgte kom der 69 andre næsten lige så gode forslag, som
måske også bliver etableret en dag. Dermed har EN GOD OMVEJ vist
sig at være et succesfuldt initiativ, der på kort tid kan rykke ved
danskernes muligheder for bevægelse i lokalområdet."
Læs mere
Nyt unikt samlingssted ved Randbøl Hede
Heste- og cykelryttere kommer i samme "stald" sammen med
alle andre naturglade besøgende i området ved Randbøl Hede i en ny
300 m² stor bygning kaldet Kirstinelyst. Lokale- og Anlægsfonden
støtter projektet med 1,2 mio. kr.

Som noget endnu helt unikt for samlingssteder i naturen bliver der
etableret folde til heste ved Kirstinelyst. Der bliver også
mulighed for at parkere hestetrailere. Dermed sikres optimale
betingelser for at opleve landets største bevarede indlandshede fra
hesteryg. Men Kirstinelyst bliver også et oplagt sted at søge hen
på cykel, for familier på skovtur eller mere seriøse vandrere og
naturelskere.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Kirstinelyst repræsenterer en glædelig udvikling for naturrum. Det
er første gang, vi ser, at heste og rytterne bliver tænkt så godt
ind i et projekt sammen med de andre brugere fx løbere, vandrere og
cyklister. Kirstinelyst bliver et tiltrækkende sted, hvor mange
folk med forskellige aktiviteter i naturen vil mødes og nyde
hinandens selskab."
Læs mere
Havnebad i Hasle
Et kommende havnebad i Hasle på Bornholm vil medvirke til
at skabe nye aktiviteter i havneområdet hele året rundt til glæde
for både lokalbefolkningen og turisterne. Lokale- og Anlægsfonden
har tidligere udviklet og støttet det store sommerhavnebad i
København og et kommende helårshavnebad i Aalborg.
Nu er tiden kommet til støtte en udvikling af havnebadet til den
lille by med en mindre havn. Badets arkitektoniske fremtoning
kendes endnu ikke, da der først skal afvikles en
arkitektkonkurrence, hvor forskellige bud skal vurderes. Lokale- og
Anlægsfonden har bevilget 1,5 mio. kr. til projektet.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Med projektet i Hasle kan Fonden præsentere tre fine eksempler på
havnebade i storbyen, den store provinsby og den lille provinsby
til inspiration for andre byer. Alle tre bade skaber nyt liv i de
ellers henslumrende havneområder, som industri og fiskeri har
forladt."
Læs mere
Lethal i Løgstør
Løgstør Idrætsforening får 2 mio. kr. i støtte fra Lokale-
og Anlægsfonden til etablering af en lethal til idræt, dans og
institutionsbrug. I forbindelse med hallen etableres et overdækket
område, der også kan bruges til bevægelse, leg og samvær.
En lethal er en idrætshal uden opvarmning og badefaciliteter. For
et langt mindre beløb end en "rigtig" idrætshal kan lethallen dog
byde på de samme idrætsmuligheder, uden at der gås på kompromis med
den arkitektoniske fremtoning.
I Løgstør opføres den kommende lethal ved Løgstør Skole og et
eksisterende udendørs idrætsanlæg med fodboldbaner på Sdr. Ringvej.
Bortset fra Løgstør Idrætsforenings klubhus findes der ikke
overdækkede eller indendørs idrætsfaciliteter. Lethallen er tænkt
som første led i en større udbygningsplan for området med flere
idrætshaller og en svømmehal.
Torben Frølich, direktør, Lokale- og Anlægsfonden, siger om
projektet:
"Projektet i Løgstør er et fint eksempel på en videreudvikling af
den første lethal, Fonden støttede. Samtidig udnyttes det udendørs
areal omkring hallen på en ny og fremsynet måde som et overdækket
aktivitets- og opholdssted, hvilket er vigtigt for at skabe øget
liv omkring idrætsbyggerier."
Læs mere
Tildelinger i Klublokale- og Værestedspuljen - december
2010
Se de detaljerede beskrivelser af projekterne
her
Region Sjælland
Motions- og legerum i Knorrenborg Vang
150.000 kr.
Region Nordjylland
Handicaptoilet til Thyholm FDF
35.000 kr.
Værested med sauna til vinterbadere i Frederikshavn
74.000 kr.
Multibane til Haverslev
143.000 kr.
Værested til bevægelsespark i Aalestrup
150.000 kr.
Region Midtjylland
Klubhus til Stenderup Sports Klub
40.000 kr.
Aktivitetsområde i Hornsyld
150.000 kr.
Multibane til Roslev Hjerk-Harre Skole
150.000 kr.
Region Syddanmark
Handicaptoilet til Lumby Forsamlingshus
56.000 kr.
Multibane i Agerbæk
150.000 kr.
Færøerne
Handicapvenlig indgang til teater i Torshavn
Teaterforeningen Havnar Sjónleikarfelag i Torshavn
modtager 35.000 kr. til etablering af handicaprampe og
handicapvenligt indgangsparti til foreningens teaterbygning.
- Værktøjer
- Til top



