Nyhedsbrev nr. 7 - juni 2009
I dette nyhedsbrev fra Lokale- og Anlægsfonden:
Støtte til landets første flydende foreningshus
Fonden støtter idrætsfaciliteter i skoleprojekt
Fremtidens spejderlejr opføres ved Roskilde Fjord
Støtte til etablering af skatermiljø i Nykøbing Falster
Brobygning mellem sociale boligområder og parcelhuskvarter i Hillerød
Støtte til rollespillere på Voergaard Slot
Tildelinger i Klublokale- og Værestedspuljen
Støtte til landets første flydende foreningshus
Det første flydende foreningshus til kajak-, kano- og rosporten bliver søsat i Vejle. Det flydende foreningshus er udviklet af Lokale- og Anlægsfonden og er et arkitektonisk nyt og spændende indslag i de danske havne- og havmiljøer. Fonden støtter projektet med 3 mio. kr.
Udviklingen af det flydende foreningshus blev til i samarbejde mellem Lokale- og Anlægsfonden, Danmarks Idræts-Forbund og det daværende Ørestadsselskabet, der nu hedder By & Havn. Baggrunden var den store stigning i antallet af danskere, der dyrker kajak, kano og roning. En stigning, der har gjort kajak, kano og roning til en lige så stor idrætsgren blandt voksne som f.eks. håndbold. Sammen med to arkitektfirmaer blev der skabt to bud på et flydende foreningshus. Det første, der nu bliver realiseret i Vejle, er tegnet af Force4 Arkitekter og får medlemmerne af Vejle Kajakklub som daglige brugere.
Det flydende foreningshus er tegnet på kajaksportens præmisser, men vil være åbent for alle, der færdes på det nye bynære havneområde omkring lystbådehavnen i Vejle og holder af at bruge det maritime miljø til søsport, afslappende opholdssted, fitness og vinterbadning.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om det flydende foreningshus:
’Det flydende foreningshus rammer to satsningsområder for Fonden. For det første at gøre havneområderne til mere aktive og tiltrækkende steder og for det andet, at Fonden gerne vil gøre noget for den store gruppe af danskere, der på få år er begyndt at dyrke kajak, kano og roning, men i høj grad mangler gode faciliteter. Eksempelvis løser det flydende foreningshus det indledende problem med at få sat kajakken i vandet. Det er svært, når der i mange havne er halvanden meter fra kanten af kajen ned til vandoverfladen. Det var derfor en naturlig løsning for Lokale- og Anlægsfonden at nyudvikle et foreningshus, der flyder på vandet og gør brugernes oplevelse af at dyrke deres idræt på vandet endnu stærkere og samtidig meget lettere tilgængelig’.

Fonden støtter idrætsfaciliteter i skoleprojekt
Den nye Tagensbo Skole i København bliver et lokalt idræts-, kultur- og aktivitetssted. En ny multihal og udearealer med fokus på idræt bliver afsættet, der åbner skolen for lokalmiljøet på Bispebjerg som et eksempel på moderne skolebyggeri. Fonden støtter projektet med 4 mio. kr.
Ambitionen med de nye idrætsfaciliteter på Tagensbo Skole er, at de ikke kun skal komme skoleeleverne til gode, men være et åbent tilbud til alle beboere, foreninger og ikke mindst den store gruppe af børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk i hovedstadens nordvestkvarter.
Lokale- og Anlægsfonden gik ind i projektet, da det længe har været et indsatsområde for Fonden at skabe et enestående eksempel på, hvordan idræt kan blive en naturlig, vigtig og ligestillet del af en skoles faciliteter. Samtidig har det været vigtigt, at faciliteterne kan bruges udenfor skolens åbningstid og gøre skolearealet til en åben del af et lokalmiljø.
Lokale- og Anlægsfondens direktør, Torben Frølich, lægger stor vægt på vigtigheden af at ligestille idrætten, når fremtidens skoler skal udformes:
’Tagensbo Skole er et enestående tilfælde og et eksempelprojekt for Lokale- og Anlægsfonden. Fonden har længe ønsket at deltage i et projekt, der kunne integrere og ligestille idrætten og idrættens faciliteter som en del af en moderne skole. Samtidig åbner Tagensbo Skole dørene til lokalmiljøet og giver adgang til mere end bare omklædning og idrætsbane, som det ses på mange skoler. Tagensbo Skole vil kunne tilbyde lokalområdet et langt større udbud af ikke kun idrætsfaciliteter, men også mindre aktivitets- og mødelokaler’.

Fremtidens spejderlejr opføres ved Roskilde Fjord
Lokale- og Anlægsfonden støtter opførelsen af en moderne og fremtidsrettet spejderlejr i St. Havelse i Halsnæs Kommune med 2 mio. kr. Bag spejderlejren står FDF Hvidovre, der har besluttet sig for at bygge en spejderlejr baseret på spændende arkitektoniske løsninger omkring lysindfald, multifunktionelle lokaler og særlige miljøhensyn.
Da spejderhytten Ingeborg ved Roskilde Fjord nedbrændte i sommeren 2008, stod FDF i københavnerforstaden Hvidovre pludselig med en brandtomt på et naturskønt område i St. Havelse. Ingeborg havde siden 1989 været FDF Hvidovres tilflugtssted langt væk fra storbyen og samtidig været et populært sted at leje sig ind for institutioner og borgere i Halsnæs Kommune.
For at fortsætte aktiviteten på den 30.000 m² store grund besluttede FDF Hvidovre at opføre Ny Ingeborg, der skulle være en moderne og tidssvarende spejderlejr, der kunne stå som et fyrtårn for spejderlejre i det 21. århundrede. Med Lokale- og Anlægsfonden som rådgiver indbød spejdergruppen fire arkitektfirmaer til en miniarkitektkonkurrence med bud på en ny lejr. Vinderen blev arkitekterne fra aart A/S.
Arkitekterne har lagt vægt på at sikre maksimal fleksibilitet og optimale lys- og udsigtsforhold. Alle opholds- og soverum har direkte udgang til overdækkede udearealer, så indendørs og udendørs aktiviteter kan flyde naturligt sammen. Derudover bliver rummene indrettet meget fleksibelt med skydedøre og skydevægge og mobile køjesenge og reoler. Der er samtidig tænkt energivenligt med opførelsen af et multitårn, der både kan bruges til klatring og påmonteres med solceller, der kan integreres i driften af et eksisterende jordvarmeanlæg og øvrigt elforbrug i spejderlejren, der dermed bliver næsten helt energineutralt.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om den kommende spejderlejr:
’Lokale- og Anlægsfonden har valgt at støtte projektet, fordi FDF Hvidovre har valgt at satse utraditionelt ved at gennemføre nogle store visioner for fremtidens spejderlejr. Det miljø- og energivenlige multitårn er et kapitel for sig, som Fonden gerne ser etableret i andre sammenhænge’.
Støtte til etablering af skatermiljø i Nykøbing Falster
Fonden støtter Nykøbing Falster Skate Klub i etablering af et 600 m² skatermiljø i Kulturfabrikken i Nykøbing Falster med 81.000 kr. Skaterområdet indrettes, så det foruden skateraktiviteterne kan anvendes som værestedsområde.
Brobygning mellem sociale boligområder og parcelhuskvarter i Hillerød
Hillerød Almennyttige Boligselskab – DAB – modtager støtte fra Fonden på 129.000 kr. til ombygning af en tidligere daginstitution til Kultur- og Aktivitetshus for beboere i Hillerød Øst. Projektet udspringer af en borgerinddragelsesproces, der er iværksat for at bygge bro mellem beboerne i de sociale boligområder og parcelhuskvarterne i Hillerød Øst. Kultur- og Aktivitetshuset er på i alt 340 m² og vil efter ombygningen bl.a. fungere som pc-værksted, værested og støttepunkt for kultur- og fritidsaktiviteter.
Støtte til rollespillere på Voergaard Slot
Middelalderen vækkes til live på Voergaard Slot, hvor foreningerne Voergaard Levende Historier og Rødder og Vinger bl.a. bruger det historiske område nær Dronninglund i Nordjylland til rollespil med udgangspunkt i middelalderens univers. Voergaard Levende Historier modtager 37.000 kr. til etablering af et handicaptoilet i forbindelse med ombygningen af Voergaard Slots gamle birketingshus. Toilettet skal bruges af foreningens medlemmer samt offentligheden, der besøger Voergaard Slot og birketingshuset.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om støtten:
’Fonden ser positivt på at støtte faciliteter i forbindelse med rollespil, der er et spændende alternativ til bevægelse i naturen for børn og unge, der måske ikke går så meget op i traditionel idræt’.
Tildelinger i Klublokale- og Værestedspuljen, juni 2009
Læs de detaljerede beskrivelser her
Multihus i Dalby
123.000 kr.
Skatermiljø i Nykøbing Falster
81.000 kr.
Handicaptoilet til birketingshuset på Voergaard Slot
37.000 kr.
Samlingssted på Vittrup Gl. Mejeri
150.000 kr.
Træningspavilloner i Løgstrup
130.000 kr.
Multibane ved Mariager Skole
97.000 kr.
Rekreativt værested på Fælleden i Holbæk
83.000 kr.
Formidlingsplatform på Hundested Havn
67.000 kr.
Handicapelevator til Knabstrubhallen
71.000 kr.
Opholds- og motorikplads i Hornbæk
150.000 kr.
Den Grønne Ring i Struer
150.000 kr.
Badehus på Snekkersten Havn
150.000 kr.
Kultur- og aktivitetshus i Hillerød Øst
129.000 kr.
Multibane til Hårup Skole
150.000 kr.
Multibane til Rise på Ærø
150.000 kr.
Ombygning af spejderhytte i Sdr. Vium
148.000 kr.
Træningspavilloner til Amager
150.000 kr.
Udbygning af klubhus i Østerild
94.000 kr.
Etablering af bålhytte i Odense
132.000 kr.
Friluftsområde i Klarup
150.000 kr.
Nyt klubhus til Hillerød Svømmeklub
150.000 kr.
Klubhus i Møldrup
150.000 kr.
Multibane i Sig
129.000 kr.
Træningspavillon til Randers
97.000 kr.
Handicapfaciliteter til Hornehallen
135.000 kr.
Udvidelse af klubhus i Lyseng
150.000 kr.
Fitnessredskaber og pavillon til Stenstrup
150.000 kr.
Kontorpavillon til Nykøbing Sjælland
50.000 kr.
Om- og tilbygning af Svanningehallen
150.000 kr.
- Værktøjer
- Til top



