Nyhedsbrev nr. 4 – april 2009
I dette nyhedsbrev fra Lokale- og Anlægsfonden:
Mobile faciliteter til midlertidigt idræts-aktivitetsområde
Tre fonde går sammen om Naturrum Thyborøn
Fonden støtter oppustelige skillevægge
Mobile faciliteter til midlertidigt idræts-aktivitetsområde
Lokale- og Anlægsfonden støtter et 25.000 m² stort anlæg til byidræt som parkour, speedskating på rulleskøjter og dirt jump i Ørestad Syd med 1 mio. kr. Idræts-aktivitetsområdet kaldet PLUG N PLAY rummer også mindre fodboldbaner til fem-mands hold og streetbasket.
PLUG N PLAY er i første omgang tænkt som en midlertidig løsning frem til og med 2014. Derfor bliver mange af faciliteterne også den første store introduktion af midlertidige og mobile faciliteter i Danmark. Mobile faciliteter er et satsningsområde for Fonden. Tanken bag de mobile faciliteter er, at de vil gøre det muligt at udnytte tomme arealer i byudviklingsområder til idræt indtil, der skal bygges på arealerne. Når det sker, kan de mobile faciliteter flyttes til en anden tom byggegrund.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
’PLUG N PLAY er et fremragende eksempel på, hvordan man kan skabe liv mellem bygningerne, og ikke kun inden i bygningerne, i Ørestad. Med de midlertidige og mobile faciliteter bliver det muligt at udnytte tomme byggegrunde til fordel for de lokale beboere og alle københavnere med hang til idræt i bymiljøet. Det er en spændende opgave for Lokale- og Anlægsfonden at være med til at skabe nogle af landets første mobile faciliteter til et anlæg i stor målestok’.
Tre fonde går sammen om Naturrum Thyborøn
Lokale- og Anlægsfonden, Friluftsrådet og Arbejdsmarkedets Feriefond har sammen skabt konceptet Naturrum. I Thyborøn er det første projekt i samarbejdet klar til at blive realiseret.
Idéen med projektet i Thyborøn er at skabe faciliteter, der trækker flere mennesker ud i naturen – og gerne de, der aldrig benytter sig af den mulighed.
Naturrum Thyborøn kommer til at bestå af seks facilitetstilbud langs en rute på 3 km. En af faciliteterne er en tysk bunker fra besættelsestiden, som bliver Fondens første forsøg på at udnytte en bunker til nye formål. Bunkeren vil blive taget i brug som opholdsområde for friluftsbrugere og naturnydere.
Lokale- og Anlægsfonden støtter projektet med 550.000 kr. I alt vil Naturrum Thyborøn koste 3,6 mio. kr. at etablere.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
’Projektet viser, hvordan tre fonde kan gå aktivt sammen om at skabe et projekt i stedet for at sidde og vente på, at den rigtige ansøgning dukker op. Naturrum Thyborøn satser på at tiltrække nye brugere til naturen ved at tilbyde både bevægelse og oplevelse, men er samtidig rettet mod lokalbefolkningen med tilbuddet om et nyt stisystem. Samtidig er aktiveringen af en tilsandet bunker fra besættelsestiden en bemærkelsesværdig kobling mellem den lokale historie i Thyborøn og de særlige elementer, der findes i naturen i området’.
Fonden støtter oppustelige skillevægge
I forbindelse med arkitektkonkurrencen ’Nyt liv i gamle haller’ indsendte Keinicke & Overgaard Arkitekter et forslag, der ikke blev udpeget som et af de tre vinderprojekter. Men forslaget indeholdt idéskitser til oppustelige skillevægge, der kan bruges til opdeling af boldbanen i en idrætshal. Den idé var for spændende til at lade ligge, og Lokale- og Anlægsfonden har derfor bevilget 150.000 kr. til at fortsætte arbejdet med at udvikle de oppustelige skillevægge.
De oppustelige skillevægge vil være ideelle for idrætshaller, der har behov for mindre rum, men som ikke er indstillet på at opgive den store håndboldbane på 20x40 meter. De oppustelige skillevægge vil muliggøre nye små rum med forskellige stemninger inde i de eksisterende rammer. Der arbejdes også med at udvikle oppustelige ’lofter’ over de små rum. Endelig er et vigtigt element i projektet mobile reoler, der kan bruges til opbevaring og lette belastningen på de ofte fyldte depotrum, som er et problem for mange idrætshaller.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
’Lokale- og Anlægsfonden er en udviklingsfond. Når vi bliver præsenteret for en god idé med spændende løsninger på kendte problemer, går vi derfor sammen med folkene bag idéen og udvikler og kvalificerer idéen yderligere. Et vigtigt mål med dette projekt er at skabe skillevægge, der både er billige at anskaffe og lette at betjene. De oppustelige skillevægge vil være en glimrende løsning i idrætshaller, hvor der et stort behov for små, intime rum til f.eks. yoga og dans – men hvor man ikke ønsker at skille sig af med håndboldbanen’.
- Værktøjer
- Til top



