Nyhedsbrev nr. 1 - januar 2009
I dette nyhedsbrev fra Lokale- og Anlægsfonden:
Københavns ældste badeanstalt bliver til bade- og kulturhus
1 mio. kr. til Danmarks ’farligste’ legeplads
Fonden støtter udvidelse af Spøttrup Hallen med 4 mio. kr.
Programmet klar til konferencen ’Idrættens rum og rammer’
Støtte til landets første beach-multibane
Rulleskøjteanlæg til Givskud
Fonden udgiver pjece om akustik i idræts- og kulturhuse
Københavns ældste badeanstalt bliver til bade- og kulturhus
Den smukke badeanstalt i Sofiegade på Christianshavn modtager 2 mio. kr. fra Lokale- og Anlægsfonden til en ombygning, der forener de kolde nordiske badetraditioner med de varme bade, som de kendes i Tyrkiet. I alt vil ombygningen koste 6,2 mio. kr.
Lokale- og Anlægsfonden har siden 2002 samarbejdet med de frivillige kræfter og Københavns Kommune om at skabe ’Sofiebadet’ i de fredede rammer i hovedstadens ældste badeanstalt. Sofiebadet vil bl.a. komme til at rumme en tyrkisk inspireret hammam indenfor mulighederne i de fredede rammer.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
”Fonden har tidligere stået bag vandkultur som i DGI-byen og Havnebadet i København. Sofiebadet med hammam bliver en nyfortolkning af global badekultur, hvor forskellige elementer og kulturer krydser hinanden. Det kolde, det tempererede og det varme. Det nordiske, tyrkiske og japanske. Det er samtidig et projekt, der er utroligt ambitiøst i forhold til at skabe et badehus med fokus på miljø, energi og bæredygtighed”.
1 mio. kr. til Danmarks ’farligste’ legeplads
Lokale- og Anlægsfonden støtter en kommende legeplads på den nye markedsplads i Holbæk med 1 mio. kr. Markedspladsen nydefinerer den danske byplads som omdrejningspunkt for en legeplads med parkour, klatring, skaterplads, utraditionel boldbane og en rundbane til rulleskøjter.
Legepladsen bliver af de involverede i projektet, heriblandt Lokale- og Anlægsfonden og Holbæk Kommune , med et smil betegnet som den ’farligste’ i landet. Lovlig og sikker, men udfordrende og ’farlig’ i modsætning til mange andre legepladser.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
”Markedspladsen med Danmarks farligste legeplads er et fint eksempel på, hvordan man kan skabe sammenhæng mellem boder med farvestrålende markedsprodukter og et levende, alsidigt folkeliv. Idrætsfaciliteterne og legemulighederne kan på en glimrende måde bruges af både etablerede idrætsforeninger og selvorganiserede aktiviteter. Markedspladsen vil vise, hvordan man skaber en byplads i Danmark, der appellerer til ungdommen.
Læs mere

Fonden støtter udvidelse af Spøttrup Hallen med 4 mio. kr.
Lokale- og Anlægsfonden har bevilget 4 mio. kr. til en udvidelse af Spøttrup Hallen. Den gamle hal, der i dag fremstår næsten som da den blev opført i 1970, vil efter udvidelsen være forvandlet til et moderne idræts- og kulturcenter.
Udvidelsen vil videreudvikle flere elementer fra idrætshallerne i Harboøre, Hørning og Jyderup, der blev udvidet efter principperne i Lokale- og Anlægsfondens konkurrence om ’Fremtidens Idrætshal’. Det betyder, at Spøttrup Hallen vil blive et mangfoldigt lokalt samlingssted med faciliteter til musik og teater, ungdomsværested, kreativt værksted og café.
Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet:
”Spøttrup Hallen er et bevis på, hvordan de tre eksempelbyggerier i Harboøre, Hørning og Jyderup kan inspirere til at skabe flere tidssvarende idrætshaller med plads til alternative aktiviteter. Der er et rigt idrætsliv omkring Spøttrup Hallen, men også et kulturudvalg med ca. 200 brugere, der dyrker kulturelle aktiviteter som teater og musik. De vil også få glæde af hallens faciliteter, og det er netop kernen i ’Fremtidens Idrætshal’, at der bliver skabt et lokalt samlingssted for alle borgere – unge som gamle”.
Programmet på plads til konferencen ’Idrættens rum og rammer’
Lokale- og Anlægsfonden og Idrættens Analyseinstitut kan nu præsentere programmet for konferencen om ’Idrættens rum og rammer’, hvor der vil være fokus på en række af idrættens aktuelle udfordringer og potentialer. Konferencen vil forsøge at samle hele det idrætspolitiske miljø i Danmark i dagene 24.- 25. februar 2009.
Målgruppen for konferencen er idrætsorganisationer, idrætsforeninger, fitnessbranchen samt ikke mindst forvaltninger og politikere med ansvar for idræts- og kulturpolitik.
Konferencen ’Idrættens Rum og Rammer’ finder sted i Arena Nord i Frederikshavn.
Se hele programmet for 'Idrættens rum og rammer'
Støtte til landets første beach-multibane
Multibaner har været en stor succes over hele landet. Inden længe kommer en ny variant, når Danmarks første beach-multibane bliver anlagt på Sydlangeland. Lokale- og Anlægsfonden støtter projektet med 99.000 kr.
Kombinationen af strand og gamle sportsgrene som volleyball, fodbold og håndbold er blevet et stort hit blandt børn og unge over hele landet. Håbet for multibanen med sandunderlag i Magleby er da også, at den kan være med til at fastholde de lokale idrætsforeningers unge medlemmer, når de kommer i den alder, hvor der traditionelt sker et fald i idrætsdeltagelsen.
Læs mere
Rulleskøjteanlæg til Givskud
Lokale- og Anlægsfonden har bevilget 146.000 kr. til et 1.125 m² stort rulleskøjteanlæg i Givskud i Vejle Kommune. Anlægget indeholder en multibane til rulleskøjte-hockey omkranset af en oval bane til både motionsløb og speedskating.
Det er Lokalrådet for Givskud Sogn, der sammen med Danmarks Rulleskøjte Union og flere lokale foreninger og institutioner, der har taget initiativet til at opføre rulleskøjteanlægget, der i alt kommer til at koste næsten en halv mio. kr.
Bevillingen til rulleskøjteanlægget glæder Martin Ravn, der er formand for Dansk Rulleskøjte Union:
”Rulleskøjteanlæggene betyder næsten alt for rulleskøjteunionen, og vi er meget glade for Lokale- og Anlægsfondens støtte. Rulleskøjteanlæggene er de eneste steder, hvor rulleskøjtesporten kan dyrkes korrekt, og det er de steder, hvor vores klubber kan binde folk sammen i et fællesskab. Mange løber jo på rulleskøjter for sig selv, men det kan også være en klubsport, det behøver ikke kun at være en individuel sport”.
Lokale- og Anlægsfonden har tidligere støttet rulleskøjteanlæg i Næstved og Slagelse. Anlæggene bruges ligesom det kommende anlæg i Givskud af både organiserede som uorganiserede udøvere.
Fonden udgiver pjece om akustik i idræts- og kulturhuse
Har du styr på efterklangstid, ekkovirkninger og lydfordeling? Det har de færreste, og det er en af grundene til, at lydforholdene og akustikken i idræts-og kulturbyggerier kan falde uheldigt ud.
Nye og ellers godt gennemtænkte idræts- og kulturbyggerier bliver nogle gange skæmmet af generende indendørs lydforhold. Ofte er akustikken blevet glemt blandt de hundredvis af små og meget store beslutninger som et omfattende byggeri kræver. Men akustikken er vigtig for kvaliteten af oplevelsen i en idrætshal eller et kulturcenter, og det er afgørende, at bygherrerne husker, at akustik og lyd skal inddrages allerede i planlægningsfasen af et byggeri.
Derfor har Lokale- og Anlægsfonden udgivet pjecen ’Akustik og lyd der bevæger – god tone i idræt og kultur’.
Pjecen gennemgår den vigtigste viden om akustik og lydforhold i idrætshaller, gymnastiksale, svømmehaller, klublokaler, spejderhytter, biografer, øvelokaler og musikhuse.
Læs mere
- Værktøjer
- Til top



