Nyhedsbrev nr. 5 - maj 2008
Flydende foreningshus snart på vandet
Lokale- og Anlægsfonden, Arealudviklingsselskabet I/S og Danmarks Idræts-Forbund har netop afsluttet et samarbejde om udvikling af et flydende foreningshus. Det flydende foreningshus har flere funktioner, dels som foreningshus for kajakroning, og dels som støttepunkt for fx løb, stavgang og vinterbadere. To tværfaglige teams bestående af arkitekter og husbådsproducenter har hver især udarbejdet et forslag til et flydende foreningshus, der i sit udtryk og sin funktion både er nytænkende og visionært. Placeringen for de to flydende foreningshuse er endnu ikke fastlagt, men tanken er, at det ene foreningshus skal indgå som en del af et af byudviklingsprojekterne på arealerne langs Københavns Havn, mens Lokale- og Anlægsfonden inviterer til samarbejde om opførelse af det andet projekt på en beliggenhed et andet sted i landet. ONV Arkitekter, der netop har vundet Nykredits Motivationspris, og Waterliving A/S udgør det ene team og Tegnestuen Force4 og Geisler & Nørgaard det andet.
Læs mere her og se præsentationerne
Priser til "LOA-arkitekter"
Nykredit har netop uddelt to arkitekturpriser til henholdsvis CEBRA Arkitekter og Søren Rasmussen fra ONV Arkitekter. Begge tegnestuer har stået bag flere udviklingsprojekter for Lokale- og Anlægsfonden, og priserne bekræfter, at Fonden samarbejder med landets bedste arkitekter til at udvikle nye idræts-, kultur-, og fritidstilbud i Danmark. CEBRA Arkitekter, der modtog hovedprisen, Nykredits Arkitekturpris på 500.000 kr., har bl.a. tegnet Danmarks største hal til indendørs atletik i Skive, en udvidelse af idrætshallen i Harboøre, Høng Petanguecenter og derudover er projektet skatercity i Haderslev på vej.
ONV Arkitekter modtog Nykredits Motivationspris på 100.000 kr. Tegnestuen har specialiseret sig i at bygge billigt ved hjælp af præfabrikerede elementer, der kan samles som byggeklodser, og har bl.a. tegnet to spejderhuse på Møn og Gribskov og et flydende kajakklubhus.
Lokale- og Anlægsfonden søger kommunikationskonsulent
Har du skrivekløe, formidlingstæft og strategisk gennemslagskraft er du muligvis den rette til et job hos Lokale- og Anlægsfonden.
- Værktøjer
- Til top



