Nyhedsbrev nr. 10 - september 2008
Unikt strandprojekt i Esbjerg
Lokale- og Anlægsfonden har netop bevilget Esbjerg Kommune 4,15 mio. kr. i støtte til etableringen af en knapt én kilometer lang strandpromenade og aktivitetsområde og dertil et klubhus for sejlere, surfere og kajakroere. Dermed skabes der et unikt område med vandkultur i centrum og med aktiviteter året rundt, da en havpool ved klubhuset giver vinterbaderne perfekte betingelser for en kold dukkert. Lokale- og Anlægsfonden har ligeledes deltaget i udvælgelsen af vinderforslaget og har deltaget i bearbejdningen og tilpasningen af den endelige udformning. I forbindelse med projektet bliver der opstillet flere forskellige lege, aktivitets- og klatreredskaber på stranden og i vandet.
Læs mere om projektet
Fra sukker til idræt
Den gamle sukkerfabrik ved havnen i Assens skal omdannes til et nyt idrætscenter. Med en bevilling på 750.000 kr. fra Lokale- og Anlægsfonden kan Assens Kommune nu sætte første del af projektet på skinner og afholde en arkitektkonkurrence for det nye idræts- og fritidscenter. Idrætshuset skal ligge i forbindelse med en bevaringsværdig bygning, som tidligere har rummet et saftkogeri. Saftkogeriet ligger bagved den tidligere hovedbygning, hvor der skal opføres et rådhus for den nye Assens Kommune. Saftkogeriet er ikke stort nok til at rumme hele idrætscenteret, og derfor skal der også opføres et nybyggeri i tilknytning til bygningen.
Læs mere om idrætscentret i Assens
Multibaner skal være endnu bedre
Multibaner skaber aktiviteter i byen, og i de senere år har Lokale- og Anlægsfonden givet økonomisk støtte til opførelsen af mange af de populære baner flere steder i landet. Multibanerne kan dog godt forbedres, så der bliver plads til flere aktiviteter og bedre muligheder for at flere mennesker kan opholde sig på og omkring dem. Derfor har Lokale- og Anlægsfonden skabt et udviklingsprojekt, hvor to tegnestuer skal komme med nye bud på multibaner og aktivitetspladser.
Træprisen uddeles til PLOT
Arkitekturprisen, Træprisen 2008, uddeles til den hedengange tegnestue PLOT. Bjarke Ingels og Julien De Smedt belønnes for deres nyskabende arkitektur fra samarbejdet i tegnestuen PLOT og for de projekter, som de senere har arbejdet på hver især. De to arkitekter har formået at bruge træet nyskabende, ikke mindst i Det Maritime Ungdomshus ved Sundby Havn, som Lokale- og Anlægsfonden var med til at udvikle og støttede økonomisk. De to arkitekter brugte også træet som materiale ved opførelsen af Havnebadet på Islands Brygge i København, som Lokale- og Anlægsfonden ligeledes har støttet.
Træprisen er oprettet af Træinformation og uddeles i samarbejde med Trælasthandlerunionen og Træsektionen i Dansk Byggeri.
Se havnebadet på Islands Brygge
Ny tillægsbevilling til lethal i Vegger
Generelle prisstigninger i byggebranchen har også ramt opførelsen af en lethal i Vegger i Vesthimmerlands Kommune. Derfor har Lokale- og Anlægsfonden besluttet at give en tillægsbevilling på 250.000 kr., og dermed skulle hallen gerne blive opstillet i efteråret 2008. Lokale- og Anlægsfonden har i forvejen givet 1,5 mio. kr. til projektet samt en tidligere tillægsbevilling på 400.000 kr. Projektet er en hal på 1.200 m² produktudviklet af DesignGroup Arkitekter. Hallen indeholder dels et 20 x 40 m idrætsareal samt plads til samtidige udfoldelser inde og ude.
Ekstra penge til halmhal
Lokale- og Anlægsfonden støttede i 2002 opførelsen af en tennishal med halmvægge til Humlum Tennisklub i Struer Kommune. Halmballevæggene har vist sig at give et godt indeklima med gode lydforhold og en frostfri grusbane hele året rundt, men på trods af omfattende forundersøgelser af pudsningsmetoder, er halmen begyndt at skalle af og ydervæggene langsomt begyndt at korrodere. For at sikre hallen en forlænget levetid, et pænt udseende og tennisklubben en brugbar hal, er det planen at beklæde ydervæggene med stålplader. Lokale- og Anlægsfonden støtter projektet med 90.000 kr.
Ny kommunikationskonsulent i Fonden
Den 1. september 2008 har Fonden ansat Lars Hjorth Bærentzen som kommunikationskonsulent. Lars er uddannet journalist og startede sin karriere som freelancejournalist. Efterfølgende har han været ansat i Team Danmark og senest hos nyhedsbureauet Newspaq/Lynx Media.
Regnskabsansvarlig med lyst til idræt og kultur
Lokale- og Anlægsfonden søger snarest muligt en rutineret regnskabsansvarlig, der har lysten og evnen til selvstændigt at arbejde med Fondens regnskabsproces – til støtte for vores arbejde med at øge kvaliteten i idræts-, fritids- og kulturbyggerier.
Klublokale- og Værestedspuljen august
Asfaltering af multibane mm. ved foreningen Hjerteskolen
150.000 kr.
Spejderhytte i Ravsted
97.000 kr.
Projekt Outdoor Fitness, Mariagerfjord
97.000 kr.
Fælles aktivitets- og mødested i Brændeskov
130.000 kr.
Minikunstgræsbane i Søllinge
95.000 kr.
Etablering af lokale til Ravnkilde Pensionistforening
150.000 kr.
Udvidelse af klublokaler til Roklubben Stevns
150.000 kr.
Klublokaler Copenhagen Budo Academy
150.000 kr.
- Værktøjer
- Til top



