Skal pigerne tabe sig eller er det os der taber dem?

(Kronik bragt i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 12 / 2012)

Af Mette Touborg, formand for Lokale- og Anlægsfonden og borgmester i Lejre Kommune

I 2009 blev Nadia Nadim den første danske landsholdsspiller med indvandrerbaggrund. Men denne succeshistorie tegner ikke et generelt billede. En ny undersøgelse viser, at kvinderne og pigerne i udsatte boligområder halter bagefter, når det gælder idræt.

Nadia Nadim på 24 spiller fodbold som så mange andre kvinder i Danmark. Alligevel skiller hun sig ud på flere måder. Hun er født i Kabul i Afghanistan og flygtede til Danmark i 2000 med sin mor og søskende, da hendes far blev dræbt af Taleban.

Familien endte i Rosenhøj i Viby Syd i Aarhus. Da var Nadia Nadim allerede godt i gang med at vise sine evner på fodboldbanen. I 2009 blev hun den første danske landsholdsspiller med indvandrerbaggrund. En ny undersøgelse viser dog, at kvinderne og pigerne i udsatte boligområder halter bagefter, når det gælder idræt.

Nadia Nadims baggrund er både tragisk og dramatisk. Men mødet med Danmark og idrætten er en succeshistorie. Dem er der bare ikke så mange af - endnu. En stor, ny undersøgelse af idrætten i udsatte boligområder - blandt andet Gellerup - viser, at der rent faktisk bliver dyrket næsten lige så meget idræt som på landsplan.

Et noget overraskende og positivt resultat. Bag de opmuntrende tal er der imidlertid en anden og mindre opløftende historie. Det er historien om kvindernes og især pigernes idrætsdeltagelse i disse områder. Kun 50 procent af pigerne dyrker idræt mod 85 procent i befolkningen som helhed. Er det en forskel, vi blot skal tage til efterretning? Eller kan vi sætte en fælles dagsorden for at give bedre rammer og muligheder for, at pigerne kommer med?

Kropslige fællesskaber er et godt udgangspunkt
I dag er der en tendens til at sætte idrætten ind som trækdyr for sundheden. Det giver jo god mening at rette fokus herimod, når kommunerne har ansvaret for den forebyggende indsats. Men omvendt skal vi passe på kun at koble idrætten til et smalt sundhedsbegreb.

Idrætten kan så meget andet: skabe fællesskaber, give kropslige erfaringer og oplevelse af andres reaktioner og bevæggrunde. Men idrætslivet er ikke nemt for alle, tyder det på. Det handler naturligvis om indhold, men også om hvordan vi organiserer idrætten og sætter den i scene. Af undersøgelsen fremgår det, at der er en langt lavere deltagelse i foreningslivet blandt de adspurgte. Blot 17 procent af de piger, hvis forældre er født i et andet land, deltager i foreningslivet.

Det tilsvarende tal for drengene er 61 procent! Der er altså en klar kønsforskel. Nu er medlemskab af en forening jo ikke et mål i sig selv, men den markante forskel er udfordrende. For ofte forklares forskelle i foreningsdeltagelse med, at hele foreningstanken kan være lidt fremmed, hvis man ikke er opfostret med denne særlige fællesskabsform, som er baseret på frivilligt arbejde. Men det gælder så tilsyneladende ikke drengene.

Der er nok snarere tale om, at foreningslivet kan føles utrygt at sætte pigerne ind i for forældrene. Et stærkt samarbejde mellem idrætsforeninger, skoler og andre institutioner kan skabe denne tillid og give mange muligheder at vælge imellem. Og så skal de lokale initiativer nedefra støttes. I DGI's magasin Udspil (nr. 9/2011) beskrives et sådant tiltag.

I Viby Syd Idrætsforening i Aarhus har man lyttet til medlemmernes ønsker og kulturbestemte krav. Næsten to ud af tre medlemmer er kvinder med indvandrerbaggrund. Foreningen blev stiftet i 2009, og for et års tid siden tog den nyvalgte formand Rosita Ahmadian sagen i egen hånd. Eller rettere: Hun rakte hånden ud og startede med at spørge pigerne og kvinder, hvad de godt kunne tænke sig.

Dem kendte hun nemlig fra sit daglige arbejde i Rosenhøjs sundhedscafé. Svaret var klart: zumba, nærhed til lokalerne og mulighed for at udfolde sig i diskrete rammer. Da Rosita Ahmadian ikke umiddelbart kunne finde frivillige instruktører, tog hun selv et kursus for at kunne undervise. Lokaler tæt på manglede også, da den centrale skole Søndervangskolen var optaget af andre foreninger. I stedet tilbød boligforeningen, at de kunne låne selskabslokalet gratis.

Rosita Ahmadian sikrede sig, at gardiner kunne trækkes for, så man slap for nysgerrige blikke. Den første zumba-aften tiltrak 100 piger og kvinder. Senere blev flere af de unge uddannet til instruktører, og man har fået eget foreningslokale. Håbet er at få endnu bedre rammer at udfolde sig i.

Vi skal skabe varierede faciliteter
Undersøgelsen peger på, at facilitetsdækningen generelt set er god i de udsatte boligområder, men også, at der er betydelige forskelle. Afstanden til faciliteterne har stor betydning.

Det er dog ikke den geografiske afstand alene, der er afgørende, men den oplevede afstand, det vil sige oplevelsen af tilgængelighed og tryghed. På denne baggrund foreslås det blandt andet i rapporten, at de grønne områder omkring bebyggelsen skal aktiveres og gøres trygge, og at der skal skabes tætte forbindelser mellem bolig og omgivelser. Oftest er der legepladser til de mindste børn, suppleret med boldbaner og opstillinger af bænke.

Men det er mindst lige så afgørende, at der skabes nye aktivitets- og opholdsmuligheder for de større børn og unge. Dem er der nemlig mange af i disse boligområder sammenlignet med landsgennemsnittet. Undersøgelsens pointe er, at variation i udbud og kvalitet har stor betydning, og at der skal tænkes i sociale muligheder. Boldbure alene gør det ikke. Kvalitet og variation gælder også, når det kommer til større faciliteter.

Multifunktionelle idrætsfaciliteter giver mange muligheder for forskellige målgrupper og åbner samtidig mulighed for at være mødesteder. Og så er vi tilbage ved pigerne og kvinderne. Der skal skabes trygge rammer og afskærmede rum. Nye og mere målrettede indretninger af faciliteterne. Nytænkning og samarbejde er kodeordene. I Lokale- og Anlægsfonden er vi klar til begge dele. Det er det, vi er til for, og vi inviterer kommuner, boligforeninger og lokale ildsjæle op til dans. Ikke blot til udvikling af nye faciliteter, men også for at se på større sammenhænge og tænke i helheder.

Nye muligheder
Apropos dans: Undersøgelsen viser, at dans og fitness har et kæmpe potentiale i disse områder. Så er vi tilbage i zumbaen og Viby Syd, hvor man i øvrigt i et samarbejde mellem kommunen, boligforeningerne og skolen har besluttet at opføre et nyt, spændende, multifunktionelt medborgerhus med idrætsfaciliteter ved, ja, Søndervangskolen.

Området, hvor Nadia Nadim og Rosita Ahmadian har driblet og danset rundt. Målet er ikke at skabe landsholdsspillere, selv om der også skal være plads til de drømme. Det er at få skabt faciliteter, der er så attraktive, at alle - men ikke mindst pigerne - får så godt et incitament til at dyrke idræt som overhovedet muligt. De inciterende danserytmer viser vej.

Yderligere oplysninger

Idræt i udsatte boligområder
Læs rapporten samt konklusioner og forslag på ovenstående link. Rapporten er udarbejdet af Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet og Metopos - en del af Bascon.

Værktøjer
Til top

Site developed by Klestrup partners