Ny plads til leg og aktivitet på Carlsberg
5. oktober 2010
Torsdag den 7. oktober åbner Boble Plads for alle, som har
lyst til at lege og udfolde sig fysisk. Med fodboldbane,
streetbasket kurve og asfalt-bobler til bl.a. skatere og bmxcykler
bliver det svært at sidde passivt på sidelinien.
I kanten af Boble Plads op mod J. C. Jacobsens gamle, nyåbnede
have står orange klatrestativer, som vil udfordre både store og
små, øvede parkour-entusiaster såvel som klatreglade i alle
aldre.
Der er boldmur og optegnede felter i asfalten. Kort sagt: masser af
opmuntring til leg og bevægelse. Om aftenen vil pladsen være fuldt
oplyst. Der er grill og gøglerstik med strøm, så man kan
medbringe musik og madvarer.
Alt i alt er Boble Plads et nyt sted i København, der har alle
chancer
for at tiltrække børn og unge, som har lyst til at afprøve deres
kræfter eller bare hænge ud i nye, gode omgivelser.
Høje træer skærmer pladsen, der ligger på Pasteursvej i centrum af
Carlsberg med direkte adgang til J. C. Jacobsens fantastiske have
til den ene side og til den anden et lille grønt anlæg, hvor det
vil være oplagt at slå sig ned i det grønne før eller efter
udfoldelserne på Boble Plads.
Som nabo til Boble Plads ligger Boblehallen, navngivet af bryggerne
på Carlsberg efter det karakteristisk formede tag. Inde i
Boblehallen åbner Idrætsfabrikken om ganske kort tid et nyt tilbud
til børn og unge, hvor man 24 timer i døgnet vil kunne komme ind og
dyrke forskellige boldspil, bmx-cykling og andet under tag.
Etableringen af Boble Plads er blevet til i et samarbejde mellem
Lokale- og Anlægsfonden, Realdania, Københavns Kommune og
Carlsberg.
Projektet har midlertidig karakter - foreløbig i fem år - og med
den nye plads tager Carlsberg endnu et skridt væk fra tiden som
lukket industriområde og ind i fremtiden som ny bydel i
København.
Yderligere oplysninger
Lokale- og Anlægsfonden
Torben Frølich, direktør, 3283 0330/2129 6856
Carlsberg
Lars Holten, direktør, 4050 6274 eller
Jens Bekke, kommunikationsdirektør, 2261 1412
Københavns Kommune
Mads Kamp Hansen, planlægningschef i Kultur- og
fritidsforvaltningen, 3366 3899 / 2632 1385
Realdania
Astrid Bruus Thomsen, projektleder, 7011 6666
Fakta
Byrumsprojektet omfatter i alt tre nye byrum og koster syv mio.
kr.
Boble Plads ligger på Pasteursvej som nabo til J. C. Jacobsens
have.
Pladsen er indrettet med henblik på fysisk aktivitet som f.eks.
parkour, fodbold, streetbasket, skating og bmx-cykling.
Der er ingen trafik på pladsen.
Byrummene er udtænkt af to kreative teams - Keinicke &
Overgaard + UIWE samt Primus Arkitekter + Streetmovement.
Lokale- og Anlægsfonden, Realdania, Københavns Kommune og Carlsberg
er sammen om byrumsprojektet, som foreløbig kommer til at løbe i
fem år.
- Værktøjer
- Til top



