Gammel svømmehal med nyt mod søges
Mandag 18. oktober 2010
Lokale- og Anlægsfonden ønsker at bidrage til, at der skabes eksempelprojekter på ældre svømmehaller, der ved nytænkning i forhold til de nuværende funktioner gøres moderne og tidssvarende.
Siden indsatsen blev lanceret ved årsskiftet har Lokale- og Anlægsfonden modtaget flere henvendelser om mulige projekter. Et bliver nu realiseret, men fonden har planer om at støtte endnu et projekt.
Derfor hører Lokale- og Anlægsfonden gerne fra svømmehaller, der er villige til at tænke nyt og anderledes. Svømmehaller, der tør ændre stil og udforme og udvikle nye bassintyper, som kan understøtte nye aktiviteter og nye brugergrupper. Det er samtidig et krav, at man har økonomi til at medfinansiere de kommende ændringer.
Baggrunden for indsatsen er, at mange danske svømmehaller kæmper med store behov for renovering eller ligger livløse hen på grund af mangel på brugere. Der er hårdt brug for et pust af nyt liv til de gamle svømmehaller, hvor nogle er stærkt lukningstruede på grund af de store udgifter til renovering og - eller - fordi brugerne stiller større krav til vandfaciliteter, end man gjorde for 25 år siden.
I Norge er der i de senere år lukket 90 svømmehaller. En lignende bølge af lukninger er der også risiko for i Danmark, hvis der ikke bliver fundet nye initiativer og løsninger, som rækker udover almindelige renovering.
Eventuel henvendelse til seniorkonsulent Jørn Christoffersen i Lokale- og Anlægsfonden på telefon 3283 0343.
- Værktøjer
- Til top



