Idræt for alle
Onsdag den 11. marts 2009
Danmark er et foregangsland indenfor breddeidræt. Men der er plads til forbedring. Det viser Breddeidrætsudvalgets nye rapport ’Idræt for alle’.
Breddeidrætsudvalget opfordrer til, at der bliver gjort en indsats for at fastholde og øge danskernes idrætsdeltagelse generelt – og mere specifikt motiverer børn og unge samt socialt udsatte til at dyrke mere idræt.
Kulturministeriet nedsatte udvalget i 2007. Lokale- og Anlægsfondens formand, Hans Toft, blev ved den lejlighed udpeget til medlem.
Der er sket store ændringer i danskernes idrætsmønster siden det forrige Breddeidrætsudvalg i 1987 afgav betænkningen ’Breddeidrætten i Danmark’. Idræt er i dag en fritidsbeskæftigelse for alle aldersgrupper – ikke kun for børn og unge. Idrætsmønstrene har ændret sig, nye idrætsgrene og motionsformer har vokset sig store og stærke, og danskernes idrætsudfoldelse er i høj grad blevet selvorganiseret uden for idrætsforeningerne.
Breddeidrætsudvalget lægger vægt på, at der tages hensyn til udviklingen i danskernes breddeidrætsmønstre, når nye idrætsanlæg bygges og eksisterende anlæg moderniseres. Samtidig bør kommunerne inddrage idræt i kommunal- og lokalplaner, så både byens og naturens rum giver mere plads til idræt.
Lokale- og Anlægsfonden kan i den forbindelse bl.a.:
-
Hjælpe kommunerne med at skabe overblik over deres idrætsfaciliteter via Fondens facilitetsdatabase.
-
Medvirke til modernisering af idrætsfaciliteter, samt sikre at moderniseringer tager hensyn til varierede brugergruppers forskellige ønsker og giver plads til selvorganiseret idræt.
-
Medvirke til at gøre bynære motionsstier mere attraktive med intelligent belysning, træningspavilloner og omklædningsfaciliteter.
-
Rådgive om, hvordan der skabes plads til både organiseret og selvorganiseret idræt i byrummet og naturen.
Fondens bestyrelse vil på et kommende bestyrelsesmøde drøfte mulighederne for at løse tre konkrete opgaver, som Breddeidrætsudvalget foreslår. Det drejer sig om, at Fonden kan:
-
Deltage i etableringen af et videreuddannelsesforløb for halinspektører, så de i højere grad bliver dynamiske sportskoordinatorer på de enkelte idrætsanlæg.
-
Undersøge udbuddet af idrætsfaciliteter i socialt udsatte områder, og analysere, hvordan udbuddet af idrætsfaciliteter påvirker idrætsdeltagelsen i de socialt udsatte områder.
-
Deltage i en gruppe, der skal kortlægge og løse problemer, som kommunerne kan komme ud for i forbindelse med en højere inddragelse af faciliteter og rum til idræt i forbindelse med kommunal- og lokalplaner. Udover Fonden vil gruppen få deltagelse af Kulturministeriet, Miljøministeriet, andre relevante ministerier, Kommunernes Landsforening, idrættens hovedorganisationer samt Friluftsrådet.
Læs ’Idræt for alle’ - Breddeidrætsudvalgets konklusioner og forslag
Læs ’Idræt for alle’ – Breddeidrætsudvalgets baggrund og analyse
- Værktøjer
- Til top



